Fearless

21. manglende søvn & kasketten

"En Toyota," gætter jeg på. Nash ryster på hovedet igen. "En BMW."

"Nej. Hvilket bilmærke har fire cirkler som logo?"

"Jeg ved det ikke, Nash. Biler er bare transportmidler—"

"Undskyld mig?"

"Du ved, hvad jeg mene—"

"Vi er ikke venner længere," han rejser sig op og sætter sig hen i den anden ende af venteværelset. Jeg ser opgivende efter ham og retter så mit blik mod Tyson. Hans hoved hviler i hans hænder, og han kan næsten ikke holde sig vågen.

"Du er enig med mig, ikke?" Piber jeg.

"Jeg har hørt på jer snakke om biler i," han ser på sit ur, "to timer og fjorten minutter nu. Jeg er ikke enig i en skid. Jeg er bare glad for, at I er færdige, og det var en Audi." Han lukker øjnene og læner sig tilbage i sin stol. Det er nu mere mig, som har snakket, imens jeg har tvunget Nash til at holde mig ved selskab ved at sige logoer på biler, som jeg kan gætte.

"Okay, nogen har ikke fået deres skønhedssøvn og croissant med små stykker chokolade i her til morgen," mumler jeg.

"Jeg har ikke sovet hele natten. Please hold kæft."

"Jeg vidste ikke, at den store stygge Tyson kunne finde ud af at sige 'please'," hvisker jeg spændt. Han rejser sig op og sætter sig hen til Nash. "Ej helt ærligt," brokker jeg mig. Nash rækker fuck, og Tyson lægger sig til at sove. Phoenix og Chris har været væk hele natten. Klokken er 09:01, og ingen af os har sovet ordenligt. Tyson har været vågen hele natten, jeg har taget flere korte lure, og Nash har sovet i sådan to timer. De er bange, og jeg er ret så sikker på, at det de frygter, er deres leders reaktion på det her. Tyson sagde i går: "jo mere opmærksomhed vi tiltrækker, jo værre bliver alt." Jeg kører mine hænder hen over mit ansigt og sukker tungt. Det var meningen, at Nash skulle få mig hjem, så jeg kunne sove i min seng, men jeg satte mig i venteværelset i stedet og informerede ham om, at jeg alligevel ikke ville kunne sove, hvis jeg lå derhjemme, og han overgav sig og lod mig blive.

"Hej beautiful," Chris lander ved siden af mig. Han har rander under øjnene, og hans hår står ud til alle sider. Han har uden tvivl heller ikke sovet bare et sekund.

"Lige over, tornerose," mumler jeg. Han lægger sin arm om skuldrene på mig og sukker dybt. "Hvor har du været, og dræbte du Phoenix på vej tilbage?"

"Phoenix tager sig af alle problemerne," han gaber og hviler sit hoved op af mit. "Har I besøgt Logan endnu?"

"Han sover," jeg ser på Chris, som kun har t-shirt på, "har en hjemløs ræv på gaden stjålet din jakke eller hvad?" Spørger jeg. Jeg trækker mig væk fra ham og ser ordenligt efter. "Chris," udbryder jeg. Han har en forbinding om venstre overarm. "Skændtes du med Phoenix så meget, at han bed dig?" Chris griner kort, men det er nervøst.

"Det er ikke Phoenix' skyld," er det eneste, som han siger, "og det er lige meget. Jeg er okay. Jeg vil bare gerne se Logan." Han ser hen mod en læge. "Hvor er hans forældre?" Hans blik begynder at flakke endnu mere rundt.

"Ingen fik ringet til dem," mumler jeg.

"Fordi Phoenix skulle spilde tiden på at finde mig," nikker Chris, "fuck." Han rejser sig op.

"Hvad laver du nu?"

"Ringer til hans forældre," han forsvinder med sin telefon presset mod sit øre. Han burde hellere slappe af og sove, især fordi jeg ikke tvivler på, at hans tømmermænd må tage livet af ham. Jeg rejser mig op og går hen for at sætte mig ved siden af Nash.

"Kodeordet, før jeg sparker dig væk?" Siger han.

"Audi?" Tyson rækker fuck, stadig med lukkede øjne, som om han sover, men Nash nikker og slapper af. "Skulle du ikke sove, Ty?" Han rækker fuck igen.