Fearless

20. hospitalet & klam kaffe

Tak til xOphelialilljax for billedet!!!
Vi er på hospitalet. Jeg kørte os herhen, så snart Logan besvimede. De tog straks imod ham, og jeg ringede til alle de andre, imens jeg sad og trøstede en ret så panisk Chris ved min side. Jeg hentede noget vand til ham og tvang ham til at drikke det, og efter alt der er sket, bliver han mere og mere ædru. I morgen kommer til at være forfærdelig for ham. Fuck tømmermændene, det er skyldfølelsen, der bliver slem. Jeg giver hans skulder et klem og prøver på selv at slappe af. Jeg tror stadig ikke, at mit hjerte har forstået, at en af mine venner ikke er døden nær. Det chok kommer til at bruge noget tid på at skride sin vej. Det kommer en læge hen til os, og jeg smiler træt til hende.

"Er I her med Logan Abram?" Spørger hun. Jeg nikker og retter mig lidt op. "Han klarer den." Både Chris og jeg tager en dyb og lettet indånding. "Der er gået betændelse i skudsårene, og hans hud er skadet af, hvor mange gange stingene er blevet revet op, men det eneste, som det kommer til at gøre, er at give ham et sejt ar." Åh tak skæbne. "Hvem syede det sammen de andre gange?"

"Hvad?"

"Han står ikke i vores system," forklarer hun, "men nogen har syet ham sammen. Ret godt endda. Har han set nogle læger?"

"Ja, det tror jeg." Hun ser spørgende på mig, "vi nåede aldrig rigtig at snakke om det. Jeg sagde til ham, at han ikke skulle bevæge sig så meget, men han kunne ikke lade være." Hun nikker kort. "Men så længe han er okay."

"Det bliver han," siger hun, før hun forsvinder. Jeg læner mit hoved bagud og op ad væggen med lukkede øjne. Gad vide hvornår de andre kommer. Jeg skrev til dem for over en time siden. De må have været i gang med et eller andet, så de kommer nok, så snart de kan. Jeg ved ikke lige, hvor meget jeg glæder mig til en hel gruppe af drenge, der sikkert er sure over, at jeg tog Logan med på hospitalet.

"Det her er min skyld," mumler Chris. Jeg siger ham ikke imod. Han kører en hånd igennem sit meget rodede blonde hår og banker sit hoved ind i væggen bag sig. "Åh gud, jeg er et forfærdeligt menneske," hvisker han.

"Du er ikke et forfærdeligt menneske," sukker jeg. Han snøfter dramatisk og ser på mig med store triste blå øjne. Mit hjerte knækker i endnu flere små stykker, end det allerede er.

"Hvis jeg ikke havde drukket, hvilket jeg ved, at jeg ikke skal, så ville alt det her ikke være sket," han gnider sine øjne og begraver så sit hoved i sine hænder.

"Du var såret. Dine forældre torturerer dig psykisk, og det er okay at være forvirret og ked af det." Han ryster på hovedet og rejser sig op. Han efterlader mig uden flere ord eller forklaringer og forsvinder væk fra venterummet, lige som de andre kommer ind. Tyson og Nash kommer herover, men Phoenix stopper op for at snakke med Chris. Jeg ser på dem, selv da Nash og Tyson sætter sig til min venstre side. Phoenix lægger en hånd på Chris' skulder, men Chris rykker sig væk, siger noget surt og skrider så. Phoenix ser efter ham med et trist ansigt. Så kommer han herhen og sætter sig til højre for mig.

"Er du okay?" Spørger han mig. Jeg trækker på skuldrene.

"Det er ikke mig, som ligger på hospitalet eller har drukket en hele flaske vodka," mumler jeg træt.

"Chris drikker normalt ikke."

"Nej, det har jeg fattet. Det virker ikke til at være så godt for ham," jeg kører en hånd hen over mit hoved. "Kan jeg tage en kort lur?" Spørger jeg. "Bare for at få lidt skønhedssøvn." Phoenix nikker. Han driller mig ikke eller svarer mig igen. Det må være første gang. Jeg hviler mit hoved op ad hans skulder og lukker øjnene, og det tager mig ingen tid at falde i søvn.