Fearless

8. tjenester & et skud

Tak til xOphelialilljax for billedet!!!
"Hvad skal du i dag?" Spørger far, da han kommer ind på mit værelse.

"Der står et skilt på min dør om, at du kun må komme ind, når du er blevet inviteret," fortæller jeg ham. Han stiller sig midt i rummet og ser på mig, der ligger på min seng med min computer og skriver med Joel om festen på fredag. Vi glæder os meget. Bare til at slappe af og komme af med alle frustrationer gennem alkoholen.

"Jeg ejer huset, så lovligt set kan jeg gå ind i alle rum, som jeg vil."

"Uh okay, macho mand. Hvad vil du?" Jeg klapper min computer sammen og ser på ham med løftede øjenbryn.

"Jeg vil bare høre, hvordan min datter har det," han strammer sit slips og ser afventende på mig.

"Jeg har det helt fint," jeg rejser mig op og går hen til mit skab for at tage en sweatshirt og binde den om livet. Jeg har korte cowboyshorts og en sort top på. Far ser ikke tilfreds ud med mit tøj, men det er ikke mit problem. "Vil du mere?" Spørger jeg og ser på ham med løftede øjenbryn. Han åbner munden, men så lukker han den igen og ryster på hovedet.

"Jeg håber, at du en dag vil lukke mig ind i dit liv igen, Callie," han går imod døren, "jeg kan ikke regne ud, hvad jeg gjorde for at skubbe dig væk."

"Mor døde, og du begravede dig i dit arbejde, glemte mig, og jeg voksede op i mellemtiden," forklarer jeg og åbner døren for ham.

"Det var aldrig min mening at få dig til at--"

"Far," jeg ser bedende på ham, "vi behøver ikke det her. Jeg bliver hentet af en ven om lidt, og så kan du tage på arbejde, og vi kan se hinanden i morgen til morgenmaden," jeg nikker ud på gangen, og han går langsomt derud. "Som vi plejer."

"Men--"

"Please, far. Jeg kan ikke overskue at bruge tiden på at prøve at fikse noget, som ikke kan fikses. Jeg skal nok blive ved med at smile til pressen, når de opsøger mig og alt det," mumler jeg. Han ser trist på mig, men jeg undgår hans blik og smækker døren i. Så henter jeg min telefon og tager sko på, og så lunter jeg igennem huset og mod hoveddøren, hvor jeg træder ud og går ned imod fortovet. Phoenix bør være her om lidt, så vi kan følges imod skolens parkeringsplads. Jeg tjekker min telefon igen, og lige da jeg gør det, ringer Joel. Jeg tager den og presser den imod mit øre.

"Callie," han lyder forpustet.

"Hvad sker der?" spørger jeg bekymret og holder øje med vejen for at se, om Phoenix kommer. Jeg håber ikke, at Chris er med i bilen, fordi så dør jeg muligvis af akavethed. Jeg kan stadig ikke komme mig over, hvad jeg så i går. Jeg sværger, at hver gang jeg lukker øjnene, så ser jeg Chris og Logan for mig, og jeg tror, at de har ødelagt mig. Jeg vil aldrig kunne se på min lædernederdel på samme måde igen.

"Du kan ikke komme hjem til mig i dag."

"Men vi havde en aftale--"

"Ikke længere. Bliv væk," han hoster, og jeg kan høre larm i baggrunden.

"Joel?" Jeg kan mærke bekymringerne vokse. "Er du okay?"

"Bare hold dig væk herfra. Jeg ringer, når der er fri bane igen, okay?"

"Men--"

"Okay?" Gentager han. Der kommer et brag. Hvad fanden sker der?

"Okay," mumler jeg fornærmet. Phoenix' bil kommer kørende ned ad gaden imod mig. "Pas på dig selv."

"Altid," og så lægger han på. Phoenix stopper ved siden af mig, og jeg sætter mig ind på passagersædet. Ingen af de andre er der. Jeg ånder lettet ud og ser på Phoenix. Jeg spænder mig langsomt.