Fearless

25. badeværelset & the kardashians

"Jeg har fucket op," hvisker Chris. Jeg sætter ham på højtaler og lægger min telefon på køkkenbordet, som jeg sidder på.

"Jeg ville gispe i overraskelse, men jeg er ikke overrasket," svarer jeg og spiser endnu en skefuld is. Jeg tror, at hele Chris' liv er bygget op om alle hans fuck ups.

"Shh, ik' snak så højt. Jeg gemmer mig på Logans badeværelse," hvisker han hvæsende.

"Han kan jo ikke høre mig igennem telefonen," svarer jeg med is i munden, så det lyder meget charmerende.

"Det ville ikke overraske mig, hvis han havde hemmelige kameraer og højtalere herinde, så han kunne følge med. Eller hvis han havde hacket min telefon og hørte alt, hvad der skete nu. Der er så mange muligheder for kloge mennesker som ham, Callie," han lyder panisk. Åh Chris, dit bedårende sindssyge menneske. Han giver mig altid sådan lyst til at nive hans kinder eller bare kramme livet ud af ham. Åh gud, han transformerer mig ind til en irriterende farmor.

"Hvorfor er du os ved ham? Var det ikke meningen, at I skulle tage en pause fra hinanden? Og bør jeg minde dig om, at vi ikke er venner længere, fordi Elsebet stadig ligger død på mit gulv og græder, da nogen valgte at dræbe hende, mens hun stadig var i sine teenageår?" Jeg spiser noget mere is og ser ud i haven, hvor min far sidder og snakker med to mænd i jakkesæt. Det ser vigtigt ud, men det kan ikke være mega vigtigt, når de sidder i haven og ikke på hans kontor eller inde i byen, hvor de vigtigste møder afholdes. Måske sidder de bare og snakker om en udbygning på fars giga palæ, så han kan se endnu rigere ud, end han allerede prøver på. Jeg ser rundt i vores kæmpekøkken, som kun bruges til at lave mad til tre personer, os og Carla. Hvis jeg kunne, ville jeg give tilbage til folk, som har brug for de penge, som han spilder væk, men som jeg ofte må minde Phoenix og de andre om, så er det min far med alle pengene, ikke mig. Desværre. Nogen burde styre dem for ham, som forældre gør for deres teenagere. Han bruger dem ikke specielt fornuftigt. Hvis han køber endnu en telefon, bare fordi, så fuldstændig flipper jeg og karatechopper den i poolen.

"Døde kan ikke græde," kommenterer Chris.

"Åh, men Logan kan høre mig igennem din telefon, når han ikke engang er i det samme rum som dig?"

"Det er ikke det samme."

"Chris, bare fortæl mig, hvad der er sket, og hvorfor du tog hen til ham, når du vidste, at det ville være en dårlig ide," suk. Hvordan kan hans forældre, som sikkert er kedelige dødbidere og skrækkelige mennesker, få en søn så livlig og crazy som Chris? Det vil for evigt være et mysterie for mig. Jeg sværger, at han er adopteret fra guden af energi og idiothed, men det er en hemmelighed, som hans forældre ikke vil have ud. Han er i hvert fald høj på sin egen personlighed 24/7. Ikke at jeg brokker mig, særlig tit, fordi det er sjovt, og det gør mig i godt humør.

"Jeg havde glemt mit yndlingskakaopulver," indrømmer han lavt. Jeg kan se for mig, hvordan han sidder i hjørnet på badeværelset, totalt krummet sammen, og mener at det rent faktisk var en god grund til at fucke med sit forhold. Fucking kakaopulver. Jeg griner højt, men han tysser straks på mig. Jeg bliver ved med at grine, dog lidt lavere. "Det er ikke pointen, California Viola Summers!" Jeg fryser med skeen halvt inde i min mund. Hvad?

"Christopher Terrence Farrel, jeg hedder hverken California eller Viola, det eneste der var rigtigt der var Summers," udbryder jeg, før jeg griner.

"Jeg tilføjede lidt navne for dramatisk effekt, og hvordan kender du mit mellemnavn?" Gyser han.

"First class stalking, duh," jeg hopper ned fra køkkenbordet. "Troede du virkelig, at jeg hed California?"

"Øh ja, hvem døber dog deres barn Callie?"