Fearless

32. crocs & rygning

"Der har været indbrud på politistationen i nat," siger far, da han kommer ind i stuen. Jeg ser op fra mine tær, hvor jeg er ved at lægge neglelak. Han går frem og tilbage foran fjernsynet, hvor jeg ikke engang ved, hvilket program kører. Jeg har det bare tændt for at have noget baggrundsstøj.

"Du blokerer for min dokumentar om små fisk på havets bund," svarer jeg. Han ignorerer mig og tramper videre. Tjekker ikke engang om det er det, som jeg ser.

"Det er de forbandede unger i Fearless," snerrer han vredt. Jeg fnyser kort. "Hvad? Ved du, hvem det var?" Jeg har faktisk ingen ide. Jeg var i gang med at brænde et hus ned. "Og som om det ikke er slemt nok, har nogen sat ild til Harry Collsons hus! Det var planlagt, fordi stort set alt politi var der. Stationen stod praktisk talt tom." Åh, måske var det ikke unger fra Fearless. Hvis Chris var den, som sørgede for, at vi fik den udfordring, kan det nemt have været fordi, at de havde en hel plan lagt bag det. Min far har ret i, at det kunne hænge sammen, fordi alle på stationen havde travlt med at sørge for et problem langt væk. 3rd street devils ville praktisk talt have haft direkte adgang til, hvad end de ville have derinde. De ville nærmest have kunnet gå direkte derind. Jeg skal have snakket med Phoenix, kan jeg fornemme. Han kommer vist forbi om lidt, nu vi snakker om ham. Fuck, det havde jeg helt glemt. Jeg fortsætter med min neglelak, da jeg snart er færdig.

"Det er jeg virkelig ked af at høre far, men jeg er ret ligeglad," jeg bliver færdig med den sidste negl og rejser mig op. Han ser på mig med tydelig vrede. "Jeg skal mødes med en ven." Jeg går forbi ham og finder mine crocs i bryggerset. Jeg magter ikke at have ordentlige sko på, og de matcher den blå top, som jeg har på. Jeg venter dog med at tage dem på, da jeg gerne vil have, at min neglelak tørrer. Til mit uheld er min far fulgt med mig ud i bryggerset.

"Hvilken ven?" Spørger han og fylder hele døren, så jeg ikke kan flygte væk herfra igen. Jeg sukker.

"En du ikke kender." Jeg vifter med mine fødder på skift, så de kan tørre lidt hurtigere, og jeg kan flygte ud fra vinduet.

"Hvad er det overhovedet, at du render rundt og laver for tiden?" Lort, jeg er blevet suget ind i hans sorte hul af falsk forældrebekymring. En eller anden red mig.

"Holder sommerferie," svarer jeg irriteret, "stjæler smykker fra gamle damer, kaster med maling efter handicappede og laver strømafbrydelser på hospitalet for at alle i respirator kan dø," uddyber jeg. Han ser meget forfærdet på mig. Ej, det tror han forhåbentlig ikke på. "Det var min måde at sige, at du skal blande dig udenom, fordi jeg har styr på mit liv, på." Alle mine tær på venstre fod virker til at være tørre, så jeg vifter supermandshurtigt med min højre. Tør nu forhelvede. Min egen fod kan ikke være en forræder mod mig. Og min overlevelse, hvis man tænker over det, fordi lige pt er min fars forhør ved at give mig lyst til at kvæle mig selv med de her grimme crocs.

"Jeg frygter bare, at du stadig hænger ud med de der drenge. Fred fra golfklubben siger, at han så dig være sammen med nogle af dem i går. Jeg troede, at vi havde aftalt, at det var noget, som du var færdig med." Fucks sake, helt ærligt Fred.

"Fred fra golfklubben bør fokusere mere på den skændsel, at han hedder Fred, end mit sociale liv. Hvem jeg er venner med, er mit eget valg." Jeg tager mine crocs på. Fuck om min neglelak er tør eller ej, jeg har ikke tænkt mig at lade min far stå og tro, at han kan diktere, hvad jeg gør med mit liv. "Må jeg komme forbi?" Jeg sender ham mit koldeste bitchblik. Han sukker tungt og rykker sig ikke.

"Jeg er blot bekymret--"

"Det er sødt og alt det, men jeg har ikke brug for din bekymring," jeg skubber ham væk, og heldigvis kæmper han ikke imod. Jeg går mod døren med min telefon i min baglomme og mine solbriller i håret. Det banker på døren, før jeg kan flygte ud fra den. Pis os. Nu bliver jeg nødt til at åbne den og afsløre, hvem min ven er. Jeg åbner modvilligt døren, og der står Phoenix. I en langærmet trøje, ikke hoodie for en gangs skyld, og lange shorts. Han ser om bag mig, hvor jeg gætter på, at min far står og holder øje. Han gør så mere end det, fordi normalt siger man ikke noget, når man holder øje med folk, men min far har, ligesom jeg, et problem med at holde kæft.