Fearless

7. forfølgelse & bdsm

Tak for billedet lavet af -ingen-
Jeg er på en mission. En som jeg selv har skabt. Vi blev færdige med vores udfordringer for en time siden, og klokken er 02:21. Jeg har tænkt mig at følge efter Chris. Lige nu sidder han, Phoenix, Nash og jeg på fodboldbanen, men vi tager snart hjem. Jeg er nået frem til den konklusion, at for at finde ud af, hvad der sker, må jeg forfølge en, som ved det. Chris er den som der er mindst sandsynlighed for vil dræbe mig, hvis han opdager det. Nash ville nok bare suge alt blodet ud fra min krop. Jeg overhørte Chris snakke med Nash om, hvordan han ikke skal direkte hjem. Min drømmeteori er, at han tager et sted hen, som kan give mig et tip om, hvad der sker. Nash har hele dagen fået opkald fra denne Logan, hvem end han er. Jeg har holdt øje med dem. Når han ringer, og Nash forsvinder, ser Chris altid ned i jorden. Som om han ikke vil have, at vi ser hans ansigt. Det er mystisk, og jeg er desperat efter at vide, hvem Logan er, siden han åbenbart virkelig har en kærlighed for at spilde sin telefondata på at ringe konstant. Phoenix er flere gange gået hen til Nash og snakket med ham, imens Chris sikkert er sat på "babysit Callie" missionen. Fuckheads.

"Hvorfor er I med i år?" Spørger jeg Chris, da Phoenix og Nash er gået væk.

"For sjov."

"Løgner."

"Jeg er en god løgner," han ser fornærmet på mig, "og det der var sandheden."

"Når du lyver, gnubber du din venstre overarm," fortæller jeg ham observerende. Han ser på sin hånd, som er ved at gnubbe hans venstre overarm, og fjerner den hurtigt. "Hør Chris, jeg ved godt, at vi ikke kender hinanden specielt godt, og at vi ikke er den slags bedste venner, som ved, hvordan den andens pasta skal koges, men jeg er tvunget til at hænge ud med jer, indtil I ryger ud. I kan i det mindste begynde at fortælle mig sandheden," beder jeg ham desperat om.

"Jeg foretrækker mine pastaer en smule hårde," informerer han mig. Jeg hiver noget græs op og kaster det efter ham med et grin. Han smiler og lægger sig ned, så han kan se op på himlen. Lyset rundt om fodboldbanen er tændt, så vi er lidt under spotlight som Lady Gaga eller noget. Jeg lægger mig ved siden af ham og ser også op. "Sandheden er ikke min at fortælle." Siger han lavt.

"Det lød virkelig som en eller anden inder i en Hollywood film, som faker, at han kan se ind i andres fremtid, men i virkeligheden bare snakker lidt som Yoda," kommenterer jeg. Chris ler højt, og det er en rar latter. Ægte og dyb.

"Du er anderledes, end jeg troede, at du ville være."

"Bliv nu ikke helt sentimental og tudefjæsagtig."

"Du ved, hvad jeg mener," han sukker tungt, "cheerleader, borgmesterens datter..."

"Alle går ud fra, at jeg er den, som stereotyperne gør mig til," svarer jeg, "og så er der emneskift, fordi jeg er her ikke for at dele mine usikkerheder med en fyr, som jeg knap nok kan efternavnet eller hårfarven på."

"Det er blondt," mumler han fornærmet.

"Lidt leverpostej," siger jeg uskyldigt. Han snøfter.

"Jeg skal give dig leverpostej," han begynder at kilde mig, og jeg skriger i chok.

"Stop! Jeg hader at blive kildet," jeg vrider mig og prøver at slå hans hænder væk, men han bliver ved.

"Hvilken farve har mit hår?" Spørger han.

"En meget klam og leverfyldt leverpostejs farve!" Hviner jeg og prøver at kravle væk, men mine arme og ben er helt svage, fordi jeg har for travlt med at grine og dø.

"Undskyld hvad?"

"Leverpostej. L-e-v-e-r-p-CHRIS," skriger jeg og afbryder mig selv, da han skubber mig om på ryggen og kilder endnu mere. Han er over mig, så nu kan jeg helt sikkert ikke kravle væk.