Fearless

38. personlig snak & en bitch

Tusind tak til @xophelialilljax for billedet!!!
"Jeg forstår ikke, hvorfor du tvinger mig til det her," piber Chris og ser på Logan, der sidder ved siden af ham på sofaen.

"Fordi det er smart at tænke over sin fremtid," svarer Logan og trykker på Chris' computer.

"Jeg kan ikke lide at tænke på fremtiden," Chris klapper computeren sammen, men Logan åbner den igen. "Alt jeg ser er mørke."

"Det er bare smart at være målrettet og vide, hvad man skal arbejde sig imod," råder Logan. Nogle gange nyder jeg at følge med i deres diskussioner. Det er god underholdning. Bedre end Netflix, nærmest.

"Men jeg er ikke en målrettet person," brokker Chris sig, "eller en arbejdsom en."

"Det er derfor, at jeg hjælper dig," sukker Logan frustreret, "læs om skolen."

"Jeg kan ikke lide den," Chris er som et lille stædigt barn.

"Okay, lad mig se," Phee rejser sig op og går hen bag dem. Han bøjer sig ned og læser med på skærmen. Der er stille i lidt tid, imens han læser. "Den lyder da god."

"Jeg gider ikke engang college. Det er mere skole, og jeg kan ikke lide skole. Det kræver god koncentration, og af en eller anden grund bliver jeg altid sendt ud fra timerne," forklarer Chris.

"Måske er det fordi, at du aldrig kan holde kæft," svarer Phee med et kort fnys. Chris sender ham et meget fornærmet ansigtsudtryk. "Men for lige at være seriøst i et sekund, så synes jeg, at du skal snakke med studievejlederen, når vi begynder i skole igen. Hun ved en del om ting som stipendier," han roder Chris i håret og sætter sig på min stols armlæn.

"Mine forældre gik på Duke," siger Chris og søger på noget på sin computer. Logan og Phoenix deler et tvivlsomt blik. "Det var der de mødte hinanden."

"Så er det måske et sted, hvor djævle mødes," siger jeg. Chris rynker på panden, men han siger mig ikke imod. "Måske er det lidt for tidligt at kigge på colleges. Hvorfor ikke vente lidt til, at du ved, hvilke talentspejdere der er ude efter dig?" Tilbyder jeg. Chris nikker sig hurtigt enig.

"Se, det er derfor jeg altid siger, at Callie er den klogeste i gruppen," hvornår har han nogensinde sagt det? "Jeg tjekker til min kakao," han smækker computeren sammen, rejser sig op med et smil og forsvinder ud i køkkenet. De to andre ser bebrejdende på mig.

"Hvad?" Udbryder jeg. Logan rejser sig sukkende op og forsvinder i den samme retning som Chris. "Hvad gjorde jeg nu galt?" Phoenix klapper mig trøstende på hovedet.

"Han ender med at udskyde det gang efter gang, og til sidst bliver vi nødt til at skændes med ham om det. Han hader forandringer. Det er bedst at forberede ham på dem i god tid," forklarer Phee. Okay, men hvordan skulle jeg vide det? "Jeg sørger lige for, at de ikke gnider sig op af mit køkkenbord," han rejser sig op og åbner døren ind til køkkenet på samme tid, som Chris gør, og der bliver spildt varm kakao ud over det hele. Selv på Phoenix. Phee lukker en høj og forskrækket lyd ud.

"Åh fuck," udbryder Chris panisk, "undskyld." Phee bander men skynder sig ud fra rummet og ovenpå. Nærmest i en spurt. Chris laver en grimasse. "I de mindste var der flødeskum i, og jeg havde pustet på det?" Jaer, det gør det nok ikke bedre. Logan sukker opgivende og begynder at tørre gulvet med en klud. Chris forsvinder ind i køkkenet igen. Jeg bør nok tjekke op på Phoenix.

"Jeg tror, at du har brug for at tømme hovedet," hører jeg Logan sige til Chris. Jeg ved godt, hvad det betyder... De må da hygge sig så. Med deres pisk og det hele. Jeg skynder mig ovenpå og ud på badeværelset, hvor Phoenix står uden trøje på. Jeg ser på hans store tatovering på ryggen med store øjne. Den er ret vild, og jeg kan se, at den hænger sammen med dem, som han har på armene. Det er alt sammen en stor tatovering, der snor sig hen over hans overkrop. Jeg ved, at han skjuler den, fordi han ikke kan lide, at folk skal danne deres mening om ham som person ud fra, hvor tildækket hans krop er. Jeg ved også, at den er personlige, men jeg forstår ikke, hvorfor den er personlig. Det er en masse bånd, der på ryggen samles til et stort træ. De går også rundt om hans arme og hen over hans bryst. Han har dog ingen på maven eller andre steder på kroppen. Eller jeg skal ikke kunne tale om hans ben, men det håber jeg lidt, at han ikke har. "Er du brændt op?" Spørger jeg ham med en grimasse. Hans ellers så lækre solbrune hud, som jeg misunder en hel del, er rød.