Mig og Anthon

Anthon

Vi gik rundt og kiggede i alle rum. Det var et stort hus. Og det var også et meget lyst hus. Jeg kunne godt lide det nye hus. "Må jeg ikke få værelse herinde?", spurgte jeg min mor med hundeøjne. Vi stod i et meget stort værelse. Alle væggen var malet i en helt neutral hvid farve. Over i den ene ende af værelset var et stort vindue parti, som gav adgang ud til en kæmpe mark. Og så var der en bænk så man kunne side i vindueskarmen. Jeg var allerede helt forelsket i det værelse. Min mor nikkede og sagde: "jo tag du bare det værelse".

Jeg blev mega glad og løb hen og gav min mor et kram. Bagefter løb jeg ud for at hente nogle af alle mine flyttekasser. Jeg kom løbende ud fra haven. Og bum så stødte jeg ind i en dreng. Og nu lå jeg så på jorden. "Ej det må du undskylde",  sagde en stemme panisk. Jeg kiggede op og mødte de smukkeste blå øjne. "Det gør ikke noget, det var min skyld", sagde jeg. Han rakte en hånd ned til mig, og jeg tog pænt imod den. "Tak", sagde jeg og rettede lidt på mit hår. "Det var så lidt. Jeg hedder foresten Anthon", sagde drengen, som så hed Anthon med et smil på læben. Han rakte sin hånd frem imod dig. "Jeg hedder Victoria", sagde jeg også med et smil og gav ham hånden. "Er du lige flyttet ind?", spurgte Anthon. "Ja", sagde jeg og pegede på flyttebilen. "Fedt. skal jeg ikke give dig en hånd?", spurgte Anthon med et smil på læbe. "Altså hvis du har tid, og lyst så må du da meget gerne hjælpe", sagde jeg og gengældte smilet. "Det vil jeg meget gerne", sagde Anthon og smilte sødt. Jeg smilte og tog en af kasserne. Anthon tog også en kasse og sådan fortsatte vi. Da vi havde båret de sidste kasser op, kiggede vi på hinanden. "Tak for hjælpen. Det var virkeligt sødt af dig", sagde jeg og smilte. "Det var så lidt. alt for en sød pige som dig", sagde Anthon. Jeg kunne langsomt mærke rødmen. "Tak og i lige måde", sagde jeg og smilte lidt genert. "Tak", sagde Anthon og smilte. Vi kiggede hinanden i øjne i lidt tid. "Må jeg ikke få dit nummer", spurgte Anthon og beød stilheden. Jeg nikkede og gav ham mit nummer. "Tak", sagde Anthon og smilte. "Det var så lidt", sagde jeg og gengældte smilet. Anthon smilte vildt sødt og mit hjerte smeltede.