Mig og Anthon

Var det det? Er mit livs kærlighed væk?

"Anthons synsvinkel"
Jeg vågnede, ved at jeg kunne høre at der var en der trak efter vejret. Jeg kiggede hen mod min side. Og der lå (dit navn) og prøvede at få vejret. Man kunne høre, at hun kæmpede for at trække vejret. Jeg ruskede blidt i hende. "(Dit navn)", sagde jeg med panik i stemmen. Hun åbnede øjne svagt, men hun kunne ikke svare. Jeg farede op af sengen og greb fat i min mobil. Jeg tastede 112 og ringede op. De tog den, og jeg fortalte hvad der sker. Damen jeg snakkede med sagde, at der var en ambulance på vej. Jeg takke for hjælpen og lagde så på igen. Jeg satte mig i hug ved siden af (dit navn), som lå i sengen. Hun havde lukket øjne, og trak vejret meget svagt. "Smukke", sagde jeg højt, hun svarede mig ikke. Hun stoppede pludselig med at trække vejret. "Smukke", sagde jeg bedende, mens tårerne langsomt begynder at trille ned af mine kinder. I det samme kunne jeg høre sirenerne. Jeg løftede grædende (dit navn) op i mine arme. Så jeg holdt hende som en baby. Jeg gik langsomt ned af trapperne. Døren gik op og ind farerede to ambulance mænd. De tog imod hende og lagde hende på båren. "Må jeg ikke nok køre med?", spurgte jeg bedende, imens tårerne trillede ned af min kinder. "Er i i familie?", spurgte den ene af ambulance mændene. "Nej vi er kærester", sagde jeg. "Okay så lad gå", sagde manden igen. Vi satte os ind i ambulancen og kørte med fuld fart mod hospitalet.

Hele vejen derud sad jeg, og holdt (dit navn) i hånden. Endelig ankom vi, efter hvad der føltes som de længste 30 minutter i mit liv. Da vi kom ind på hospitalet, sagde de, at jeg skulle vente i venteværelset. Jeg satte mig i en af stolene, og igen løber tårerne bare ned af mine kinder. (Dit navns) forældre var i new York, så de kunne desværre ikke være her. Det eneste jeg tænkte på lige nu, var bare min smukke prinsesse.

"3 timer senere"
En sygeplejerske kom ud til mig. "Du må gerne komme ind til (dit navn) nu,, men du skal vide at hun ikke er vågen. Og vi ved ikke om hun vågner igen", sagde den kvindelige sygeplejerske med et smil fuld af medlidenhed. Jeg følte at jeg fik en kæmpe mavepuster. Tårerne samlede sig igen i mine øjne. Jeg nikkede og åbnede forsigtigt døren ind til stuen (dit navn) lå på. Der lå hun. Bevidstløs, men stadig så helt igennem smuk. Jeg ville ikke kunne klare at miste hende. Jeg hev en stol hen ved siden af hendes seng og tog hendes hånd. Den var kold, men det var stadig hendes hånd. Hun havde den smukkeste lilla neglelak på. Hun så, så fredsfyldt ud som hun lå der. Resten af dagen læste jeg historier for hende, sang for hende og snakkede med hende. Selvom hun var bevidstløs så var jeg sikker på at hun kunne høre mig. Da det var aften faldt jeg i søvn i en stol ved siden af (dit navns) seng, imens jeg holdt hendes hånd.

"Næste dag"
Næste morgen vågnede jeg ved at (dit navn) rykkede på sig. Jeg slog øjne op, og var pludselig lys vågen. Hun slog øjne op, og en bølge af glæde og lettelse ramte mig. Men pludselig begyndte maskinen at bippe. "Jeg elsker dig Anthon, og husk at jeg vil altid være lige her i dit hjerte", hviskede (dit navn). Og så lukkede hendes øjne i, og maskinen begyndte at bippe. Jeg brød grædende sammen. Var det det? Var mit livs kærlighed væk?

Uhh hvad mon der sker? Undskyld for det korte kapitel. Og undskyld fordi jeg ikke har opdateret i lang tid. Men der har været så meget. Jeg var med til Koncerten i Tivoli og den var pisse fed. Og så fik jeg også lige mødt Anthon og Thor igen så det var en fantastisk dag. Jeg har også fået forudbestilt deres EP. Min nye yndlings er "You" hvad er jeres??❤️ der kommer måske et kapitel igen i morgen. men indtil da så stem, stem, stem på dette kapitel.
God jul til alle!!❤️🎅🏻

-jasmin er ude!!❤️