Mig og Anthon

Skadestue og politi

Sirener i det fjernes kunne høre og de nærmede sig. Pludselig holdt en politibil foran os. De to politimænd skyndte sig ud af bilen og kom med hastige skridt imod os. Den ene satte sig i hug lige foran os. "Hej jeg hedder Johan. Og jeg er her for at hjælpe jer, så bare tag det helt roligt. Først må vi have dig på skadestuen. Og derefter vil vi meget gerne stille dig nogle spørgsmål", sagde Johan med et venligt smil på læben. Jeg nikkede stille og smilte et næsten usynligt smil. "Når kom vi må have dig på stationen", sagde Johan og rakte en hånd ned til mig. Lige så snart jeg bevægede min arm, skød en kæmpe smerte igennem den. Jeg skar en grimasse og mine øjne blev fyldte med tårer. "Den arm ser ikke for godt ud", konstaterede Johan. Jeg kiggede ned på min arm, som sad på en vildt mærkelig måde og var gul, lilla og blå. "Kan du måske løfte hende hen til bilen?", spurgte den anden betjent, som havde været stille indtil nu henvendt til Anthon. "Ja selvfølgelig", sagde Anthon, imens han nikkede. "Super", sagde den samme betjent. Anthon lagde forsigtigt en arm om min ryg og en under mine ben og løftede mig op i brudestilling. Han gik forsigtigt med mig i sine arme hen til politibilen, hvor han forsigtigt satte mig ind på bagsædet. Derefter lukkede han bildøren og gik hen på den anden side for at sætte sig ind. Da han havde lukket sin egen sele, hjalp han mig med at lukke min. Derefter tog han min raske hånd i sin hånd. Han førte vores hænder op til sin mund og plantede et blidt kys på min hånd. Jeg kiggede på vores hænder og derefter smilende ind i Anthons smukke blå øjne. "Jeg bliver ved dig hele tiden", hviskede Anthon. "Tak", hviskede jeg. "Det betyder meget for mig"

"(Dit navn) (dit efternavn)", sagde en læge. "Ja det er mig", sagde jeg og rejste mig uden at tænke over det. En kæmpe smerte skød op igennem min mave. "Av", sagde jeg og i det samme faldt jeg mod jorden. Lige inde jeg ramte jorden, mærke jeg et par store arme om mig. Jeg kiggede med tårer løbende ned af kinderne ind i Anthons øjne, som altid er fyldt med kærlighed og denne gang også omsorg. Anthon løftede mig langsomt op og gik med forsigtigt skridt hen mod lægen. Den mandlige læge ville jeg skyde til at være i 40'erne. Han havde brunt hår, brune øjne og et venligt smil på læren. "Familie?", spurgte lægen. "Nej kæreste", sagde Anthon og kiggede ned på mig. "Kom med ind", sagde lægen med et venligt smil. "Tak", sagde Anthon og løftede mig ind. "Du kan bare ligge hende på briksen", sagde lægen igen med et venligt smil på læben. Anthon lagde mig forsigtigt på briksen, men alligvel skød en voldsom smerte igennem mig. Jeg skar en grimasse. Og igen trillede tårerne ned af mine kinder. "Undskyld", skyndt Anthon sig at sige. "Det er okay", hviskede jeg hæst. "Når, men jeg hedder Martin. Og jeg skal kigge lidt på dig i dag", sagde Martin henvendt til mig. Jeg nikkede forsigtigt, bange for at røre på mig. "Når, men hvad er der så sket med dig?", spurgte Martin med et medlidenhedsfyldt blik. "Jeg blev overfaldet af en gruppe unge fyre", mumle jeg og sank klumpen jeg havde i halsen. Jeg kunne langsomt mærke tårerne presse på. "Det er 3 gang på en uge, at jeg har taget mig af en pige der er blevet overfaldet af en gruppe unge fyre", sagde Martin bekymret. I lidt tid sad vi alle i stilhed. "Når, men lad os se på dig", sagde Martin med et smil. "Hvor har du ondt?", spurgte han. "Jeg har ondt i min arm og mave", sagde jeg stille. "Okay lad os se på maven først", sagde Martin. Jeg hev op i blusen og gispede. Hele min mave var dækket ind i gule, blå og lille mærker. "Gør det ondt, hvis jeg trykker her?", spurgte Martin og trykkede på den nederst del af min mave. Den samme smerte som før skød igennem mig. "Meget", peb jeg. Anthon trådte hen til mig og tog min hånd. Han flettede sine fingre ind i mine og kyssede hver en af mine knoer.

Efter lang tids ventetid, kom lægen gående ud i venteværelset. "Kom med mig (dit navn)", sagde Martin. Anthon rejste sig og løftede mig igen op. Da vi kom ind, lagde han mig igen på briksen. Ude fra de røntgen billeder vi har taget af din mave, kan vi konstaterede at du har trykket ribben. Og ud fra røntgen billedet af din arm kan vi konstatere at du har brækket din arm", sagde Martin med et medlidenheds fyldt smil. "Øhm okak? hvad gør vi ved det?", spurgte jeg Martin. "Du skal have gips på arme og så giver vi dig nogle smertestillende", sagde Martin med et smil på læben. Jeg nikkede og Martin tilkaldte nogen sygeplejersker til at ligge min gips.

En time efter var vi endelig færdige på skadestuen. Da vi trådte ud i venteværelset, lå begge betjente og sov i hver deres stol. "Er vi færdige her?", gabte Johan. Jeg nikkede og støttede mig op af Anthon. Lægen havde sagt at det var vigtigt, at jeg gik selv, men fik støtte. Anthon lagde en arm om min ryg og støttede mig på den måde. Hver gang jeg bevægede mig, skød en ubeskrivelig smerte igennem mig.

"Kan du beskrive hvordan drengene så ud?", spurgte Johan. "Inden i begynder at afhøre os, så vil jeg bare lige sige, at jeg ved hvem det er", brød Anthon ind. Begge politimænd vendte deres opmærksomhed mod Anthon. "Lederen som han er hedder Jonatan Jakobsen", sagde Anthon seriøst. Johan skrev hans navn ned. "Kan du fortælle, hvad der skete fra at du forlod din destination, til at vi kom?", spurgte Johan henvendt til mig. Jeg nikkede og begyndte så at fortælle.

Klokken to om natten, var de endeligt færdige med at afhøre os. Vi havde svaret på et tons spørgsmål og fortalt hver vores side af historien. "Tag en taxa på vores regning hjem", sagde Johan med et smil. "Tusind tak for alt", sagde jeg smilende. "Det er vores arbejde", sagde Johan også smilende. "Farvel", sagde Anthon og rejste sig. "Farvel", sagde Johan og vendte sit hoved mod sin computer. Anthon hjalp mig op at stå og støttede mig. Da vi kom ud på den menneskeforladt gade, holdt der heldigvis allerede en taxa. Anthon hjalp mig ind og sidde i taxaen. "Hvor skal i hen?", spurgte taxamanden lidt surt. Anthon gav ham min adresse og den sure taxamand indtastede det på sin gps. Hele turen forgik i stilhed. Da vi kom til mit hus, betalte Anthon taxamanden. Derefter steg han ud og kom over og hjalp mig ud. "Tak", sagde jeg smilende. "Alt for dig smukke", sagde Anthon. Sødt! Vi trådte ind på gaden. Og taxaen blev langsomt til en lille prik i det fjerne. "Anthon vil du ikke nok blive og sove?", spurgte jeg bedende og lavede hundeøjne. "Det havde jeg tænkt mig", sagde Anthon smilende. "Tak! Tusind tak for alt. Hvis du ikke var kommet, tør jeg ikke tænke på, hvad der ville være sket", sagde jeg og trak Anthon ind i et langt romantisk kys. Efter lidt tid trak vi os. Anthon hjalp mig op til døren. Og jeg fik åbnet den.

Vi havde lige skiftet til nattøj. Eller det vil sige, Anthon var nød til at hjælpe mig med at få nattøj på. Hver gang jeg gør den mindste lille bevægelse gør det fucking nas. "Kom smukke nu skal du bare slappe af", sagde Anthon. Jeg støttede mig til sengen og lagde mig ned. Anthon lagde sig derefter forsigtigt ved siden af mig. "Hvordan har du det", spurgte Anthon efter lidt tid med stilhed. Jeg vendte hovedet og kiggede hen på ham. Hans øjne borede sig ind i mine. "Fint nok. Tak fordi du spurgte", sagde jeg med et næsten usynligt smil. "Altid", sagde Anthon smilende. I lidt tid lå vi bare i stilhed og kiggede op i loftet. "Jeg er så ked af alt det der er sket. Og at jeg var sådan en idiot", lød det pludseligt fra Anthon. Han satte sig op og jeg fulgte hans instrukser."Jeg er også ked af det der er sket", mumlede jeg og fik tårer i øjne. Jeg kiggede ned i mit skød, så Anthon ikke opdagede noget. Anthon satte sin pegefinger under min hage og tvang mig til at kigge ham i øjne. "Hey ikke græd", sagde Anthon og kyssede min tårer væk. "Undskyld. Undskyld for at jeg har været sådan en idiot. Undskyld fordi jeg ikke stolede på dig. Og undskyld fordi jeg kaldte dig.... En ja du ved luder", sagde Anthon, men mumlede det sidste. Igen var der stilhed. "Jeg mente det slet ikke, jeg sagde det kun, fordi jeg var så såret og sur. Bare tanken om Theodor der kysser dig, gør så sindssygt ondt", sagde Anthon og fik tårer i øjne. Jeg forblev stille, så han kunne fortsætte. "Jeg elsker dig! Jeg elsker dig så sindssygt højt. Og jeg håber du kan tilgive mig. Du er den mest fantastiske pige jeg kender. Jeg har aldrig nogensinde følt sådan her for en pige. Vi er skabt for hinanden, jeg kan mærke det. Jeg har aldrig været så bange for at miste noget, som jeg er for at miste dig. For du er helt igennem sød, sjov, smuk, klog, fantastisk.....", jeg afbrød ham ved at kysse ham. Jeg lagde min ene hånd om hans nakke. Og den anden lod jeg køre op i hans hår. Anthons ene hånd kørt om bag mit hoved og pressede vores læber mod hinanden. Og den anden lagde han bag på min ryg. Kysset var fyldt med kærlighed, følelser, savn og lidenskab. "Jeg har det på helt samme måde. Jeg elsker dig", sagde jeg mod hans bløde og fyldige læber. "Jeg elsker dig", hviskede Anthon mod mine læber.

-Hey folkens
Undskyld fordi der er gået så lang tid siden sidst, men jeg har haft virkeligt travlt. Jeg har nemlig haft planlagt konfirmation. Og igår blev jeg så konfirmeret. Jeg fik en iPhone seks, men så kom jeg i tanke om et problem. Jeg har glemt min kode til min wattpad. Det vil sige at når jeg installerer det på min nye telefon så ryger det hele. Alle mine læsere, kommentarer og Likes. Pliz hjælp mig hvad kan jeg gøre?

Til sidst vil jeg gerne lige sige undskyld, fordi der har været nogle problemer med kapitlerne. Fordi der har været det, får i nu dette kapitel på 1785 ord.
Plizz skriv hvis i har en ide til hvad jeg kan gøre!
Det betyder alt for mig at i læser med. Tak!
- Jasmin!❤️