Mig og Anthon

Prinsen på den hvide hest

Dette kapitel er dedikeret til min dejlige tvilling<3

"D/n's synsvinkel"
Jeg hev den sorte hætte fra hættetrøjen over hovedet. Jeg havde besluttet mig for at gå en tur og få noget frisk luft. Det regnede, men for en gangs skyld gjorde det mig ikke noget. Gaden var menneskeforladt og mørk. Det eneste som lyste gaden op, var de svage gadelygters lys. Normalt ville jeg være bange for at gå her alene, men lige nu tænkte jeg slet ikke over, hvor jeg gik. Det eneste jeg tænker på, er Anthon. Han er det eneste der er i mit hoved dag og nat. Og jeg ville bare ønske, at jeg kunne få ham ud af hovedet, men det er umuligt. Ligesom det er umuligt for mig, at stoppe med at elske ham - jeg vil ikke stoppe med at elske ham. Mine tanker blev afbrudt af skridt bag mig. Jeg kiggede tilbage og så en gruppe drenge komme imod mig. Jeg satte farten op og drejede om et hjørne. "Hey smukke vent lige", råbte den ene af drengene. Jeg kiggede mig tilbage, men satte ikke farten ned. "Vi vil bare spørge dig om noget", forsatte han. Jeg begyndte langsomt at blive bange. Og jeg kunne langsomt mærke panikken. Mine tanker stoppede brat da en hev fat i min skulder. Jeg vendte mig rundt og mødte et par mørke øjne. "Hvor tror du, at du skal hen smukke?", spurgte han med et smørret smil på læben. "Hjem", sagde jeg og prøvede virke modig, men min stemme kom meget mindre selvsikker ud, end jeg havde regnet med. "Du kunne også tage med mig hjem", sagde den samme dreng. "Nej tak", mumlede jeg og kiggede ned i jorden. "Men det kan du blive nød til", sagde han og gik tættere på mig. Jeg kiggede rundt, alle drengene havde dannet en cirkel om os. "Men jeg vil ikke", sagde jeg lavt. "Hvad sagde du?", spurgte drengen hårdt. "Jeg vil ikke", sagde jeg og undveg øjenkontakt. "Det var ikke et spøgrsmål det var en ordre. Og når jeg giver en ordre, så gør man som jeg siger", sagde drengen hårdt. "Nu skal du se", fortsatte han. "Drenge grib hende, hun er typen der kæmper imod", sagde drengen med et slesk smil på læben. To af de andre drenge greb fat i mine arme. "Slip mig", bad jeg. "Nej for du er en god fangst", sagde drengen, som jeg stadig ikke kendte navnet på. Han kom tættere og tættere på og til sidst stod han lige foran mig. Jeg kiggede stadig ned i jorden for at undgå øjenkontakt. Pludselig greb drengen hårdt fat i mine kæbe. Jeg kunne langsomt mærke tårerne presse på, og jeg blev mere og mere bange. Hvad ville han med mig? Hvad ville han gøre ved mig? En masse forfærdelige tanker hobede sig op i mit hoved. Jeg rystede på hovedet, i håbet om at tankerne forsvandt. Drengen løftede mit hoved op, så jeg var tvunget til at se ham i øjne. Hans øjne var mørke og helt følelsesløse. De var ikke ligesom Anthons skinnede, varme øjne fyldt med følelser og kærlighed. Drengen lukkede sine øjne og lænede sig langsomt frem mod mig. Fuck han ville kysse mig. Hvad skulle jeg gøre? Hele min krop panikkede. Under ingen omstændigheder skulle jeg kysse ham. Lige i det hans læber skulle ramme mine, drejede jeg hovedet. Så hans læber kun strejfede min kind. Alle drengene omring os begyndte at grine. Drengen kiggede vredt op på mig. "Når Louis der blev du lige afvist var", sagde en af de andre drenge grinende. "Hold kæft", hvæsede drengen som så hed Louis. Og straks holdt latteren op. Louis kiggede på mig med vrede øjne. Og så gav han mig en knytnæve lige i hovedet. "Det er sidste gang du afviser mig er det forstået", spurgte Louis vredt. Jeg kiggede ned i jorden og undgik at svare. Han gik helt tæt på mig og tog hårdt fat i min kæbe. Denne gang kunne jeg ikke holde tårerne inde. De begyndte langsomt at trille ned af mine kinder. Louis lukkede øjne og lænede sig frem for at kysse mig. I det hans læber ramte mine, bed jeg ham. "Av for helvede din luder tøz", råbte Louis højt. Tårerne løb ned af mine kinder. "Slip hende", sagde Louis. De to drenge slap deres greb. Og jeg ramte jorden med et ordentligt bump. Jeg rev mit ben hen over en sten, hvilket resulterede i at blodet fossede ud fra min flænge. Her lå jeg helt hjælpeløs, imens drengene skiftedes til at sparke og slå. Til sidst var jeg helt smurt ind i blod. Hvor er prinsen på den hvide hest, når man skal bruge ham? I det jeg tænkte det, lød en bekendt stemme. "Slip hende Louis" Anthon kom til syne i skæret fra en af gadelygterne. "Anthon", sagde Louis med en bange stemme. Alle drengene slap deres greb og bakkede væk fra mig. "Ja! Og lad hende være", sagde Anthon mellem sammenbidt tænder. "Giv mig en god grund", sagde Louis flabet. "Hun er min kæreste", sagde Anthon. Jeg kiggede overrasket op på Anthon. "Eller det vil sige, at jeg var en idiot. Jeg stolede ikke på min egen kæreste, selvom det faktisk var hende der talte sandt. Og jeg forstår godt, hvis hun ikke vil tilgive mig. Men hun skal stadig vide, at jeg elsker hende", sagde Anthon, imens han kiggede på mig. Jeg kunne igen mærke tårerne presse på. "Bla bla hun er min nu", sagde Louis. Anthon vendte sin opmærksomhed mod Louis. "Louis hvis jeg var dig, så ville jeg stikke af, for politiet er på vej", sagde Anthon vredt. Louis Ansigtsudtryk ændrede sig straks. "Løb", råbte en af drengen. Og så satte de alle i løb. Anthon kiggede efter dem, men vendte dog hurtigt sin opmærksomhed mod mig. Han så ked af det, træt og bekymret ud. Han satte sig ned i hug foran mig. "Undskyld", hviskede han. Og så begyndte tårerne at trille ned af hans kinder. Hvad skulle jeg sige? Jeg elsker ham, og jeg har savnet ham helt vildt. Desuden så er det ikke det værste han kunne gøre. "Det er okay", sagde jeg smilende. Anthon lyste op i et smil, og hans øjne skinnede mere end nogensinde før. Han hev mig helt ind til ham og lagde sine arme om mig. Jeg havde savnet at være i hans arme. "Jeg har savnet dig så meget", hviskede Anthon i mit øre. "Jeg har savnet dig mere", hviskede jeg smilende. Anthon grinte og rystede på hovedet. Vi fik øjnekontakt og det var som om det slog gnister. Jeg havde savnet at kiggede ind i hans smukke blå øjne, som skinnede og var så fyldte med følelser og kærlighed. "Tak", hviskede jeg og kunne mærke tårerne presse på. Jeg prøvede at lade være med at græde, men til sidst måtte jeg give op. "Tak for hvad?", spurgte Anthon forvirret. "Fordi du kom", hulkede jeg. "Hey det okay", sagde Anthon og vuggede fra side til side. "Du er min prins på den hvide hest", hviskede jeg. "Og du er min prinsesse", hviskede Anthon. Jeg smilte og kiggede dybt ind i hans skinnende blå øjne. Vi lænede os langsomt frem mod hinanden. Jeg lukkede mine øjne og så ramte hans læber mine. Det var som om at der var en hel zoologiskhave i mine mave. Jeg har aldrig været så lykkelig, som i dette øjeblik. Det er dejligt, at kunne sige at han er min igen! Anthon Edwards Knudtzon er min!

- Hey folkens
Så fik i lige et kapitel. I må virkeligt undskylde at det er så lang tid siden, jeg sidst opdaterede et kapitel, men jeg har haft ret travlt. For det første så er der skole og med skole følger lektier. Desuden så har jeg været til to Citybois koncerter og meet and Greet med bois.

Når men d/n og Anthon er sammen igen?! Hvad synes i om det? Personligt så elsker jeg de to sammen. Jeg synes de er skabt for hinanden. Hehe!

Når men husk at stemme og kommentere, hvis der er noget jeg kan gøre bedre eller skal fortsætte med. Og så ses vi i næste kapitel

-Jasmin<3