Mig og Anthon

Dig og mig for altid

Lægerne stormede ind. Og jeg blev bedt om at forlade rummet. Jeg gik grædefærdig mod døren. Jeg vendte mig om og så for sidste gang mit livs kærlighed. Da jeg kom ud i vente værelset, brød jeg fuldkommen sammen. Jeg stilte mig op af vægen og kørte langsomt ned af den, imens tårerne løb ned af mine kinder.

"2 timer senere"
En sygeplejerske kom gående mod mig. Jeg sad stadig nede på gulvet, op af vægen. Hun satte sig i hug foran mig. "Jeg må desværre melde dig at (dit navn) er død", sagde hun og lagde en hånd på min skulder. I det hun sagde det, blev mit hjerte smadret i tusind stykker. Tårerne begyndte for hundrede gang at løbe ned af mine kinder. Hun var mit livs kærlighed, min engel, min prinsesse. Sygeplejersken rørte blidt min arm, og rejste sig så og gik. Efter lidt tid besluttede jeg mig for at gå ind og sige farvel. Jeg rejste mig og gik ind på hendes stue. Hun lå i sengen, hun var død, men alligevel så sindsygt smuk. Jeg satte mig i stolen ved siden af hendes seng, og tog hendes hånd. "(Dit navn) min pige, min smukke engel, mit livs kærlighed. Jeg ve, at du kan høre mig lige nu, og der er nogle ting jeg gerne vil sige til dig. Du har og vil altid have en helt særlig plads i mit hjerte. Du er mit livs kærlighed. Og det har jeg vidst, lige siden jeg kiggede dig i øjne for første gang. Det var bare kærlighed ved første blik. Vi har været igennem så mange ting. Der er så mange gode minder og oplevelser. Da vi blev kæreste vidste jeg at det var begyndelsen på et fantastisk eventyr. Men........ ",Jeg kunne slet ikke styre mine tåre. Jeg trak vejret dybt inden jeg fortsatte. "Men...... Jeg havde aldrig regnet med at vores eventyr ville slutte sådan her. Det skulle være dig og mig for altid. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg sidder her, og du er død. Du vil altid være i mit hjerte. Og du vil altid være min prinsesse. På et tidspunkt vil jeg komme op til dig. Men indtil da så lov mig at passe på dig selv. Jeg elsker dig af hele mit hjerte min smukke prinsesse", sagde jeg og brød fuldkommen sammen.
En læge kom ind. "Du skal desværre forlade stuen nu", sagde hun og undgik øjnekontakt, hun havde sikkert medlidenhed med mig. "2 minutter mere pliz", sagde jeg grådkvalt. "Okay to minutter", sagde hun og forlod stuen. Tænk at det var nu. Nu at jeg skulle give slip på min prinsesse. Jeg tog hendes hånd. Hun så så smuk ud, som hun lå der. Jeg bukkede mig ned og gav hende et kærligt kys på munden. "Dig og mig for altid", hviskede jeg.

"Dit navns synsvinkel"
Anthon bukkede sig ned og gav mig et kærligt kys på munden. "Dig og mig for altid", hviskede han. Han lagde sit hoved på min mave og brød sammen. "Dig og for altid", hviskede jeg hæst. Og så begyndte jeg at hoste. Han løftede hovedet og hans øjne var helt røde, og tårerne strømmede ned af hans kinder. Han så meget overrasket ud. Han overfaldt mig i et kæmpe kram. "Anthon......", Jeg begyndte selv at græde. "Anthon jeg elsker dig", fik jeg sagt. Anthons øjne strålede af lykke. "Jeg elsker også dig min smukke prinsesse", hviskede han imens han tog min hånd. "Hey du må ikke græde", hviskede han blidt, imens han kyssede mine tårer væk. Han stoppede, og vi fik øjenkontakt. Han bukkede sig langsomt ned og kyssede mig. Det var det bedste og mest romantisk kys. Pludselig kom en masse læger løbende ind. De pillede ved en masse ting og spurgte ind til en masse ting. "Hvad fik dig til at vågne?", spurgte en kvindelig sygeplejerske midt i trediverne. "Et ægte kærligheds kys", sagde jeg og kiggede hen på Anthon. Han smilte stort til mig. Sygeplejersken smilte sødt til os. "Du skal være her til på onsdag, altså fire dage", sagde sygeplejersken og smilte venligt. Jeg smilte og nikkede. Sygeplejersken forlod stuen, og så var mig og Anthon alene igen. "Jeg skal nok være her", sagde Anthon smilende. "Tusind tak skat", sagde jeg og smilte stort. Anthon svarede ikke, men kysset mig i stedet. Jeg lagde langsomt mine arme om hans nakke. Vi trak os fra hinanden og smilte. "Kom her op", sagde jeg og gjorde plads til Anthon i sengen. Anthon satte sig op ved siden af mig og lagde en arm om mig. "Skal vi ikke se at få noget søvn?", spurgte jeg. Klokken var halv tolv om aftnen, Og jeg var godt smadret. "Jo lad os få noget søvn", sagde Anthon. Vi lagde os helt tæt sammen. Og Anthon krammede mig ind til ham. At ligge i hans favn var det bedste jeg kendte. "Dig og mig for altid", hviskede Anthon i mit øre. "Dig og mig for altid", gentog jeg. Og med de ord faldt jeg i søvn i Anthons trygge favn.