Mig og Anthon

Spejlbilledet

Næste morgen da jeg vågnede, var det onsdag. Jeg var fuldkommen smadret og orkede heller ikke skole i dag. Mine forældre var ikke hjemme til at tvinge mig i skole, så jeg valgte at blive hjemme. Det var jo heller ikke løgn, jeg havde aldrig haft det så forfærdeligt! Jeg var ikke fysisk dårlig, men psysisk. Jeg var kørt fuldkomne ned. Jeg havde aldrig troet at man kunne savne en person så meget. Idet jeg løftede min dyne, fortrød jeg det. Gåsehuden spredte sig over hele min krop. Jeg rejste mig, og gik hen mod spejlet. Jeg kiggede ind i spejlet, og fik et kæmpe chok. Jeg gispede højt, og kunne ikke lade være med at glo på mit spejlbillede. Mit hår stod ud til alle sidder og var kæmpe stort, min øjne var røde og hævede, jeg havde render under øjne og mine makeup var tværet ud i hele fjæset. Jeg besluttede mig med det samme for at tage et bad. Det trængte jeg virkeligt mege til. Jeg gik ud på badeværelset, og smed tøjet. Derefter trådte jeg ind under det kolde vand. Jeg vaskede mit hår og min krop. Pludselig kom jeg til at tænke på den gang, mig og Anthon var i badekar sammen. Tårerne løb for ti tusinde gang ned af mine kinder. Og pludselig var det som om, at der var noget der sagde "Klik" oppe i mit hoved. Jeg tog den ene sæbe og tyrede den ind i væggen. Flasken ramte væggen med et højt "bum" og sæben flød ud af den. Jeg tog en mere og tyrede også den ind i væggen. Tårerne løb stadig ned af mine kinder, og jeg skreg. Skreg af smerte. Jeg var ved at blive sindssyg. Uden Anthon bliver jeg sindsyg. Sandheden er at man kan elske at menneske så sindssygt højt. Men man kan aldrig elske et menneske så meget som man kan savne det. Jeg gled ned af væggen. Så her sad jeg og stortudede, imens vandet løb ned af mig. Og det værste, jeg sad her alene. Efter en halv time fik jeg endelig taget mig sammen til at rejse mig. Jeg steg ud af badet og tørrede mit hår og min krop. Derefter tog jeg undertøj på. Jeg gik langsomt ind på mit værelse og hen til mit skab. Jeg rodede lidt i det, og fandt noget jeg ikke havde regnet med at finde. Inde bagerst i mit skab lå Anthons sorte t-shirt. Jeg hev den ud at skabet og kiggede på den. Derefter duftede jeg til den. Den duftede ligesom Anthon. Og bare hans duft fik mig til at græde igen. Jeg kiggede lidt på den og tog den så på. Derefter tog jeg et par joggingbukser på og mine futter. Så satte jeg mit hår i en løs knold, og så var jeg tilbage igen. Jeg tøffede ned af trapperne og ud i køkkenet. Jeg havde ikke spist i to døgn, så jeg var ret dårlig. Jeg havde virkeligt ikke lyst til at spise. Jeg havde vejet mig igår, og på to dage havde jeg allerede tabt to kilo. Nok fordi jeg ikke spiste noget. Jeg var simpelthen nød til at spise noget. Jeg rodet lidt i skabet for at finde noget. Jeg endte med at finde en bolle, som jeg smurte noget smør på. Jeg tog min tallerken og satte mig ind i sofaen. Da jeg tog den første bid af min bolle, kunne jeg med det samme mærke, at jeg faktisk var sulten. Jeg spiste resten af min bolle imens jeg bare sad og så et eller andet kedeligt i fjernsynet. Til sidst slukkede jeg det og lagde mig på sofaen. Jeg lå bare og tænkte. Tænkte på alt for mange ting.

-Jeg tog min mobil, som lå på bordet lige ved siden af mig. Klokken var seks, og jeg besluttede mig for at lave noget mad. Jeg gik ud i køkkenet og roede lidt i skabene. Jeg endte med bare at lave en salat, da jeg ikke orkede det store. Jeg tog den med ind i stuen, hvor jeg satte mig i sofaen. Jeg begyndte at spise, imens jeg bare sad og stirrede ud i luften. Mine tanker løb rundt i mit hovedet. Og jeg havde så mange spørgsmål, jeg så gerne ville have besvaret. Hvorfor havde Anthon ikke ringet eller skrevet? Var han ligeglad med mig? Var han kommet over mig? Var han overhovedet ked af det? Eller havde han det fint? Der var så mange spørgsmål, og de ville Ingen ende tage. Det var som om mit hovede exploderede. Jeg stilte min halvspiste salat fra mig, da jeg fik det dårligt. Jeg var egenligt også ret træt, da jeg ikke havde sovet de sidste tre nætter. Det er som om, at hver gang jeg skal sove så starte tanke myldret. Desuden så savner jeg Anthon. Jeg savner hans kropsvarme, at sove i ske med ham og hans arme om mig. Jeg savner alting ved ham. Hver en lille ting han gjorde, hver en lille ting han sagde. Jeg savnede det hele! Jeg savnede ham bare! Og mit eneste ønske lige nu var han arme om mig, han læber smeltet sammen med min og at kunne kalde ham min. Tårerne strømmede ned af mine kinder. Jeg kiggede ud af vinduet. I vinduet kunne jeg spejle mig selv. Når jeg kiggede på spejlbilledet, så jeg en 16 årig pige med mascara løbende ned af kinderne. Hun var ulykkelig. Man kunne se hun var knust. Man kunne så sorgen i hendes øjne. Og man kunne se at hun var udmatte.

*********
Hey folkens
Ja der kom lige et kapitel ud sent, men jeg kan ikke sove. Jeg håber virkeligt at i kan lide min historie!? Der var flere, der synes der skulle være mere drama. Så hvad synes i? Og hvad tror i at der kommer til at ske? Tusind tak fordi i alle læser med, det betyder meget for mig. I må have en fortsat god weekend, og så ses vi i næste kapitel.

-Jasmin❤️