Mig og Anthon

Det er ikke som du tror!

"3 uger senere"
Julen var ovre, og vi var igen tilbage på gymnasium. Det var Idag fredag, og jeg havde lige fået fri. Jeg sad og ventede på at Anthon ville få fri, så vi kunne følges hjem. Jeg satte noget musik i ørerne, og lukkede øjne. Da jeg åbnede dem igen, sad Theodor lige foran mig. Jeg fik et chok og hoppede op, så høretelefonerne røg ud af mine øre. "Hey smukke", sagde Theodor og smilte skævt. "Hej", sagde jeg og satte musikken i ørerne igen. Theodor sad og gloede ret meget på mig. Da klokken blev tre, og Anthon snart ville få fri rejste jeg mig. Jeg gik hen og stillede mig op af væggen, og tog musikken ud af ørerne. Theodor kom hen imod mig igen. Jeg ville ønske, at han ville gå....
Han satte sin ene hånd op af muren, som jeg stod op af. "Smukke jeg ved godt du ikke elsker Anthon", sagde Theodor og pressede mig op af væggen. "Jeg elsker ham, og det ved vi godt begge to", sagde jeg spydigt. "Ved du godt at jeg elsker piger som dig!? Sådan lidt kostbare", spurgte Theodor. "Når men så må du jo finde en pige der er single, for det er jeg ikke", sagde jeg flabet. "Det kan du hurtigt blive", sagde Theodor kækt. I det samme ringede klokken, og folk fra Anthons klasse vrimlede ud. I det Anthon kom ud, pressede Theodor mig op af væggen, og kyssede mig. Jeg blev vildt overrasket. "Hvad fanden laver i?", lød det vredt fra Anthon. "Det er ikke som du tror!", sagde jeg hurtigt. " for mig så ligner det at en af mine venner og MIN kæreste står og snaver", råbte Anthon. Alle vendte deres opmærksomhed mod os. "Anthon det var ham der kyssede mig", sagde jeg. "Som om! Jeg gider ikke at høre på dine dumme undskyldninger! Vi er færdige", råbte Anthon, eller det sidste sagde han meget stille. "Fint jeg gider heller ikke have en kæreste der ikke stoler på mig", råbte jeg med gråd i stemmen. Jeg prøvede virkeligt på at holde tårerne inde, men jeg kunne ikke. Tårerne strømmede ned af mine kinder. Tænk at han slog op med mig. "Så kan du jo også bare gå ud og være sammen med alle de piger du vil idiot", råbte jeg. "Og du kan jo være sammen, med så mange fyre du vil luder!" Råbte Anthon. Luder!? Av den ramte fandme hårdt. Det kalder man altså bare ikke piger. Det er virkeligt det værste man kan kalde en pige. Og jeg troede virkeligt ikke at Anthon var typen der kaldte piger for det, men det var han åbenbart. Måske kendte jeg ham ikke så godt som jeg troede. "Tillykke Anthon du vandt! Du ramte både hårdest og mest personligt!", råbte jeg, imens tårerne strømmede ned af kinderne på mig. Anthons Øjne blev blanke, og fyldte med vand. Jeg vendte mig rundt, og løb alt hvad jeg kunne væk. Jeg spurtede op af trapperne til stationen, og hoppede på toget mod Gentofte. Jeg var knust! Mit hjerte var smadret i tusinde stykker. Folk gloede, men for en gangs skyd var jeg ligeglad. Jeg var ligeglad med alt lige nu! Jeg havde mistet mit livs kærlighed. Jeg kiggede ud af vinduet, på alle tingene der susede forbi. På de travle mennesker, som skulle nå deres toge. Jeg sad bare og stirrede ud af vinduet, til vi kom til Gentofte station. Jeg steg af toget og gik hjem af. Mine ben føles som om de kunne knække sammen under mig, hvornår det skulle være. Da jeg kom, lå der en seddel på bordet. Min mor og far skulle nemlig rejse, imens jeg var i skole. De skulle til New York i en uge. Så jeg skulle sørge for mig selv den næste uge. Det var fint, for så skulle jeg ikke forklare, hvorfor jeg var ked af det. Jeg tog mit overtøj og sko af, og løb op på mit værelse. Jeg lagde mig i sengen, begravede mit hoved i hovedpuden, og gav tårerne frit løb. "Vi er færdige", den sætning blev ved med at køre rundt i mit hoved. Jeg fatter ikke, at han ikke troede på mig. Jeg kunne aldrig finde på at være ham utro!

Aften sneglede sig frem, men jeg rejste mig ikke en gang fra sengen. Min pude var gennemblødt af tårer. Jeg havde ikke spist eller drukket, da jeg havde kvalme og ikke havde lyst. Jeg tog det lille spejl, jeg havde stående på bordet. Et forfærdeligt syn ramte mig. Min makeup var smurt rundt i hovedet , Mine øjne var røde og hævede, jeg havde render under øjne og mit hår sad i en løs, rodet knold. Jeg lagde spejlet væk igen, da jeg ikke gad at se på mig selv. På en måde så var jeg også mega indebrændt. Jeg var indebrændt over at Theodor kyssede mig, at Anthon ikke stolede på mig, og måden Anthon snakkede til mig på. Men mest af alt var jeg ked af det, ulykkelig! Jeg begravede mit hoved i hovedpuden og lukkede øjne. Når jeg lukkede øjne, så jeg en række minder for mig. Anthon som jagtede mig rundt i huset, Vores første kys, og da han spurte om vi skulle være kæreste osv osv. Vi havde så mange minder. Så mange minder som aldrig kunne erstattes. Alle de tanker fik mig igen igen igen til at græde. Tænk at jeg havde mistet mit livs kærlighed..... Det tror jeg aldrig, jeg kommer mig over.