Lupus Feram

SEKS

Jeg kigger ud af vinduet da solen står op over træerne. Felix kom ikke tilbage efter han gik og lige meget hvor meget jeg prøvede at hive og skubbe på døren ville den ikke åbne sig for mig. Han ville sikkert have mig til at være nem og følge hans regler, men det har aldrig været mig. Jeg kan lide at finde mine egne veje ud i verden, fremfor at skulle være under en andens tommel.

Jeg var den eneste hun i flokken der faktisk havde drømme om at komme væk fra alle ulve og finde succes i den menneskelige verden, måske møde en sød menneskelig mand og forblive væk fra alt hvad der var relateret til ulve og deres traditioner. Og nu. Nu er jeg forevigt fanget i den verden jeg ikke vil have noget at gøre med. Værre end det, jeg er fanget i en traditionel, dyrisk flok.

,,Sovet godt?"

Jeg vender mig fra vinduet og mod døren, hvor Felix står med et smil og kigger mig op og ned. Min kjole fra ballet er stadig på mig, dog med mange flere rynker end hvad den burde. Han har klædt om til hvad der ligner et sæt pels bukser og intet andet. Hans brede og muskuløse bryst er bart, bortset fra de mange sorte og intrikate tatoveringer der løber over hans bryst og arme. Hans føder ligeså bare som brystet.

Forventer han jeg gør som ham? At jeg begynder og gå rundt nøgen og barfodet i kulden? At jeg er okay med at gå i pels, fremfor tøj der ikke har krævet et dyrs liv? Det er for koldt heroppe i skoven. Jeg forstår ikke hvordan han selv kan gå rundt så afklædt uden at være påvirket af kulden.

Jeg ryster mit hoved og vender mig mod vinduet igen. Himlen er en smuk orange farve, der ligger sig lige over skyerne mens solen kæmper for at nå op på toppen og give os dagslys. Give os varme. Give os livet selv.

,,Lille ild." Siger han og træder ind i værelset, døren lukkes bag ham tungt. ,,Alana, du gør bedst i ikke at ignorere mig."

Jeg vender mig hurtigt til ham med snævre øjne. ,,Hvordan kender du mit navn?!"Hisser jeg af ham. Han kendte det ikke igår da han valgte mig. Hvordan kan han så vide hvad mit navn er nu?

Han griner lavt. ,,Din gamle Leder ringede på vegne af din far. Jeg måtte skuffe din far med de dårlige nyheder om din opførsel og jeg ikke vidste hvornår du ville være i stand til at kontakte ham igen."

Jeg stirrer på ham vredt. ,,Så nu ved du hvad jeg hedder. Godt for dig. Jeg vil gerne snakke med min far nu."

Han ryster hovedet med et dumt smil. ,,Når du er faldet til og har accepteret dit nye liv her, Alana."

,,Jeg vil aldrig falde til her!" Skriger jeg af ham. Alt om den cool og sammenholdte Alana er glemt og jeg vil få ham til at forstå at det aldrig vil komme til at gå. ,,Jeg er ikke som dig eller din latterlige flok!"

Han knurrer højt af mine ord og træder hen imod mig hurtigt. ,,Du vil blive her, lille ild. Du er min nu! Du er hjemme nu! Hverken din gamle Leder eller dine forældre kan gøre noget nu, så du må hellere finde dig til rette her, fordi min flok vil fortære dig levende hvis du ikke viser du kan leve her med dem."

Felix tager hårdt fat i min overarm og hiver mig fra min plads foran vinduet og mod en dør, som jeg gætter på enten er et skab eller badeværelse.

,,Tag et bad og to hunner fra min flok vil komme og hjælpe dig med at gøre klar til din introduktion i flokken." Siger han da døren bliver åbnet og et stort, lyst badeværelse med både en bruser og karbad. Han slipper min arm og kigger på mig med hårde øjne. ,,Og ikke giv mine hunner nogle problemer. Traditioner er vigtige her, Alana. Du vil følge dem og hvad de siger."

Jeg knurrer lavt og smækker døren i hans hovede. Jeg har ikke lyst til at høre mere på ham og hans patetiske traditioner. Han holder fast i dem og regner med at jeg bare vil acceptere at blive sendt 40 år tilbage i tiden, for at han kan føle sig tilfreds med sig selv? Jeg har aldrig forstået hvorfor nogle ulve mener at de gamle tider er bedre end hvordan det er nu. Hvordan hunner kan acceptere at være ejendom for hannerne.