Lupus Feram

ENOGTREDIVE

Jeg har ikke bevæget mig ud fra hytten de sidste tre dage. Ikke været sammen med andre ulve end Felix.

Han aflyste de daglige middage og morgenmad, i et forsøg på at skabe et bedre forhold mellem os, mellem vores ulve fordi selv han kan se at min ulv ikke stoler på ham mere. Ikke stoler på at han ikke vil skade os hvis vi gør ham frustreret eller rasende.

De hanner vi plejede at spise med ville blot være i samme fare, bare fra mig og min ulv.

Indtil de kan vise de ikke er nogen trussel mod os, viser deres respekt og hals i accept af min position i flokken, så vil jeg altid være sky overfor dem, observere dem konstant for at se om der er nogle tegn på de vil gøre mig noget, tage hvad jeg opfatter som mit.

Hytten er blevet mit nye territorie.

Jeg var hurtig til at gøre krav på hans hytte som min. Som en del af mit territorie efter han havde slappet af og forsikret både ham selv og sin ulv om der ikke var andre hanner der ville røre mig, der ville dominere mig.

Selv Felix måtte be om tilladelse til at komme ind i hytten efter jeg havde knurret af ham og fænget efter ham med mine klør. Min ulv er endnu ikke klar til at forsvinde tilbage i mit sind, det tror jeg aldrig hun vil gøre igen. Vi har været igennem for meget sammen, kommet alt for tæt på hinanden.

Jeg har svært ved at kende forskel på hvad der er hendes og mine holdninger, handlinger og tanker.

Efter den første aften hvor Felix prøvede at få mig til at lukke hans hanner ind i hytten igen, hvor jeg endte med at skifte til min ulv og knurre voldsomt af dem, true dem med døden, har der ikke været andre ulve der har prøvet at trænge ind i mit personlige gemmested. Ikke engang mine hunner har prøvet at søge mig ud.

Det er klogt af dem at blive væk indtil jeg selv søger dem ud.

Jeg er ikke i tvivl om jeg ville gå direkte i deres kød, bide mig fast og ikke give slip før jeg kunne mærke deres sjæl blive revet fra dem. Jeg vil ikke skade dem, men jeg kan ikke kontrollere mine instinkter, min natur er for dyrisk, for voldsom til jeg kan tillade dem at være i mit nærvær lige nu.

Jeg har snakket med begge mine forældre hverdag, blevet mere afslappet ved mig selv og min ulv, accepteret at vi nu er tæt på at være én, fremfor to i samme krop, i samme sind. Det er mine forældres snak om trivielle ting i deres liv, mine søstre og deres mopsede opførsel omkring min mage, der bringer mig den ro i sindet jeg har brug for, min ulv har brug for.

Felix kan mærke jeg har mere ro i mine tanker, lader ham komme tættere og tættere på mig, fremfor blot at true ham med mine skarpe tænder indtil han er flere meter fra mig igen. Det er små fremskridt jeg gør, men det er udvikling og jeg vil fortsætte med at søge de ting ud der kan give mig den ro og kontrol jeg har brug for lige nu.

Efter den første uge lukket inde i hytten er jeg mindre paranoid overfor alting, overfor Felix og jeg tillader ham at fodre mig med hans hånd igen. Viser ham jeg kan acceptere hans dominans over mig, som jeg lovede. Lader ham bestemme hvad vi skal lave når han kommer fra flokken, hvad vi skal lave af mad sammen. Lader ham røre mig, mit hår, kysse mit mærke, vise mig omsorg.

Jeg giver ham chancen for at få det han ville have fra start.

Han gav sig i forhold til hans floks dominans over mig, så jeg må give mig en smule for at vise jeg er villig, villig til at arbejde for at få kontrol tilbage, på at acceptere ham og hans flok igen. Han accepterer at jeg stadig har brug for at sove i et andet værelse end ham, har brug for en smule rum mellem os nogen gange når min ulv er utilfreds med noget han gør.

Min indelukning med Felix fortsætter i et par dage til, mine opkald med mine forældre fortsætter hverdag og jeg fortsætter med at lade ham dominere. Hverken jeg eller min ulv har noget i mod det, men vi vil vise vores tænder hvis han gør eller siger noget der gør os ekstra rasende, som at presse os til at flytte tilbage til hans værelse.