Lupus Feram

ENOGTYVE

Det er larmen der vækker mig.

Råberiet der foregår tæt på mig trækker mig ud af min drømmeløse søvn, får smerten på hele min bagside til at strømme tilbage til mig og gøre mig stakåndet i forsøget på at holde smerten inde i mig.

Smerten er intens. Selv når jeg prøver at tænke på alt andet end min smerte, er den alt jeg kan tænke på. Alle tanker om min cyklus og Felix er røget ud af mit hoved for at kunne gøre plads til min ulidelige smerte min mage påførte mig. Den han der skulle tage sig af mig. Skulle sørge for jeg ikke kom til skade og elske mig resten af hans liv.

Hvis det er sådan han elsker, så vil jeg hellere have hans had.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg har ligget på den her ubehagelige seng på maven, for at skåne min ødelagte ryg. Jeg ved min ulv gør alt hvad hun kan for at få mig helet ordentligt, men der vil stadig være ar, små ar fra den kærlighed min mage påførte mig.

Den eneste kærlighed han kan vise vil altid være smerte.

,,Lad mig komme ind!"

Jeg lukker mine øjne igen ved lyden af hans stemme bag den store træ-dør i værelset. Jeg har på ingen måde lyst til at se ham eller være i samme rum som ham lige nu. Jeg har ikke energi nok til at diskutere med ham nu. Jeg kan ikke forsvare mig selv når jeg er så svag på grund af ham.

,,Luna heler, Alpha. Du kan ikke komme ind lige nu. Vi tager os af hende selv."

,,Flyt dig, Julia." Brummer han lavt, hans stemme dyb med hans ulv og jeg ved at hun ikke har en chance mod ham, slet ikke når hans ulv har kontrollen.

,,Det kan vi ikke, Alpha. Luna kom til os for hjælp, for beskyttelse. Det er hvad hun får nu. Når hun er helet og rask nok til at se dig, så vil vi lade dig komme ind, men ikke før."

,,I kan ikke holde mig fra min hun. Slet ikke nu. Træd til side!"

,,Luna er ikke helet nok til at gennemgå hendes cyklus med dig, Alpha. Hendes ulv undertrykker cyklussen for at hele ordentligt efter din afstraffelse. Luna oplever ikke cyklussen som du gør, for hende er den færdig, kun du er påvirket Alpha." Forklarer Julia med en hård og bestemt stemme.

Jeg kan høre hans knurren og en knytnæve slå imod en væg hårdt, træet giver sig, revner og han slår et hul i væggen.

,,I har holdt mig fra min hun i et døgn. Flyt. Jer!"

Et døgn? En hel dag, 24 timer har jeg ligget her og været bevidstløs? På trods af den tid jeg har mistet er den en lettelse at vide at hunnerne ikke har ladet ham komme ind til mig. Ladet ham være tæt på mig og røre mig.

Han frastøder mig lige nu.

Hans benægtelse i at se verden klart er ved at blive for meget for mig. Hans tro på alt hvad han siger er rigtigt driver mig til vanvid. Han tror han er en gud, at han er over alle andre bare på grund af hans titel og at han kan gøre præcis hvad han ønsker.

Sådan fungerer verden ikke. Det burde den heller ikke.

,,I har to minutter til at flytte jer frivilligt. Hvis ikke, så vil jeg flytte jer selv." Knurrer han nu.

Han er ved at miste kontrollen. Jeg ved det. Han ved det. Hunnerne foran døren ved det. Jeg kan ikke lade ham røre dem, lige meget hvad. Jeg afgav et løfte og jeg har i sinde at holde det, uanset hvad det gør ved mig.

,,Du rør dem ikke, Felix." Tvinger jeg ud af min tørre hals, en hæs stemme kommer ud fremfor den snerren jeg gik efter.

Alle bag døren bliver stille og jeg trækker vejret dybt igen, tvinger mig selv til at få de næste ord ud.