Lupus Feram

SEKSOGFYRRE

Felix P.O.V. (Intim scene i dette kapitel - bare en advarsel).

Døren lukkes blødt, næsten lydløst bag hende da hun ytre de ord der sørger for spisestuen er lagt stille hen. Alle kigger på døren, forventer hun kommer tilbage og vi kan fortsætte den snak og spisning det var meningen der skulle have været i aften.

Efter et par minutter med den absolutte stilhed og stirren på døren accepterer jeg at hun ikke har tænkt sig at komme tilbage til rummet og spise med os, med mig. Jeg kigger rundt på mine ulve, hannerne i flokken der har en titel, overvejer hendes ord. Har jeg ladet dem træde på hende? Ladet dem være så respektløse at hun har måtte være så voldelig som hun var?

Har jeg været så uretfærdig overfor hende? Hendes afstraffelser var rigtige i øjeblikket de skete, men når jeg kigger tilbage er det måske ikke de bedste beslutninger jeg har taget, slet ikke når jeg tager hendes ord i betragtning.

Jeg tvang hende til at kæmpe for den respekt hun burde have fået ved introduktionen som min hun. Hun tog gladeligt imod de ulve der udviste respektløshed med klør og skarpe tænder, kun for jeg afstraffede hende for at kæmpe om respekten, kun hende, ikke mine hanner.

,,Middagen er aflyst. Få Gaby til at pakke jeres mad ned til jer." Siger jeg, kigger over alle hannerne samlet i vores spisestue før jeg rejser mig fra min stol, skubber Alanas taburet af vejen og begiver mig hurtigt ud af rummet, op af trappen og ind i vores soveværelse.

Jeg kan forstå hun syntes hun er blevet behandlet en smule uretfærdigt, jeg kan endda give hende ret til et vist punkt, men traditioner er vigtige her, vigtige for mig og min flok, det er hun nødt til at forstå.

Det er noget hun ikke vil kunne ændre, nogensinde.

Der er mange ting jeg aldrig vil være villig til at gå på kompromis over, men som hun fortalte hendes historie i aften, det første indblik i hendes liv hun har givet mig, givet nogle af mine hanner, så forstår jeg hende bedre end før. Hendes enorme behov for at bevise hun ikke er svag, hendes behov for respekt fra de hanner hun har slået i kamp mere end én gang.

Hun har skulle kæmpe med respektløshed og skam hele hendes liv.

Hendes ankomst til flokken gjorde ikke noget for at forsikre hende om hun endelig ville opnå den frivillige respekt fra alle som hun higer efter. Jeg kan se det i hendes øjne. Hun forsøger måske at gemme hvad hun føler, men jeg er kommet tættere ind på hende, har studeret hendes ansigt og hvordan hun udtrykker hendes følelser de sidste par måneder.

De måneder hvor vi er kommet tættere på hinanden, tættere end vi har været før.

Jeg har presset på, presset hende til at acceptere mit nærvær, acceptere den kropskontakt jeg altid initiere. Altid en hånd på hendes bløde nøgne hud, min næse i hendes søde hår eller mine læber på mit mærke, mit bid på hendes skulder og nakke. Hun dufter altid friskt. Som en blomster-eng efter regnvejr, selv når hun kommer hjem fra træning og hendes duft er forstærket.

Hendes læber altid villige til at arbejde med mine, hendes krop søger altid tættere på min når vi har de intime øjeblikke. Hendes følelser altid klare på hendes ansigt i de få øjeblikke hun lader hendes krop, hendes følelser tage over. Når hun endelig overgiver sig til hvad hendes ulv ønsker fremfor hvad hun selv, hendes hjerne ønsker.

Jeg ved det, fordi jeg ønsker i sidste ende det samme.

Tætheden mellem hende og jeg er ikke noget jeg vil stoppe, ikke noget jeg vil frarøve hverken min eller hendes ulv. Det faktum at hun reagerer positivt til den intime tæthed vi har opbygget mellem os er blot et plus. Det at hun ikke rykker sig fra min hånd når vi er alene, at hun frivilligt ligger i mine arme om natten, vågner op sammenflettet med mig er endnu bedre.