Lupus Feram

SYVOGHALVTREDS

Mit 20-ende leveår bringer endnu en cyklus til os, naturen giver os endnu en chance for at befrugte den gave jeg modtager, giver os chancen for at udnytte den fremtid som moder Jord tilbyder os. At bygge vores egen familie, at give liv til en hvalp, til den næste Alpha for flokken, give flokken den fremtid de har ventet på i to år nu.

Min cyklus går vi igennem sammen, som sidste år. Den eneste forskel der er med min cyklus i det nye år, min cyklus i mit 20-ende leveår er at jeg ikke drikker den the der vil forhindre en fremtid i at finde sted, i at blive til i min livmoder. Felix har vist han er villig til at tage ansvaret med mig, at han kan overgive nogle af de opgaver han har for at være hos mig når jeg giver vores hvalp liv, når vi skal opdrage vores egen hvalp.

Min træning af hunnerne fortsætter mens min mave stadig er flad. Vores velkommen til nye hunner i flokken foregår som traditionerne foreskriver den må, hunner der tror de kan udvise magt over mine hunner. Mine hunner der sætter dem på plads igen, viser dem de ikke er nær så stærke som de tror de er. En langsom harmoni findes i flokken, findes blandt hunnerne.

Annabels hår der når længere ned af hendes ryg nu, flere fletninger og perler i hendes hår. Hun er den del af flokken nu, hendes hvalp, min nevø Oliver altid hos hende eller Jackson, dog overladt til Felix og jeg under hendes cyklus i det nye år. Den lille han er utroligt sød, opfanger min kærlighed med alt han gør, alle hans omsorgsfulde handlinger med mit hår, hans store brune øjne der stirrer på mig, hans læber der splittes i store smil når jeg leger med ham.

Det første tegn på at min mave vokser sig rund, på at jeg værner om fremtiden, værner om vores hvalp har Felix overbeskyttende.

Træningen af hunnerne overtages af ham selv mens jeg er befalet til at sidde på sidelinjen og ikke deltage i den hårde træning hunnerne oplever sammen med hannerne nu. Ingen skade kan komme til mig, ingen chancer for at jeg eller vores hvalp vil ende på grund af træningen.

Sophies træning overtager Hunter, med min tilstedeværelse selvfølgelig. Jeg instruere hvilke øvelser jeg ønsker hun gennemgår og Hunter gennemgår dem med hende, træner hende så hårdt som jeg kræver han gør, selv når han kigger spørgende og usikkert på mig. Jeg ved hvad jeg gør, Sophie er vant til den træning jeg sætter hende til at gennemgå. Han træner hende hårdere end mange af de ny-skiftede hanner træner og hun forlader os altid med et smil på læberne.

Felix's hænder over min lille runde mave, prøver at mærke vores hvalp der endnu ikke er stor eller stærk nok til at sparke imod hans hænder, til at vise den er i live. Jeg smiler af hans handlinger, hans konstante opmærksomhed på hvem der er omkring mig og hvem der kigger på os når han udviser hans stolthed, hans kærlighed for både mig og vores hvalp. Hannerne kan ikke komme mere end et par meter tæt på mig før Felix knurrer af dem dybt, hans ulv der viser hans tilstedeværelse og får hannerne til at tage skridt væk fra mig, væk fra deres Alpha der beskytter det liv, den fremtid min runde mave giver ham, giver flokken.

Hunnerne der kommer og viser deres kærlighed for det liv jeg bærer, den fremtid de vil få ved min hvalp. Felix's falkeblik der aldrig rykker sig fra min mave når hunnerne lægger deres hænder på den, viser både Felix og jeg, samt min ufødte hvalp deres kærlighed.

Med sommerens nære ende vokser min mave sig større, rundere.

Vores hvalp der danner sin egen duft, får Felix til at presse hans næse mod min bare mave når vi ligger i vores seng, inhalere duften af hans søn, af den hvalp der vil gøre ham til far, den hvalp der vil sikre hans, vores, flokkens fremtid. De små spark han giver når han mærker hans fars hænder på min udstrakte hud, viser Felix han er i live, viser hans styrke til hans far og jeg kan ikke lade vær med at smile stort og lægge en hånd ved siden af Felix's når vores hvalp sparker og prøver at få hans fars opmærksomhed inde fra min livmoder.