Lupus Feram

ELLEVE

Det er den konstante og hårde banken på døren der trækker mig ud af min dybe søvn. Tvinger mig til at se virkeligheden i øjnene og leve endnu en dag i de vilde ulves territorie, i deres selskab.

Mine øjne er trætte. Hele min krop er træt og protestere mod mine bevægelser for at komme op og sidde i den store seng. Felix er ikke at se i mit personlige fængsel igen, efter han forsvandt fra værelset med undskyldningen om han måtte være på vagt ved hans grænser.

Jeg kommer endelig op og stå, min ryg pulserer svagt med smerten der stadig sidder i min hud. Den smerte vil sidde der resten af dagen, på trods af min forbedrede heling som ulv. Den smerte vil ikke være noget jeg glemmer hurtigt.

Banken på døren bliver hårdere og jeg har lyst til at rive armen af den ulv der bliver ved med at banke så voldsomt på døren. Jeg vender mig hurtigt mod den forulempede dør og går hurtigt mod den, kun for at hive den op og stå ansigt til ansigt med en han jeg ikke kan huske om jeg har mødt eller ej.

,,Hvad?" Snerrer jeg vredt, mine øjne klemt sammen.

Han kigger på mig uimponeret og jeg stirrer bare tilbage på ham med samme udtryk. ,,Alpha bad mig hente dig for morgenmad, Luna."

Jeg nikker kort og træder ud af fængslet, døren åben bag mig og vifter med hånden i en gestus på han skal gå foran mig. ,,Hvad er dit navn?"

Han kigger på mig kort over skulderen mens vi går ned af trappen, ned mod den taburet jeg må sidde og spise fra hans hånd på.

,,Jackson, Luna." Svarer han simpelt. ,,Jeg er Alphas Gamma. Vi spiste mad sammen igår."

Gamma. Den tredje mest vigtige ulv i denne vilde ulve flok. Jeg husker ham ikke fra igår. De mange ulve blandet sammen, bortset fra Felix og James. De to vilde ulve der var ansvarlige for min smerte og de mærker der aldrig vil forlade min krop nogensinde igen.

,,Jeg husker ikke meget fra middagen igår." Siger jeg som undskyldning på ikke at kunne huske ham, selvom jeg ikke har noget at undskylde for i min egen mening, men det er ikke min mening der gælder nu. Det er Felix's flok, hans regler og traditioner og jeg må indfinde mig. Hurtigt.

Jackson nikker blot og åbner døren til spisestuen, til den ulv jeg helst vil undgå og mange andre hanner der alle sidder rundt om bordet og venter med maden stående foran dem. Rummet bliver stille da vi går ind og jeg finder hurtigt vej hen til Felix og den ydmygende taburet ved siden af ham.

Jeg er sulten. Min krop brænder den mad jeg optager hurtigere end normalt på grund af den voldsomme heling der skal til for at hele min forbrændte krop. Jeg har accepteret at jeg må spise fra hans hånd og sidde på taburetten.

,,Luna." Mumler alle de vilde ulve da jeg har sat mig på taburetten og jeg nikker blot til dem som accept på deres velkomst.

Jeg kigger på Felix, hans øjne låst fast på mit ansigt før han nikker for sig selv og tager den første bid af maden fra hans tallerken. En lav mumlen af samtaler rundt om bordet spreder sig efter han har startet måltidet og jeg er hurtigt glemt af de vilde ulve, mens Felix fodre mig min morgenmad.

,,Jeg er glad for du forstår traditionerne, lille ulv." Siger han og fodre mig et stykke ristet brød fra hans hånd. En lille bid af gangen. Det går for langsomt. Jeg vil have min mad i mig hurtigere, så jeg kan komme væk fra ham. ,,Du vil finde dig til rette her, Alana."

Jeg stirrer på ham blankt. Jeg har absolut ikke accepteret hans latterlige traditioner, men jeg kan foregive jeg har. At jeg er villig til at leve mit liv som deres traditioner foreskriver jeg må. Jeg nikker blot af hans ord og kigger på brødet i hans hånd.