Lupus Feram

FEMOGTREDIVE

Jeg går alene.

Hele flokken er samlet på det øde sted hvor jeg blev introduceret til flokken. Hvor jeg blev brændt, mærket og bidt. Det sted hvor Felix gjorde hans krav på mig offentligt, for alle at se. For alle at forstå hvad det betød når han valgte mig, bed mig, gav mig hans mærker.

Jeg skal møde den udøvende og dømmende magt idag.

Møde ulve med skarpe tænder og klør. Hanner der vil mig intet godt. Hanner der vil tvinge mig på knæ før de tager mit livsblod fra mig. Jeg skal møde kritik for mine handlinger. Møde ulve der vil se skævt til mig. Jeg må forsvare mig idag, både med tænder og ord. Forsvare mig som jeg har lært det, men også som en Luna burde.

Jeg skal have hanner der ikke har ordentlige tanker om mig, til at forstå mine handlinger og døden af deres ven, deres med-ulv og deres Løber.

Jeg skal opnå det umulige, men kæmpe for det retfærdige.

Min gåtur er ikke lang. Jeg ved hvor jeg skal hen og tøver ikke et sekund, et skridt mod flokken. Jeg går med rank ryg og mit hoved i vejret. Jeg vil ikke vise svaghed overfor dem, overfor nogle af hannerne samlet idag. Jeg vil vise hunnerne at de har lagt deres tillid, deres liv i de rette hænder. At de ikke begår en fejl når de kommer til mig med deres problemer eller søger mig ud for beskyttelse.

Jeg går med stolthed og styrke gennem det hav af knurrende hanner der er samlet. Ingen svagheder vises af mig, ingen følelser eller usikkerhed er at ane på mit ansigt eller min krop. Hannerne kan knurre og vise tænder alt hvad de vil, de vil stadig gå på knæ foran mig i sidste ende.

,,Igår mistede vi en ulv. En han med titel i flokken. Igår blev Løber Adam Roth dræbt af en anden ulv i denne flok. En hun fra flokken som han ikke respekterede, provokerede og ytrede had mod. Alana, jeres Luna, min hun, står foran jer idag for at tage ansvaret for det tabte liv der endte igår. For den handling hun udførte der endte med flokkens tab og en Løber mindre. I har alle retten til at dømme og udøve den straf i ser retfærdig. I har alle retten til at kæmpe med hende og opnå retfærdighed for vores faldne ven. Der må bruges tænder og klør, knytnæver og spark. Ingen redskaber er tilladt. Løber Adam blev dræbt med klør, så i vil respektere hans død og kun bruge hvad i har selv. Hvis i gør brug af noget andet end jeres naturligt givne evne, så vil i blive straffet." Brummer Felix højt da jeg er nået hans side.

Ulvene foran os er stille mens han taler, deres knurren stoppet i et øjeblik før den starter op igen ved den viden at det var mig der slog den ulv ihjel, at det var uden hjælpemidler jeg tog hans liv fra ham, fra dem.

Felix kigger på mig hårdt, tager et skridt væk fra mig. ,,Har du nogle ord du vil sige før straffen begynder, Alana?"

Jeg nikker til ham og vender mig mod flokken, smiler bredt, viser mine tænder, gør et show ud af at fremtvinge mine skarpe tænder som en trussel mod alle der vil gå imod mig.

,,Jeg gjorde jer alle en tjeneste i at afslutte den ulvs liv. Han var modbydelig og ondskabsfuld. Han ville før eller siden have dræbt én eller flere hunner, blot på grund af de var hunner og under ham. På grund af de ikke kunne bruges til mere end at sprede ben for ham. Han mente ikke hunner havde ret til at leve. At vi burde dræbes før vi overhovedet tager vores første åndedrag." Siger jeg højt, tydeligt så alle ulve samlet forstår og hører hvad han gjorde for at retfærdiggøre hans død. ,,Derfor vil jeg med glæde kæmpe mod alle ulve der mener at han havde ret. Mener at hverken jeg eller jeres mager, jeres hvalpe burde leve efter fødslen. Men vær forberedt på at der ingen barmhjertighed vil være. I vil enten falde på knæ og vise jeres hals for mig eller møde jeres faldne ulv i efterlivet. Der er ingen anden udvej. Jeg vil ydmyge jer foran jeres mager, få dem til at se jeres sande væsen hvis i vælger at kæmpe for den ulv der ville dræbe jeres hunner."