Lupus Feram

TOOGTYVE

Dagene går. Smerten dulmes. Sårskorper dannes på min ryg. Hunner går ind og ud af mit midlertidige værelse i en hytte jeg endnu ikke ved hvis er. Hunner der kommer med mad til mig. Vasker mine sår, dækker dem til med hjemmelavet creme. Hjælper mig op og gå, hjælper mig til et bad, vasker mit hår for mig.

Det er hele tiden forskellige hunner fra flokken der kommer og hjælper mig. Står vagt ude foran min dør hvis en han eller min mage skulle have fået den brillante idé at søge en slåskamp ud nu hvor jeg er svag.

Jeg har over mine helende dage mødt alle flokkens hunner. Har fået deres respekt og medlidenhed. De viser mig deres beskyttelse og accept af mig og jeg prøver på bedste måde at vise dem det samme igen, men det er svært at huske på så mange forskellige hunner når jeg er i så meget smerte konstant.

De må give mig sovepiller om natten. Jeg kan ikke sove med min smerte. Jeg formår kun at stresse hunnerne mere hvis jeg ikke frivilligt tager pillerne og får søvn, energi til at hele ordentligt.

Min cyklus er ovre. Min ulv undertrykte alt for at hele os, men min krop gennemgik det stadig. Ved enden af min cyklus udstødte min krop den fremtid der kunne have været.

Voldsomme kramper i mine muskler, i mit underliv fik mig til at krumme mig sammen i en lille klump. Blod flød ud af mig, gjorde alle bevidste om den fremtid der aldrig kom.

Hunnerne gav mig deres medlidenhed ved min uudnyttede fremtid der flød fra mit underliv. Jeg kunne ikke være mere ekstatisk selv.

På trods af hans ord, så gav Felix mig endnu et år uden en hvalp i min livmoder. Endnu et år til at være mig selv, ikke have ansvaret for en hvalp. Hans hvalp, for at være helt præcis.

Hans forsømmelse af mig og min ulv gav mig præcis hvad han aldrig havde i sinde at give mig. Det er en chance for at forbedre mit eget liv her, før jeg er nødt til at bringe et nyt liv til verden her for ham. Opdrage en hvalp til at være præcis som ham. Et håb om jeg kan ændre ham for at ændre fremtiden for min egen hvalp er boblet op i mig.

Jeg har ikke set ham siden han kom og besøgte mig for over en uge siden. Ikke hørt eller lugtet ham siden jeg opfordrede ham til at finde ud af mere om mig, den hun han valgte at bruge resten af sit liv med. Ikke været i hans nærvær siden han fortsat insisterede på jeg ikke var mere end jord under hans fødder.

Min ryg er bedre. Sårskorperne faldet af og efterladt vrede røde streger over hele min bagside, smerten væk for nu.

Jeg er endelige oppe og gå for mig selv. Ingen hjælp fra hunnerne var behøvet. Pelsen bundet om mit bryst er tilbage til den normale størrelse. Min krops forberedelse på et nyt liv faldet fra. Ingen grund til at forberede for noget der aldrig var.

Min gang ud af værelset og ned af trappen viser jeg har været fanget i flok-husets første etage. Min krop er som fornyet, energi-fyldt, stærk og klar til kamp igen. Hunnerne gjorde et godt arbejde med min heling, med at tage sig af mig og jeg er dem taknemmelig.

De gik imod både deres mager og Alphas ønsker om at lade mig lide for mig selv. Lade mig opdage at jeg er alene i flokken. Ikke en eneste hun forsvandt fra min side. Lod mig være ubeskyttet.

Jeg har meget arbejde foran mig, det er jeg klar over. Hannerne er stadig usikre på mig, tvivler på mig og mine evner til at beskytte og lede. I realiteten kunne jeg ikke være mere ligeglad med dem og deres meninger, men min hunner er deres mager og jeg vil prøve for dem. Prøve at vise at jeg er den ulv min far trænede mig til at være. Opdrog mig til at være.

Jeg vil prøve at lægge alt bag mig og samle flokken som én. Som den burde have været lige fra starten.

Køkkenet er fyldt med hunner fra flokken da jeg kommer ned af trappen for at få noget at spise og de stopper alle med at snakke og kigger på mig da jeg ankommer.