Lupus Feram

NI

Jeg vågner til en brændende ryg og ubehagelige objekter der presser sig ind i min mave. Jeg skærer ansigt af smerten og det generelle ubehag jeg oplever ved at ligge på maven, med det latterlige bjældebælte på.

Jeg vender hovedet fra min udsigt til døren, mod det vindue jeg stod ved før jeg blev brændt og bidt af den vilde ulv. Det er aften, himlen mørk og månen står højt over mig og lyser ind af vinduet. Som en stråle medlidenhed over min situation lyser det mørke værelse op en smule.

Jeg tager dybe indåndinger, forbereder mig selv på den smerte der vil komme når jeg sætter mig op. Jeg er absolut ikke forberedt på hvordan min ryg brænder og pulserer da jeg endelig får tvunget mig selv op at sidde på kanten af den kæmpe seng.

Jeg sukker og lukker øjnene i håbet om det blot er en drøm. En forfærdelig og livagtig drøm, men det virker ikke. Mit mareridt er virkeligt. Intet lys eller håb fra månen højt på himlen kan hjælpe mig nu. Jeg er fanget. Jeg var fanget fra det øjeblik jeg satte ben i hans forfærdelige territorie.

Der er intet der kan gøre tabet af min frihed og drømme mindre. Ikke nogen ord eller kærtegn fra min selvudnævnte mage kan afhjælpe de følelser der svømmer rundt i mig nu. Den håbløshed jeg oplever vil blive ved med at svømme rundt i min krop længe endnu. Det had jeg har mod den vilde ulv er ikke svækket med hans bid. Hans håb om min villighed til at deltage i hans traditioner og følge hans ord som var de lov, er ikke sandsynligt.

Mit had og min væmmelse over ham vil forblive i min krop og tanker længe. Længere end han tror.

Jeg er ikke en lille hun der blot vender den anden kind til eller viser mave for ham. Han mærkede mig, bed mig og gjorde hans krav på mig offentligt, for alle at se, men min kamp, min villighed og mit hjerte er mit. Han vil aldrig kunne få det fra mig hvis jeg ikke selv giver ham det. Han har måske startet processen i vores såkaldte 'forhold', men det vil være op til mig hvor langt det når.

Min cyklus kan slå ind den næste måned. Med hans bid i mit kød sørgede han for det. Sørgede for at jeg ville kunne give ham hvalpe. At jeg ville have brug for ham når min cyklus endelig kom.

Jeg skuler ud i værelset over mine tanker. Den vilde ulv har indtil videre kun tvunget mig til ting jeg aldrig ville have gjort. Han har på ingen måde udvist nogen form for kærlighed eller hvad hans mål med at have valgt mig som hans mage er. Han ved intet om mig, men valgte mig alligevel.

Jeg ryster på mit hoved og står hurtigt op og prøver at ignorere min ryg og den smerte der flyder rundt i min krop. Bider sig fast i min hjerne som ville den aldrig forlade mig igen.

,,Du er vågen, Luna."

Jeg vender mig hurtigt rundt til døren og ser Julia stå i den åbne dør med et smil rettet mod mig. Jeg nikker og observerer hende intenst mens hun lukker døren bag sig og træder længere ind i værelset, hen mod den dør jeg ikke har undersøgt, skabet.

,,Jeg er her blot for at hjælpe dig med at klæde dig på så du kan spise med Alpha og de højere ulve i flokken." Siger hun og finder to stykker pels frem fra skabet.

Hun går mod mig og rækker mig et par bukser, fabrikeret af pelsen fra et dyr jeg ikke kan identificere. Bukserne er for store om mig og Julia er hurtig til at finde en ledersnor til at binde om bukserne og mine hofter så de bliver på min krop. Hun kigger på mig med et sympatisk smil og vikler hurtigt et langt stykke pels om mine bryster, så jeg i det mindste er gemt for alles øjne.

,,Jeg ved at det ikke er meget der dækker dig Luna, men det er tradition at du bærer pels fra dyr som Alpha har dræbt. Når Alpha mener du er klar vil du kunne gå i en kjole af pels der dækker mere af din overkrop, men fremviser dine ben og skuldre. Indtil da må bæltet være fremvist sammen med dine mærker." Forklarer hun blødt, som snakkede hun til et skræmt dyr. For hende er jeg vel en skræmt lille ulv der ikke hører til blandt vilde ulve som dem.