Lupus Feram

FEMOGFYRRE

Jeg er stadig sur da jeg træder ind i spisestuen for at spise middag med Felix og hannerne.

Dagen havde fortsat som normalt, træning, træning med Sophie og træning for mig selv. Trætheden har slået ind, men ikke efterladt mig for drænet til stadig at være rasende over hvordan dagen startede.

Ulvene i min spisestuen kan se, mærke, lugte mit dårlige humør og jeg tramper hen til Felix, sætter mig tungt på taburetten der knirker under den vold jeg udover på den med min vrede. Jeg kan føle Felix's blik på siden af mit ansigt, men jeg nægter at kigge på ham, anerkende han er her. Han skal bare give mig min mad så jeg kan slippe væk fra ham og hannerne.

,,Har du tænkt dig at spise idag eller ej, Felix?" Spørger jeg irriteret efter de første fem minutter er gået hen i stilhed, ingen er begyndt på deres måltid. ,,Fordi ellers er jeg fuldt ud i stand til at spise selv og gå i seng. Jeg er ikke i humør til at vente på dig idag."

Jeg kigger op fra den plet på bordet jeg har stirret på mens rummet var stille og jeg fik snerret af Felix han var for langsom og får øjenkontakt med samtlige hanner der stirrer på mig. Jeg løfter et bryn af dem, spørger dem indirekte hvad de vil og de kigger væk fra mig.

,,Er der nogen der har et problem med mit humør idag?" Hisser jeg irriteret over de alle dømmer mig i deres tanker, i deres stilhed. ,,Hvis der er nogen her der skal dømmes udfra deres opførsel idag, så er det alle jer. I troede alle jeg var et monster. At jeg ville gøre de små hvalpe ondt. Jeg har ikke i sinde at undskylde, hverken for mit humør eller mine ord ved morgenmaden. Hvis der er nogen der burde undskylde, så er det jer."

Jeg kigger på Felix, stirrer ham i øjnene. ,,I burde undskylde for de holdninger i stadig har om mig, undskylde for de fejlagtige og stædige meninger i bærer om mig, fordi jeg kan love jer at samtlige af de holdninger er komplet forkerte. Det var jer der ødelagde en helt fin morgenmad på min fødselsdag med jeres tvivl om mig. Jer der skabte den trykkede stemning til morgenmaden. Ikke mig. Utroligt at jeg har været her snart et år og alligevel er det første gang nogen af jer observerer mig med hvalpene. Hvis i havde givet kigge jer omkring, observere flokken, så ville i have opdaget hvordan hvalpene konstant leger med mit hår og perlerne i det. Oplevet hvordan de søger mig ud og jeg altid velkommer dem med åbne arme. Hvordan hunnerne frivilligt overgiver deres hvalpe til mig hvis de har ærinder de skal udføre og ikke kan tage deres hvalpe med dem. Men ak nej. I vælger kun at se hvad i ønsker at se. Mig, som et eller andet monster der vil knurre og bide i den første hvalp der nærmer sig, gå i kødet på forældrene for at tillade hvalpene tæt på mig."

Jeg vender hovedet fra Felix og knurrer højt ud i rummet. ,,Hvis det er hvad i forventer af mig, så vil jeg da ikke skuffe. Når en af jeres hvalpe kommer tæt på mig, så vil det være hvad der sker når i tror så lidt på jeres egen Luna. Når jeres hvalpe kommer tæt på mig, så vil de blive mødt med knurren og skarpe tænder. I vil blive mødt med min ulv hvis i tillader jeres hvalpe tæt på mig."

"Alana." Brummer Felix fra min side og jeg kigger på ham hurtigt, mine skarpe tænder kommet frem og jeg knurrer af ham.

,,Hvad Felix?!" Brummer jeg selv af ham. ,,Jeg giver jer blot hvad i forventer af mig! At jeg opfører mig som et monster overfor jeres hvalpe! Men i skal ikke tage fejl af mig. Alle hvalpe der ikke er jeres er velkomne i mine arme, velkomne tæt på mig og min ulv. Deres mødre ved jeg aldrig ville gøre dem ondt, de stoler på mig og min ulv. Stoler på jeg aldrig ville gøre deres hvalpe og dem ondt. Det gør ingen af ulvene her! Derfor vil jeg leve op til jeres tanker om mig og aldrig tillade jeres hvalpe i mine arme. Min beskyttelse er ikke noget de får, jeres mager står alene med jeres hvalpe, ingen hjælp fra mig eller andre hunner i flokken når i ikke stoler på mig, på jeres Luna."