Lupus Feram

OTTEOGTYVE

Dagene går, ensomheden fortsætter, vokser sig større og mere dybdegående i mit sind, i min ulv. Vi er sky overfor andre ulve der løber rundt i skoven bag os, hyler ud til os i en sang. Beder os om at komme hjem, komme tilbage til dem.

Logisk ved jeg at det er mine hunner der tigger mig om at komme tilbage til dem, men min ulv vil ikke kendes ved dem. De er ikke ulve hun har socialiseret med længe, ikke nogen hun kender intimt.

Hun piver efter hendes forældre. Efter min mor og fars ulve, de ulve der opdrog hende, viste hende kærlighed og omsorg, selv når hun gik over stregen. Det er de eneste ulve hun stoler på lige nu, men jeg kan mærke, føle, den eneste kontakt vi har til andre ulve er ved at blegne væk. Forsvinder stille fra os, vores sind og hjerte.

Snart vil vi ikke engang kunne genkende vores egne forældre, vores familie. Vi vil ikke stole på dem, vil søge ensomhed ud fremfor flokken.

Det er hvad Felix påtvinger mig og min ulv. Ensomhed resten af mit liv.

Han kommer stadig to gange om dagen med mad til os. Ser os spise maden, hvorefter han skifter til hans ulv og fortsætter hans piven og gang om mit bur, nærmest tigger os om at vise vores hals for ham.

Han lovede tiggeri. Det er bare den forkerte ulv der tigger om nåde i hans hovede.

Han bruger altid lang tid i hans pels, hans ulv er der altid i længere tid end hans hud er. Det gør ikke andet end at irritere mig og gøre min ulv rasende fordi det er hendes mage der har låst os inde, puttet os i den situation vi befinder os i lige nu.

Hans forsøg er altid forgæves.

Der er ingen tilgivelse fra hverken mig eller min ulv. Vi har det ikke i os at tilgive ham for noget han så ihærdigt fortsætter med at gøre mod os. Når han fortsætter med at holde os som fanger i hans bur, så fortsætter vi med at være rasende og bebrejde ham for alt vi oplever.

Vi ligger og kigger ud i skoven fra vores bur, giver ikke hans hytte nogen opmærksomhed. Han kommer snart med mad til os, forsætter vores frustrerende rutine.

,,Alt du skal gøre er at vise du er villig, Alana."

Vi vender os hurtigt i buret og stirrer på ham da han ytrede de ord. Han har ikke snakket til os den sidste uge, ikke siden han sagde de samme ord for præcis én uge siden. Vi er ikke villige, det ved han. Vi vil hellere opgive alt hvad vi kender, alle de ulve vi har fremfor at vise ham vi acceptere hans undertrykken af os.

Han er ikke alene idag. Han har medbragt James og Hunter, hans elskede hanner, hans Beta og Første-Kriger.

Hverken jeg eller min ulv er glade for der er andre ulve så tæt på os. Slet ikke ulve som vi ikke kender eller acceptere som 'venner'. Min ulv løfter langsomt hendes hoved, stirrer direkte på James og Hunter, løfter læben en smule og knurrer dybt, viser hendes utilfredshed ved deres tilstedeværelse her.

,,De er her for at sørge for du ikke går komplet vild, Alana." Siger han som havde jeg spurgt efter en forklaring på deres selskab. ,,Stop med fjendtligheden. Du kender dem, de er i vores flok."

Vi knurrer højere af dem, opfordrer dem til at træde tilbage fra mig, fra mit bur. Det er mit. Mit lille territorie inde i hans territorie. Både min ulv og jeg har taget buret og et lille stykke rundt om det som vores, afmærket det for at afskrække andre ulve fra vores territorie. De er ikke velkomne her, ikke på mit territorie.

Kun ham. Kun Felix. Det er ham der har maden. Ham der sørger for vi overlever. Det er den eneste grund til han selv får lov til at træde ind på mit territorie.

Vores afskrækningsteknik fungerer ikke, de træder alle tre et skridt tættere på mig, på os. Vi er ikke glade, min ulv mere rasende end jeg er og jeg lader hende tage kontrol.