Lupus Feram

SEKSOGTREDIVE

Hunters skridt mod mig er afslappede, som var han ikke lige ved at slå mig ned, som var vi ikke midt i en kamp blandt resten af flokken. Hanners knurren og hans mages frygtfyldte gråd fylder området, lader både Hunter og jeg høre hvad der foregår omkring os.

Jeg venter på ham tålmodigt. Lader ham komme helt tæt på mig, hans ånde er hård og overfladisk, rammer mit ansigt, så tæt på mig er han lige nu. Han har endnu ikke slået ud eller taget fat i mig.

Han venter som mig. På at den anden tager det første skridt mod den nødvendige kamp mellem os. Observerer hinanden for at finde svagheder i vores krop, i vores sind.

Der er ingen at finde fra min side af. Ingen som han vil kunne finde i tide til at udnytte dem. Han kender hverken mig eller min ulv godt nok til at kunne genkende de få svagheder vi har som han kan udnytte.

,,Er du bange, Hunter?" Spørger jeg med et grin. ,,Bange for én lille hun? Tør du ikke vise mig din styrke? Din træning? Kom nu, Hunter. Vis flokken hvor stærk du er. Vis flokken hvordan kun du kan slå mig. Det er en fair kamp. To Første-Krigere mod hinanden. To trænede ulve mod hinanden. Der er intet at frygte her."

Hans knytnæve til mit ansigt er hurtig og hård, rammer min kæbe der protestere imod den styrke der var lagt bag slaget og jeg tvinger mig selv til at blive stående, ikke tage et skridt tilbage ved slaget.

Jeg gør intet mod ham mens hans slag og sparker regner ned over mig, dækker mig med blå mærker, river min læbe op og lader blodet flyde fra min læbe mod min hals, noget af det ender i min mund jeg holder lukket. Jeg har taget et skridt tilbage efter et af hans voldsommere spark til min side, prøvet at afskærme mig selv fra ham igen, men intet hjælper lige nu.

Jeg lader ham ramme mig konstant de første fem minutter. Lader ham have en form for succes og han træder tilbage, hans ånde hurtig og han kigger på mig hårdt.

Jeg spytter blodet ud af min mund, det rammer jorden ved siden af ham og jeg smiler med mine tænder til ham, jeg kan stadig smage blodet han rev fra min læbe.

,,Min tur." Er de eneste ord jeg ytrer før jeg er i luften, min krop roteret 360 grader, begge mine fødder har ramt hans krop og ansigt, sendt ham flere meter fra mig, fra vores kamp. Jeg er hurtigt henne ved ham igen da han balancerer sig selv ordentligt, hårde slag til hans brystkasse, til hans ribben der knækker, brækker under mine slag, under den styrke jeg tildeler hans krop.

Han grynter, smerten i hans brystkasse må være forfærdelig nu. Mindst 6 ribben brækket, så meget ved jeg og jeg er ikke færdig endnu.

Han rækker en arm ud, prøver at tage fat i mig og jeg griber hans håndled hurtigt og hårdt, udstrækker hans arm og tager det øjeblik jeg har til at få momentum nok til at smide ham over min skulder. Han lander bag mig på hans ryg, på jorden der giver et stumt 'bump' fra sig ved den vægt, den styrke der landede.

Jeg hiver hans højre arm, tvinger ham på maven og han råber i smerte ved at lægge pres på de brækkede ribben i hans brystkasse. Mit knæ er mellem hans skuldreblade, tvinger ham til at lægge endnu mere vægt på hans brækkede knogler mens jeg lukker hans lunger af, sørger for han intet ilt får til hans krop.

Han begynder at rykke sig voldsomt under mig, prøver at komme fri fra mit greb på ham og jeg griner højt, lader hans arm gå og stiller mig over ham, min fod kommer i kontakt med hans mave kort, men hårdt, får ham til at rulle om på siden før han hurtigt stiller sig op igen og skuler til mig, hans knurren er høj og dyb.

Både ham og hans ulv er rasende nu.

Han tager et skridt mod mig og jeg sparker ud efter hans side. Han fanger min fod, mit ben og jeg bruger hans hænder og arme til min fordel for at hoppe op og vikle mit andet ben om hans hals, presse på den voldsomt. Han slipper hurtigt min fod og begge hans hænder kommer op til det lår der er viklet om hans aflukkede hals, prøver at få mig af ham.