Lupus Feram

SEKSTEN

Nætterne er kolde.

Vinden bider sig fast i min pels. Kravler langsomt ind i mine blodårer, sætter sig fast i mine muskler der kramper mere og mere, låser sig i min pels-klædte krop. Sølvhalsbåndet har brændt sit mærke i min nakke, ætset min pels fra min hals uden nåde. Kun som sølv kan for en ulv.

Alting føles længere og mere intenst i ulve-form end i min hud. Mine sanser forhøjet med hundrede procent. Min ulv altid på vagt overfor det ukendte terræn, den ukendte skov vi befinder os i.

Vinden der ryster buskene og træerne hjælper til jeg ikke får meget søvn. De ukendte lyde jeg kan høre mellem træerne gør min ulv og jeg konstant er på vagt overfor en han der var tiltrukket af min duft. Duften af min cyklus der er lige over mig.

Min ulv higer efter vores mage. Higer efter hans nærhed, hans hånd der fodre os.

Mine dage er gået med at prøve at komme op med en plan der vil sørge for jeg ikke giver ind til instinktet under min cyklus. At jeg under ingen omstændigheder søger Felix ud. At få ham til at forstå jeg overhovedet ikke er interesseret i ham og at jeg ikke ønsker han skal røre mig under min cyklus.

Jeg er kommet op med lige præcis ingenting.

Jeg ved hvordan en han er når hans hun er i hendes cyklus. Har observeret det på første hånd når min mor fik hendes. Min far var omkring hende konstant. Ville ikke lade andre komme i kontakt med hende, lige meget hvad. Da mine søstre og jeg blev ældre tog mine forældre væk i de dage min mor var i cyklus for at forsikre min far om hun kun var hans, men også for at afværge andre hanner der kunne have sniffet rundt om min mor.

Den eneste udvej jeg kan komme i tanke om er at gemme mig for Felix og hvis han formår at finde mig, kæmpe med ham. Sørge for han aldrig når mig.

Selv med min træning ved jeg at jeg aldrig vil kunne slå ham i en kamp. Aldrig vil kunne slå en Alpha. Han er langt større end mig. Har langt flere muskler og mere råstyrke. Jeg ville sætte mig selv op for nederlag. Være tvunget til at vise ham min nakke i underlegenhed hvis jeg påbegyndte det.

Jeg ville ende op hvor jeg startede. Han ville tage mig og bruge mig lige meget hvad.

Jeg må indfinde mig med den skæbne der er blevet valgt for mig. Valgt af en vild ulv som jeg ikke kender. Jeg ved det mindste om min mage, den han der skal sørge for mig. Der skal hjælpe mig igennem min cyklus.

Han er Alpha Felix Grey. Hans flok er dyrisk og traditionel.

Jeg ved intet andet om den ulv jeg deler seng med. Den ulv jeg er tvunget til at dele resten af mit liv med. Den ulv der uden tvivl ender op med at være far til mine hvalpe, på trods af mine ord mod det.

Jeg ved hvordan det ender ud, men det betyder ikke jeg er glad for det. Det betyder ikke at jeg accepterer alle de traditioner og regler han vil have jeg skal arbejde under. Det kommer aldrig til at ske. Hvis jeg må give afkald på de ting jeg satte pris på i mit liv, så må han gå på kompromis ligesom jeg.

Han må opgive hans regler om mit tøj. Jeg hader at gå rundt i døde dyr. Jeg hader især det er ham der bestemmer hvad jeg må og ikke må gå i. Jeg har retten til at bestemme over hvordan jeg ser ud, ikke ham.

Han må opgive hans idéer om komplet underlegenhed. Det vil aldrig være mig. Jeg er blevet lært, opdraget med at have et frit sind. At min mage selvfølgelig kunne have nogle ting han helst ville have jeg undgik, men ikke i så stort et omfang som jeg oplever nu. At jeg ikke må ytre min utilfredshed. At jeg ikke må være ærlig. At jeg, mens jeg har min cyklus, må styre mine hormoner. Noget så naturligt som jeg ingen magt har over, må jeg styre.