Lupus Feram

NIOGTYVE

Jeg bliver siddende på mine knæ i græsset, min hånd stramt omkring telefonen der bringer mig ro i øjeblikket. Den telefon der sørger for min fars stemme. Jeg har glemt alt om mine omgivelser, de tre ulve omkring mig og min nøgne krop og jeg sidder blot og græder ind i telefonen, hverken jeg eller min far siger noget lige nu.

Nyder bare øjeblikket vi endelig kan snakke sammen igen.

En hånd lægges på min skulder og jeg er hurtig til at vende mig og knurre højt af den ulv der turde lægge hans pote på mig.

,,Alana. Fokuser." Brummer min far og stopper min knurren med det samme.

,,Far." Tvinger jeg ud igen, stadig ikke helt overbevist om det virkelig er ham jeg snakker med lige nu. Telefonen kærtegner jeg, bløde strøg med min hånd som var det min far jeg rørte ved, viste ham min kærlighed med et tæt kram.

,,Du er okay, lille kriger. Fokuser på min stemme. Du skal nok klare dig, min lille kriger. Du er min stærke lille ulv, du skal nok få din ulv under kontrol igen."

Jeg græder ved hans ord, ubekymret over hvem der vidner mine tårer falde hurtigt fra min øjne, ned over mine nu våde kinder. De vil ikke stoppe, lige meget hvad.

,,Jeg savner dig, far. Jeg savner endda mor og hendes irriterende insisteren på at snakke hele tiden." Siger jeg grådkvalt, tager dybe indåndinger for at få mit hjerte, min krop under kontrol igen.

,,Vi savner os dig, Alana. Jeg var ikke forberedt på du allerede ville blive valgt. Slet ikke af en der ikke var fra flokken. Din mor har aldrig været gladere, men på samme tid er hun konstant ked af det. Vores lille pige er ikke hos os mere."

Jeg smiler svagt af hans ord. Det bringer mig en lille smule ro i sindet, at vide mine forældre savner mig som jeg savner dem. At de ikke har glemt alt om mig, på trods af vores mangel på kommunikation.

,,Hvordan går det med Madeline og Annabel? Blev de valgt? Hvad med flokken? Har i besluttet hvem der skal tage over for dig, nu når jeg ikke kan?" Spørger jeg. Det er spørgsmål jeg føler er nødvendige at stille. Jeg må sikre mig alt er okay med min familie, med flokken.

Han griner lavt. ,,Madeline blev valgt af en han fra flokken, en Kriger. Annabel tager af sted igen næste år. Hun var en smule mopset over hendes lillesøster blev valgt før hun selv gjorde, men inderst inde tror jeg hun virkelig er glad på dine vegne, min kriger. Leder Tom og jeg har diskuteret hvem der skal overtage min stilling, men er ikke kommet til enighed endnu. Vi havde begge regnet med dig, trænet dig til arbejdet og ingen andre. Vi står mellem Oliver og Alex."

Jeg nikker, men giver ham et lille hånligt grin. ,,Annabel er ikke glad på mine vegne, far. Det ved du. Hun hader at jeg blev valgt før hende, det ved jeg med sikkerhed. Men jeg er glad for Madeline, hun blev endelig valgt som hun drømte om, også er i tæt på hinanden hele tiden. Det må være dejligt." Siger jeg og stopper op i et par sekunder. ,,Overvejer i virkelig Oliver og Alex som den næste Første-Kriger? Jeg ville have stemt på Aaron. Han var den eneste ud af dine Krigere der kom tæt på mig i vores træning, far. Jeg ved han er lidt ældre end hvad i leder efter, men jeg tror han er den rette til positionen. Han vil være nem at træne til det. Jeg er sikker på han vil være villig til det også. Oliver og Alex er ikke hårdtarbejdende og seriøse nok til at lægge den ekstra tid i den træning du kræver af dem, du krævede af mig."

Han er stille i et minut før han griner igen, højere end før. ,,Du har nok ret, lille kriger. Jeg vil se hvordan Aaron klarer træningen og hvis det er lovende vil jeg snakke med Leder Tom, okay?"

Jeg smiler stort, glad for han vil tage mit forslag i overvejelse. Det er ikke noget jeg har været vant til i over tre måneder. Den tid jeg har været i Felix's territorie.