Lupus Feram

EPILOG

Felix P.O.V.

Fem år senere:

Døren til vores hytte er vidt åben, lader den varme sommerbrise komme ind i vores hjem, omklamre vores møbler og efterlade den gode duft af sommer i vores tæpper. Gulvet fyldt med lege-klodser, rodet til med diverse stykker legetøj vores søn har fået over årene og jeg løfter et bryn af det rod der er efterladt, velvidende at Alana ikke tillader det.

,,Sebastian!" Brummer jeg højt, sørger for han høre mig hvor end han befinder sig i hytten. Hurtige fodtrin på træ-gulvet, han kommer løbende om hjørnet, hans krøllede hår der falder ned over hans pande før han børster det væk igen og stirrer på mig med hans to forskelligt farvede øjne.

,,Hvad er det, far?"

Jeg lader en finger pege ned på det rod han har efterladt på gulvet, uden tvivl for at lege på hans værelse med hans fætter, med Oliver der er ligeså slem til at rode som han selv er.

,,Tror du din mor vil syntes om det rod du har efterladt?" Spørger jeg, kigger på ham med løftede bryn og han ryster sine skuldre.

,,Oliver kom og legede. Vi gad ikke klodser mere, så vi legede på værelset. Mor er hjemme. Hun ved godt det er der, far." Prøver han at overbevise mig, hans tro på sig selv og sine ord er imponerende og jeg griner lavt af ham.

,,Skal vi afprøve din teori og kalde på din mor, søn?"

Han kigger på mig med snævre øjne, hans mund vendt nedad og han ryster på sit hovede. ,,Jeg skal nok rydde det op."

Jeg smiler tilfredst til ham og han mumler lavt mens han bukker sig for at samle hans legetøj og bringe det med ham til hans værelse, og han forsvinder fra stuen hurtigt, hans legetøj i hans arme før Alana kommer og ser det rod han skabte.

Jeg går længere ind i hytten i søgen efter hende, og finder hende stående i køkkenet, rører en mos igennem med vores datter på hendes hofte. Hun kigger op fra skålen og smiler til mig, retter vores datter ud på hendes hofte og jeg går mod hende, placerer et kys på hendes pande før jeg gentager handlingen på vores hvalps lille pande, modtager et højt grin og hænder på mit ansigt i hendes glæde.

,,Hvad havde Sebastian gjort?"

Jeg kigger på hende og smiler kækt. ,,Ingenting du bør bekymre dig med, min ild."

Hun løfter et bryn hurtigt, men lader det falde igen og sætter skeen fyldt med mos til vores datters åbne og ventende mund, fodre hende den mos der skal holde hende mæt og gøre hende stærkere.

,,Hvordan gik træningen med hvalpene?" Spørger hun mens hun tørrer en del af den mos der er fra vores datters kind af i en klud på bordet.

Jeg observere hende fodre vores lille hun, kun otte måneder gammel er hun. Hendes glatte blonde hår når hendes skuldre, hendes grønne øjne skinner med glæde over den mad Alana fodre hende, den mad hun hurtigt sluger, kun for at åbne munden og kræve mere. Når hun ikke føler det går hurtigt nok afgiver hun et højt skrig, får Alana til at stirre på hende med hårde øjne før hun falder til ro igen og får endnu en skefuld af hendes mos.

,,Felix?"

Jeg blinker et par gange, kommer ud af mine egne tanker og kigger på hende med hævede skuldre mens hun skuler til mig af min ignorering af hendes spørgsmål før hun igen går tilbage til at smile og snakke med vores hvalp.

,,De tror alle de er uovervindelige. Du og Lillian giver dem for meget selvtillid i forhold til de lige er skiftet og ikke kan kontrollere deres ulve endnu. Jeg måtte skille hunner og hanner fra hinanden. Hunnerne blev ved med at angribe hannerne med klør og tænder, lille ulv."