Lupus Feram

TREOGHALVTREDS

Jeg kan mærke Felix's blik på mig, på mit ansigt mens jeg sidder ved Julias side, hendes hvalp i mine arme. Hendes hvalp er stadig lille, stadig afhængig af hende og den mad hun producere til ham.

Han ligger i mine arme, kigger op på mig med store brune øjne, undersøger mit ansigt, de sjove ansigter jeg laver til ham bringer et lille smil til hans læber, viser de tandløse gummer han vil have længe endnu.

Julia ved min side, snakker med de andre hunner, lader mig sidde med hendes hvalp, lader mig vise ham opmærksomhed og min kærlighed for den hvalp der er søn af en af de hunner jeg stoler på uden tvivl og holder af mest af.

Jeg viser de andre hunner at hendes hvalp, Jonas, er speciel for mig. Speciel som Sophie er speciel for mig. Jeg vil træne den her hvalp, lære ham hvad jeg ved og alt jeg kan.

Han vil være elsket og stærk. Modig og retfærdig. En han med en gylden fremtid.

Jeg viser alle de nye hvalpe opmærksomhed, holder dem i mine arme, viser og fortæller deres mødre at de altid vil have min beskyttelse, accept og kærlighed. Der er ingen anden mulighed for mig, de er alle en del af mine hunner, de hunner jeg vil beskytte med mit liv, det samme gælder for deres hvalpe, uanset hvad deres mager mener om mig og min ulv.

Det er hans gråd der trækker mig ud af mine egne tanker og jeg vender mig mod Julia, overgiver hendes hvalp til hende så hun kan fodre ham, give ham mælk nok til at være mæt, til at vokse og blive stærkere.

Jeg kigger op, får øjenkontakt med Felix og sukker. Hans blik fortæller mig det er noget han ønsker højt. At have en hvalp, at få en søn han kan lære alt, fortælle historier, vise kærlighed, træne ham til at blive den næste Alpha.

,,Felix." Siger jeg, stiller mig op fra stolen og tager et skridt mod døren i flok-huset. ,,Lad os snakke sammen. Alene."

Han kigger på mig med rynkede bryn, men rejser sig fra sin stol, siger et kort farvel til hannerne omkring ham og følger mig ud af køkken-alrummet, ud af flok-huset og til vores egen hytte, hvor den diskussion jeg frygter vil tage sted.

Hytten vil ikke længere være fredfyldt. Ikke længere være fyldt med sen stønnen og leg i mørket i vores værelse. Den vil være stille. Trykket med vrede og sorg når jeg fortæller ham jeg endnu ikke ønsker en hvalp. At jeg vil vente med at blive mor. Holde ham fra at blive far, holde ham fra hans egen fremtid, fra flokkens fremtid.

Jeg sætter mig i en lænestol i stuen, nikker mod sofaen der står ved siden af den og han sætter sig i den, krydser sine arme over sit bryst og kigger på med et løftet bryn, fortæller mig stille at sige hvad jeg har på hjertet.

Jeg kigger på ham, jeg kan allerede mærke hvordan luften bliver tungere, hvordan min ulv protestere imod det jeg har tænkt mig at ytre.

,,Jeg ved min cyklus vil komme indenfor de næste par dage." Siger jeg lavt, kigger på ham og ser ham nikke.

,,Det er jeg godt klar over, Alana."

Jeg fugter mine læber hurtigt, prøver at sluge den nervøsitet jeg mærker i øjeblikket. Alting har været godt mellem os i flere måneder nu, men jeg vil ændre alting nu.

,,Og jeg ved du ønsker at vi udnytter min cyklus. At vi opbygger en familie sammen, en fremtid, både for os selv, men også for flokken. At vi giver dem den næste Alpha med den her cyklus. Jeg ved alt det her, du har selv sagt det. Jeg ved du ønsker det højt. Jeg kan altid mærke dit blik når jeg sidder med hvalpe i mine arme og jeg kan kun gætte at du vil have det er vores hvalp jeg sidder med. Vores hvalp jeg viser min kærlighed. Og jeg forstår dig godt, det gør jeg virkelig Felix."