Lupus Feram

FEMTEN

Jeg knurrer højt af hende, af hendes hånlige ord. Hun tror hun er mere end mig, end min ulv på grund af hendes opvækst i flokken. Tror vi er svage fordi vi ikke voksede op ved hendes side.

Hvis jeg lader hende fortsætte med at opføre sig som hun har gjort indtil videre vil hun aldrig stoppe. Andre hunner vil tro hendes opførsel er acceptabel og begynde at deltage i hendes hævn-togt mod mig.

Mit skridt frem og min hånd om hendes kæbe er hurtige. Min styrke der presses på hendes kæbe får hende i omdrejninger og hun kradser på min arm med hendes lange negle. Et desperat håb om jeg vil give slip på hende.

Jeg knurrer igen og løfter hende fra gulvet, hendes fødder dingler 20 centimeter over træ-gulvet før jeg tvinger hende ned igen, hendes krop rammer gulvet med så stor en styrke, gulvet protestere mod det, revner kan høres blive dannet.

Gisp og dybe hurtige indåndinger kan høres i rummet, men jeg har kun øjne for den hun jeg har tvunget voldsomt i gulvet.

Hun ligger under min hånd på hendes kæbe. Gispende og tåre i øjnene.

,,Jeg er ligeglad med din respekt, Lillian." Snerrer jeg. ,,Jeg kræver blot du ikke viser dit had mod mig. At du ikke er respektløs overfor mig når der er andre hunner tilstede. At du ved at jeg er og altid vil være over dig i flokken. At jeg er den bedre ulv. Du vil aldrig kunne slå mig, Lillian. Nok er jeg en hvalp i forhold til dig, men jeg er stadig bedre og stærkere. Du vil vise du forstår det. At du forstår du skal holde din kæft med dine hviskerier og ikke engang kigge på mig, medmindre jeg beder dig om det. Du vil vise både mig og de andre hunner at du ved jeg er bedre end dig. At jeg bestemmer over dig og dit liv!"

Jeg stirrer på hende, viser hende jeg ikke vil acceptere mere af hendes opførsel. Hun vil indfinde sig under mig. Nok er jeg ny og uvillig i hendes flok, men jeg er bedre end hende. Bedre end en hun der hadede mig fra første gang hun så mig.

,,Nik og sig du forstår mine ord, Lillian." Beordrer jeg hårdt. Mine ord er ikke nogen hunnerne er vant til. De er kolde og hæse, hvor jeg plejer at være sød og smilende. Det er første gang de har set mig sur og befalende.

,,Jeg forstår, Luna." Mumler hun og nikker hendes hoved, hendes øjne fokuseret på de vilde ulve bag mig.

Jeg tvinger hende til at se på mig. ,,Husk på det, Lillian. Jeg vil huske dig på det hver gang du glemmer det. Huske dig på hvem der er stærkere. Jeg er ikke en lille hvalp du kan hundse rundt med. Jeg vil kæmpe mod dig hver gang du kæmper mod mig."

Jeg skuler mod hende og giver slip på hendes kæbe. Jeg tvinger mine ben til at stå, at udstrække sig til jeg står med rank ryg foran resten af de respektløse hunner.

,,Hvis i andre har noget at sige, så sig det nu. I vil følge de samme regler som Lillian." Hisser jeg. ,,I tror måske jeg er hjælpeløs overfor jer. Jeg er så meget mere. I tror jeg ikke fortjener at være her på grund af min opvækst. På grund af min tidligere flok. En by-flok."

Jeg smiler skævt af de tanker. ,,Jeg vil fortælle jer om mig selv nu. Så i ved hvem i vil gå op imod hvis i vælger at fortsætte med at være respektløse. Min far er Første-Kriger for hans flok. Jeg har gået til træning med ham og de andre Krigere i hans flok siden jeg var lille. Nok har i trænet her siden i skiftede, men jeg har trænet siden jeg kunne gå. Trænet mod og med Krigere i flokken. Slået de bedste Krigere i den flok før jeg fyldte 18 og blev valgt. Jeg er blevet trænet fra jeg var helt lille til at overtage min fars stilling som Første-Kriger i den flok når jeg var færdig med at udleve mine drømme. Den første hun i den stilling. Min gamle Leder påbegyndte personligt min træning da jeg skiftede. Jeg er bedre trænet end nogen af jer. Jeg er den stærkere ulv og jeg vil huske jer på det. Fortsæt som i gør nu og i vil få min træning at se på første hånd."