Lupus Feram

TRETTEN

En uge. Syv dage. 168 timer.

Så lang tid har jeg været fanget i hans territorie. Så mange nætter har jeg måtte ligge i samme seng som en vild ulv jeg ikke kender eller stoler på. Så mange dage har jeg spist frokost med Felix alene, for kun at spise middag med hans vilde ulve om aftenen.

De fleste af hans hunner er høflige og byder mig velkommen til deres flok. Prøver at engagere mig i deres traditioner og arbejde i flokken, men der er stadig de få hunner der skuler mod mig når de tror jeg ikke lægger mærke til det. De hunner der ikke mener jeg er dem værdig.

Jeg må give dem ret. Jeg burde ikke være her, ikke fordi jeg ikke er værdig, men fordi jeg ikke hører hjemme blandt dem. Jeg er ikke traditionel eller underlegen. Jeg er ikke ovenud lykkelig for at have en mage og slet ikke for at have en titel i flokken.

Lillian har samlet en lille grupper hunner der ikke lavet andet end at skule og hviske når de ser mig. De tror jeg ikke kan høre hvad der hvisker. Mine sanser er bedre end hvad de tror. Jeg hører hvert ord der ytres om min uvidenhed. Min uvillighed til at være deres Alpha underlegen, til at indrette mig hans regler og traditioner. At jeg er svag og aldrig vil opnå deres Alphas respekt eller tillid.

Jeg ruller bare øjne af dem og deres ord. De kan snakke alt hvad de vil om mig, jeg har ikke i sinde at forblive her og lede dem med en vild ulv ved min side. Jeg kan håndtere deres respektløse ord og øjne. Jeg er en bedre ulv end dem.

Jeg har endnu ikke haft muligheden for at føre en privat samtale med de to nye hunner. Altid omringet af Felix's hunner eller deres mager. Jeg har lært der ikke er meget frihed her. Jeg er enten omringet af hans hunner eller den vilde ulv selv. Det eneste tidspunkt jeg har for mig selv er når jeg er i badeværelset.

Min brændte ryg er helet, men hans mærker sidder stadig i min hud. Jeg ville ønske de ikke var der. At de ikke var til skue for hele hans flok hele tiden. Det samme med den hjemmelavede GPS jeg er tvunget til at gå med om taljen.

Jeg er ydmyget.

At gå rundt i døde dyr konstant. Min krop nærmest nøgen for alle at se. Mine mærker brændt i min hud er tydelige. Det faktum at deres Alpha ikke stoler på mig endnu er tydeligt for alle hans ulve. Bjældebæltet er stadig låst om mig. Borer sig i min hud når jeg sover. Larmer når jeg tager et skridt.

Jeg bliver sindsyg af den lyd. Den er der konstant. Jeg slipper aldrig fra den.

Min pande har fået flere kys af en vild ulv end jeg nogensinde havde håbet eller forestillet mig. Hver gang han kommer ind i et rum jeg er i, planter han et kys på min pande, en hånd på min skulder. Jeg ved hans hunner basker sig i den opmærksomhed deres mager giver dem frivilligt, men jeg ville hellere være foruden.

Hver chance han får for at røre mig, tager han. Han er umættelig når det kommer til kontakt. Det er et mirakel jeg endnu ikke har hævet hans hænder af hans arme. Det er ikke hænder jeg vil have på min nøgne hud.

Jeg har endnu ikke oplevet en afstrafning for ulydighed eller dårlig opførsel. Den er om hjørnet, det er jeg sikker på. Det er ikke bevidst jeg gør ting anderledes end hvad han og hans flok finder acceptabelt. Jeg er ikke opvokset som de er.

Min opførsel er måske ikke bevidst, men de ord jeg spyr mod min selvudnævnte mage i privat er. Han fortsætter med at kræve og kræve af mig, uden at give igen. Han snakker om bedre dage der er forud, om den kærlighed vi kan opleve hvis jeg giver ham hvad han vil have, men han gør intet af hvad han siger.