Lupus Feram

SYV

Jeg sidder stift på stolen mens den brun-hårede hun og en blond hun, Olivia var hendes navn vidst, mixer en masse planter og blomster sammen, kun for at sprede den knuste masse ud over min krop. Mit våde håndklæde jeg havde snoet stramt om min krop blev hurtigt taget fra mig og jeg blev tvunget til at sidde nøgen i selskab med to hunner jeg absolut ikke kender eller stoler på.

Jeg er ikke sikker på hvor jeg har de to hunner, især ikke efter den voksning de gav mig lige da jeg blev hevet ud af badeværelset. Alt hår fra min nakke og nedefter er blevet hevet ud af min krop, min krop rød et par minutter efter før helingen slog ind og bekæmpede den hårdhændede episode, alt kun for min mage kunne se hvad jeg kunne tilbyde, ifølge de to hunner.

Den brun-hårede hun træder væk fra mig med et tilfreds smil og nikker for sig selv. ,,Bare sørg for symbolerne er lavet ordentligt Olivia, så går jeg igang med håret."

Jeg kigger på hende undrende, men spørger ikke om noget. 'Hvilke symboler?' vil jeg sige, men jeg har ikke åbnet munden for at sige noget endnu og jeg tror ikke jeg kommer til det heller. De to hunner er flinke, men alt for aggressive for min smag. De tog den eneste barriere jeg havde fra mig og nu sidder jeg ubekvemt på en stol, mens den ene maler gamle symboler, som jeg ikke kender meningen på, på min krop, mens den anden hun fletter små totter af mit hår og glider perler i mit hår.

Hvad har jeg nogensinde gjort for at fortjene det her? Hvordan kan skæbnen mene at jeg har fortjent at blive en vild ulvs mage? Ikke blot en vild ulv, men en Alpha der er mere ulv end mand. Måske jeg ikke altid har fulgt alt hvad mine forældre krævede af mig, men jeg har aldrig gjort noget der kunne retfærdiggøre det her.

Begge hunner træder væk fra mig og kigger mig op og ned, tager mig kritisk ind for at se om de mangler noget. De smiler og nikker til hinanden. Åbenbart har de husket alt.

Godt for dem. De kan være tilfredse med deres indsats og den tjeneste de har gjort deres Alpha, men de har aldrig kendt andet. Aldrig oplevet at leve udenfor den her kolde, mørke skov. Jeg ved hvordan livet er ude i verden. Hvordan kvinder har flere rettigheder, end hvad de har. End hvad jeg vil have når jeg er blevet introduceret til hans vilde flok.

,,Vi mangler bare smykket Luna, også er du klar." Siger den brun-hårede hun og holder et læder og jern-bælte med små sorte bjælder der larmer så snart der er den mindste bevægelse. Jeg kigger på hende med et hævet bryn og venter på en forklaring på det underlige 'smykke'. Hun smiler forstående. ,,Det er en kæde der vil være rundt om din talje. Bjælderne vil fortælle Alpha og resten af flokken hvor du er hele tiden, Luna. Alpha kan tage det af når han mener du ikke er til fare for at ville forlade os."

Jeg skuler mod bæltet af forklaringen og har absolut ingen lyst til at tage det forfærdelige stykke middelalderlige-GPS på. Er det noget alle hunner der kommer til hans flok må igennem? Hvordan kan han tro det er noget jeg bare vil acceptere? Jeg kan jo bare tage det af så snart jeg er tilbage i det her mørke værelse.

Olivia hiver mig op fra stolen og den anden hun er hurtig til at snige bæltet omkring min talje, stramt om min krop, bjælderne er kolde mod min hud og en lægger sig blødt i min navle. Jeg har lyst til at hive det af igen, men lyden af en lille lås der klikkes på enden af bæltet er klar i mine øre, den kolde lås hænger mod min ryg. Jeg prøver at snige en finger under bæltet for at hive i det i min desperation, men det sidder for stramt mod min krop.

Jeg knurrer af de to hunner, der blot smiler til mig og går mod en bjørnepels der ligger hen over en stoleryg og tager det i deres hænder og går mod mig. Jeg skuler mod dem mistænkeligt. Jeg vil absolut ikke have et dødt dyr på mig, slet ikke min nøgne krop. Da de kommer for tæt på med bjørnepelsen holder jeg mine hænder op og indikerer de skal stoppe med hvad end det er de har gang i.