Lupus Feram

TI

Efter at have siddet med de vilde ulve og deres ikke-eksisterende manerer ved bordet blev jeg hurtigt og hårdt hevet efter Felix op til det dunkle værelse jeg nu kan kalde mit faste fængsel. Hans fingre så stramt om mit håndled, der ville sikkert være blå mærker når han endelig gav slip.

Han smækker døren tungt efter sig og jeg hiver min hånd fra ham og stirrer surt på ham. ,,Hvorfor hiver du mig rundt? Jeg har ikke gjort noget for at retfærdiggøre at blive hevet rundt som en dukke!"

,,Det er tid til du forstår vores traditioner og de regler du må følge fra nu af, Alana." Siger han i en tone der indikerer han langt hellere ville lave alt andet end at snakke med mig.

Jeg løfter et øjenbryn. ,,Jeg forstår udemærket, Felix." Snerrer jeg af ham og tager et skridt mod vinduet, som kunne det bringe mig noget mod. ,,Min plads i din flok er under dig. Jeg er dig totalt underlegen, på alle måder. Det viste du idag, flere gange endda!"

Han kigger på mig med snævre øjne. ,,Du blev introduceret til flokken som min hun, min valgte Luna, men der er stadig langt til accept i min flok, lille ulv. Du må vise du hører hjemme i din position som Luna. Nok er du mærket som Luna, nu må du bevise for flokken du har ret til den titel."

Jeg knurrer af ham. ,,Jeg har intet at bevise. Jeg vil ikke være her! Du har brændt mig, mærket mig for livet med tatoveringer og brændt min hud. Du har bidt dit krav til mig i mit kød og vist alle dine ulve jeg er under dig. Du har prøvet at manipulere dig ind i mit liv ved at fodre mig, prøvet at gøre mig afhængig af dig! Alle dine vilde ulve vidste det! Du tror du kan manipulere mig? Tror du kan gøre mig underlegen ved at lege små jule-lege?" Spørger jeg vredt og får øjenkontakt med ham. ,,Jeg vil få min hævn, Felix. Du vil komme til at hade mig mere end nogen anden ulv du nogensinde har mødt. Jeg vil spille dine spil foran din flok. Jeg vil vise din flok den underlegne Luna du så voldsomt kræver. Men vær sikker på jeg aldrig vil komme til dig frivilligt. Jeg vil aldrig stoppe med at manipulere dig, som du gør mig. Du tror du kan tvinge min frihed ud af mig? Jeg vil vise dig hvor stærk min ånd er. Hvor stærkt jeg ønsker min frihed."

Han kigger blot på mig i stilhed efter mine ord. Hans øjne skifter mellem guld og krystal blå. En intern krig mellem ham og hans ulv. Hans kontrol kommer på prøve og jeg ved det. Hans krav på mig er klar for alle. Hans ulv mere end nogen anden. Mine ord er velovervejede. De er ment til at gøre hans ulv sur. Ukontrollerbar.

,,Du vil hurtigt finde dig spist af større ulve hvis du ikke indpasser dig totalt, Alana." Knurrer han, hans ulv stadig under overfladen. ,,Du er Luna nu. Du har pligter overfor flokken du må opretholde. Du er under mig, men over alle andre ulve i flokken. Du må bevise du kan håndtere den magt. At du kan beskytte flokken over alt andet. Du må fortjene deres tillid. Min tillid. Jeg har ikke i sinde at manipulere med dig. Vores traditioner er faste her, lille ild. Når jeg finder dig værdig og klar til at indtage din rette plads ved middagsbordet, så vil du sidde hvor en Luna burde. Når jeg mener du ikke vil flygte fra mig, så vil jeg fjerne bæltet fra din talje og dække din hud. Min flok vil vide du først da er troværdig, ikke før." Siger han og tager et skridt tættere på mig. ,,Du kan spille dit skuespil for dem, men de vil aldrig tro dig før du kan indtage din retmæssige plads. Før du har udvist du forstår hvordan denne flok fungerer og jeg stoler på dig vil mine ulve ikke stole på dig. De vil teste dig, stille dig som den fremmede i flokken. Jo hurtigere du finder dig til rette, jo hurtigere vil flokken komme til dig."

Jeg klemmer mine kæber sammen voldsomt ved hans ord. Jeg har forstået det her vil være hårdere end noget andet jeg nogensinde har oplevet. Jeg må omstille mine tanker, mine forventninger til min fremtid til at indpasse mig den vilde ulv foran mig. Hvis jeg vil overleve i hans territorie må jeg omstille hele min personlighed og vise jeg burde være en del af hans flok og ikke blive jagtet af hans ulve.