Lupus Feram

FIREOGFYRRE

Endnu et år ældre. Dagene bliver længere, vinterens hårde kulde lister stille væk fra flokken, efterlader jorden med et lille lag frost, træerne venter på forårets stormende fremkomst, venter på de endnu engang kan dække deres grene med grønne blade der blot vil visne hen og rådne op på jorden når efteråret og vinteren kommer igen.

Det er naturens cyklus der kører om og om igen, år for år.

Det samme gælder for alle mennesker, alle ulve. For hvert år ældre man bliver, vil der være en chance for at udvide familien, bære et liv i livmoderen. Der vil være nogen man mister, enten ved døden eller ved at blive valgt som mage. Tvunget til at miste al kontakt med dem, lade den kærlighed man havde visne hen og rådne op.

,,Tillykke med fødselsdagen, min ild." Mumler han hæst i mit hår, presser mig mod hans brystkasse, inhalerer dybt. ,,Vi har morgenmad med flokken idag i fejring af din fødsel."

Jeg gaber højt, ligger ikke skjul på jeg stadig er træt, at jeg bruger mere energi end jeg får ved vores søvn sammen. Det er den samlede insats med Sophies længere træning, træningen af de hunner der ikke er runde med hvalpe og alle de opgaver jeg udfører med hunnerne for at sørge for flokken fungerer optimalt, samt altid at have diskussioner med Felix om hvordan flokken burde ledes, hvordan jeg ikke ønsker en hvalp allerede nu.

Det dræner min energi hurtigere end jeg kan genoplade mine batterier.

,,Hvornår skal vi mødes med dem?"

Han brummer lavt, hans fingre borer sig i min hud under den hjemmelavede nat-kjole som jeg gør brug af. ,,Du har 10 minutter til at gøre dig klar før vi skal mødes med flokken og spise."

Jeg nikker med et højt suk, rykker mig fra ham og kommer igang med at iklæde mig en af de pels-kjoler jeg er tvunget til at bære dagligt. Mine fødder er igen udsat for den kolde jord når jeg går rundt udenfor, fremfor de læder og pels støvler jeg bar under vinteren. Mit hår hænger løst ned af min ryg, flere og flere små fletninger i det, perler rullet på fletningerne.

Jeg kigger mig over skulderen, får øjenkontakt med Felix og vender mig helt mod ham, kigger på ham mens han trækker hans pelsede bukser på, mit bryn løftet bare af at skulle vente på ham.

,,Er du klar, Felix?" Spørger jeg irriteret. ,,Du tager længere tid end jeg gør, og jeg er hunnen her."

Han mumler lavt og jeg kigger på ham med snævre øjne, truer ham til at snakke højere og han nikker blot hans hoved, trækker mig med ham ud af værelset og hytten, mod flok-huset og hele flokken der er samlet for at fejre min fødsel.

Vi fejre noget jeg ikke selv har nogen intenstioner om at fejre, ikke nogen glade tanker omkring. Med mit nye leveår kommer naturens trussel om en fremtid jeg vil bære. Med mit nye leveår kommer, ikke blot Felix's ønsker og forventninger, men også flokkens, om at jeg bringer dem en ny fremtid, en ny Alpha.

En hilsen til alle i flokken er nødvendig da vi træder ind i flok-huset, møder alle ulvene samlet der smiler stort til os og kommer for at ønske tillykke.

Smil og nik til hannerne. Kind mod kind med hunnerne og de små hvalpe. Et kys på kinden og en hånd på de runde hunners maver.

Min kærlighed og omsorg overfor flokken er tydelig i den hilsen jeg giver hver ulv. Viser de runde hunner den ekstra kærlighed, det er dem der bringer liv til flokken, de har ret til al den kærlighed og omsorg de kan få.

Smilende lykønskninger og grin mens vi spiser morgenmad sammen som en flok. En nysgerrig lille han, ikke mere end halvandet år, kravler op på mit skød mens vi spiser. Han er en hvalp der altid søger kontakt med andre, leger med mit hår og perlerne i det. Hans mor så på mig skræmt den første gang han fandt sin vej til mig og mit skød, den første gang han hev mig i håret. Jeg grinede bare af hende og sad med hvalpen i mine arme i længere tid, lod ham gøre hvad han ønskede.