Lupus Feram

ET

Pigen i spejlet der kigger intenst tilbage på mig, er ikke en jeg kan genkende. Hun er så langt fra hvad jeg husker mig selv som.

Den sorte kjole er som et andet lag hud på mig. Den er smuk, ja, men langt fra hvad jeg normalt ville være iklædt. Den nedringede ryg viser min hvide fregnede hud til alle der kigger på mig. Jeg hader det. Jeg føler mig udstillet for hele verden at se.

Jeg lader mit blik vandre i spejlet. Kjolen når gulvet og gemmer mine sorte stiletter der gør mig syv centimeter højere end jeg normalt er. Jeg sukker for mig selv.

,,Åh! Du er så smuk, Alana!" Siger min mor spændt med et stort smil.

Jeg kigger på hende via spejlet med mit sædvanlig udtryk. Kedsomhed. Hun ryster hovedet af min reaktion på hendes ord og tvinger mig til at sidde på en stol så hun kan påbegynde min makeup og hår.

,,Du er sikker på at få meget opmærksomhed i aften, skat." Siger hun og jeg himmelvender mine grønne øjne. Jeg ved hun prøver på at få mig til at være lige så spændt som hun selv og mine søstre er på ballet, men jeg kan ikke finde det i mig.

,,Ja ja, mor." Siger jeg irriteret og hun begynder at børste mit lange røde hår hårdt. Jeg skærer ansigt af smerten. ,,Kunne du måske være mere forsigtig?!" Spørger jeg irriteret og hun sukker, men fortsætter med blidere hånd i mit hår.

En stilhed ligger sig over mit værelse mens min mor fortsætter med at krølle mit hår til perfektion og jeg vil så gerne løbe min hånd igennem det, men jeg ved hun bare vil starte forfra hvis jeg vover på at gøre det.

,,Jeg forstår ikke hvorfor du kæmper så meget imod det her, Alana." Siger hun og stiller sig foran mig og smører for meget foundation over mit ansigt i et forsøg på at gemme mine fregner væk. Jeg kigger op på hende surt og vifter hendes hænder væk fra mit ansigt.

,,Jeg kan godt lide mine fregner, mor!" Siger jeg højt og begynder at fjerne noget af den dækkende substans så de står frem henover mit ansigt. Jeg smiler for mig selv. ,,Og du må da meget undskylde at jeg ikke er som alle andre piger der drømmer om prinsen på den hvide hest. Jeg kan sagtens tage vare på mig selv."

Hun sukker og ryster hovedet, men forbliver heldigvis stille mens hun lægger resten af min makeup og tager et tilfredst skridt tilbage for at se hendes mesterværk ordentligt. Hun smiler tilfreds for sig selv og nikker. ,,Lad vær med at gøre noget ved mit hårde arbejde, Alana." Advarer hun og hurtigt går til min dør. ,,Bilen er her om ti minutter. Din far og jeg forventer du er dernede om fem, skat." Siger hun og hurtigt forlader mit værelse og efterlader mig til mig selv og den ukendte pige i spejlet.

Jeg skuler til spejlet og står op fra stolen hurtigt og vender spejlet ryggen og går mod min dør. Jeg vil bare have den her aften overstået. Der er intet i verden der er mindre tiltalende for mig lige nu, end det at være tvunget til at gå til et latterligt bal.

Jeg går stille ud af mit værelse og mod trappen ned til stuen da mine to ældre søstre farer forbi mig i et virvar af tyl, silke og hvidt. Den kvælende parfume de har overhældt sig selv med for at være mere tiltrækkende hænger tungt i luften og jeg har lyst til at brække mig.

Jeg ryster hovedet af dem og fortsætter ned af trappen efter dem og stopper op efter det sidste trin, hele min familie kigger på mig. Jeg stirrer tilbage på dem irriteret og min far smiler stort og hiver mig ind i et knusende kram.

,,Min lille pige." Siger han og trækker sig ud af krammet. ,,Hendes første bal." Han kigger på mine søstre. ,,Nu må i to passe på Alana til ballet." Siger han hårdt og de nikker, men himmelvender deres øjne af vores far og hans overbeskyttende væsen.