Lupus Feram

NITTEN

Stilhed.

Ingen af hannerne foran mig siger noget. De står bare og stirrer dumt på mig, før jeg endelig finder den vilde ulv jeg søger. Helt foran alle de andre og stirrer lige så dumt på mig som resten af hans flok.

Jeg knurrer højt, viser min utilfredshed og tager et skridt mod ham, hannerne tager et skridt væk fra mig da jeg træder imellem dem.

,,Du tror du kan efterlade mig? Lænke mig til din seng og lade mig lide i den cyklus du har tvunget på mig? Lade mig stille dø af sult? Gøre mig svag ved at ignorere mig?!" Råber jeg af ham.

Endnu et skridt tættere på ham tager jeg.

,,Lade mig være sårbar og ubeskyttet alene i en hytte alle dine ulve kan gå ind i? Lade din egen mage være alene i så en svag position når der er så mange ledige hanner? Tror du jeg nogensinde ville acceptere det, Felix?!"

To skridt.

,,Jeg er sur, nej. Jeg er vred. Du vil have jeg indpasser mig din flok? Lader min ulv løbe fri? Opfører mig som jer? Mere dyrisk end menneskeligt?" Spørger jeg sarkastisk, min ulv er klar.

Tre meter fra ham. Hans øjne er gyldne som mine, hans blik kører omkring alle hannerne samlet med ham. Søger efter farer for hans hun.

,,Der er en grund til jeg har holdt mig tilbage, Felix. Min ulv er ubarmhjertig. Hun viser ingen nåde. Hun er blodtørstig. Hun er sur. Hendes behov er ikke blevet tilfredsstillet. Vi blev efterladt alene uden nogen hjælp til at komme igennem vores cyklus. Hun er ude efter blod. Mere præcist dit blod lige nu." Snerrer jeg og tager endnu et skridt mod ham.

,,Lad mig vise dig hvad der sker når hun er vred og i komplet kontrol."

Med de ord hopper jeg et skridt frem og lander på fire poter foran ham. Jeg er hurtigt til at springe på ham, bide mig fast i hans overarm og han rystes ud af den tankegang han havde før om hannerne og er tvunget til at håndtere mig.

Hans ukontrollerede mage i cyklus som han ikke tog sig af.

Inderst inde ved jeg han ikke er til skyld for det. At det er præcis hvad jeg ønsker. At gå igennem min cyklus alene, men jeg er ikke mig selv lige nu.

Han ryster mig af ham og skifter hurtigt til hans ulv og knurrer af mig. Prøver at tvinge mig til at vise ham min hals, min mave.

Det virker ikke. Min ulv bliver blot mere rasende og spæner mod ham, hendes skarpe tænder på display for ham og alle hans ulve. Jeg bider mig fast i hans ene bagben, hans blod løber i min mund, ned af mine kæber og sætter sig fast i min pels.

Min ulv er ekstatisk. Hun har trukket det første blod. Fået smagt den hans blod der forudrettede hende. Ignorerede hende. Lod hende være sårbar.

Han knurrer af mig og svinger hans klør mod vores mave, formår at trække blod fra os, danne et åbent sår der svier.

Ingen af os er glade. Vi trækker os ikke fra den kamp der må udkæmpes.

Det er ikke blot min cyklus vi slås om. Det er endelig alle de uretfærdigheder jeg føler jeg har oplevet. Alle de traditioner han påtvinger mig jeg gør oprør imod. Det styrker min vrede at huske på alt hvad han har tvunget mig til, gjort mod mig.

Vi står overfor hinanden, trækker vejret hårdt. Studerer hinanden og venter på den anden skal tage det første skridt og angribe.

Jeg er vant til at vente. En af de første ting min far lærte mig var at vente på min modstander. Lade dem angribe mig først når kampen står stille. Lade dem tro de er stærkere og klogere. Observer dem, find deres svage punkt, et åbent stykke kød jeg kan bide mig fast i.