Lupus Feram

FYRRE

Ugen har været hård for både mig og de uskiftede hunner. Hårdere træning, længere træning for dem og konstante kampe mod hunnernes ulve for mig.

Jeg har forsøgt at fokusere på de uskiftede hunners træning mere og mere, blot for at opbygge deres selvtillid. Jeg har ikke fortalt dem at de skal kæmpe imod de uskiftede hanner. Det vil være hvalpe mod hvalpe. Venner og kammerater mod hinanden i en kamp om at ende ud som den stærkeste, den mest dominerende ulv.

Den første af de skiftede hunner har oplevet hvordan min ulv sætter andre på plads. Bidt sig fast i hendes pels, hendes kød og muskler, revet muskler fra hinanden og efterladt store åbne sår for at vise at hun er ulven på toppen, hun er den stærkeste i vores træning.

Lillian har ligget i sengen i et par dage efter den lærestreg, måtte hele med tid og ro. Hendes mage var ikke glad for hun blev båret ind i deres hjem af mig efter træningen, ikke glad for jeg fortalte ham at hun skulle have ro og at han måtte tage sig af hende fremfor modsat.

Jeg smiler til de uskiftede hunner, mine hænder på mine hofter og jeg kigger ud over de ti hunner foran mig. De forstår ikke hvorfor jeg har samlet dem foran flok-huset og bedt dem være i deres træningstøj. Det er ikke vores normale træningsdag.

,,Idag skal vi vise jeres Alpha og hannerne hvor langt i er kommet med jeres træning, hvor stærke og modige i er blevet ved at kæmpe imod de uskiftede hanner en-og-en." Siger jeg højt, min stemme giver ikke plads til spekulationer over deres evner før jeg går mod træningsområdet, hunnerne bag mig hurtigt.

,,Jeg er stolt over jer alle sammen. I er kommet langt siden vi begyndte vores træning. Så længe i gør jeres bedste, så vil i have gjort mig stolt af jer, lige meget om i vinder jeres kamp eller ej. Husk på det." Siger jeg og vi ankommer til træningsområdet, Felix og James står foran de uskiftede hanner der ser mig ankomme med hunnerne bag mig. ,,Jeg vil være her og holde øje med at i ikke kommer til skade. Hvis i føler det bliver for meget, så rør deres skulder og kom hen til mig. Der vil aldrig ske jer noget så længe jeg er her."

Jeg stopper op foran de uskiftede hanner, kigger på Felix der smiler selvtilfredst og nikker til ham.

,,Jeg vil udvælge ti af jer der skal kæmpe imod hunnerne idag. Det vil være en kamp en-og-en, indtil den ene af jer rør jeres modstanders skulder i nederlag." Siger han højt, kigger ud over alle hvalpene samlet på området. De nikker alle sammen i forståelse af hvordan træningen idag vil foregå. ,,Der skal ikke være nogen der kommer til skade eller andet idag. Det her er for at se om hunnerne kan blandes med hannerne i deres træning."

Jeg nikker og udvælger den første hun til at kæmpe imod en han. Nervøsiteten er slået ind i hende, hendes hænder ryster let og hun piller ved hendes negle. Jeg lægger en beroligende hånd på hendes skulder, får hendes opmærksomhed.

,,Husk at du altid kan tappe ud, lille ulv. Du har trænet hårdt og er klar til at vise hvad du kan. Du er stærk. Tro på dig selv og du vil vise andre hvor stærk du er."

Hun nikker kort, hendes øjne stadig usikre, men stædighed og mod har sat sig i hende og hun stiller sig op til den hvalp der står tilbage, resten står ved Felix's side, som hunnerne står ved min.

Kampen er hurtigt overstået, min hun tappet ud efter fem minutter med hannen i kamp og jeg smiler stort til hende da hun går imod mig og nikker af hende, bringer hende til mig og giver hende et trøstende kram og hvisker opmuntrende ord i hendes øre.

Sådan fortsætter kampene indtil videre, hannerne bliver mere og mere selvglade og smiler stort af dem selv jo flere af mine hunner de slår. Felix smiler stort og kigger på mig med en selvtilfreds mine på hans ansigt, som vidste han at det her ville ske hele tiden.