Lupus Feram

FEM

Træerne suser forbi os. Skoven bliver tykkere jo længere tid vi kører, og jeg frygter for hvor jeg bliver slæbt hen. Vejene er blevet smallere og erstattet med grus fremfor asfalt. En følelse af frygt og angst klamrer sig til mine indvolde og mit hjerte slår hurtigere og hurtigere mod min brystkasse.

,,Vi er ved grænsen til mit land snart." Siger Felix bag mig og min krop låser sig. Mine led vil ikke virke lige meget hvor meget jeg vil have det. Hans land? Han har sit eget land og mine øjne klemmer sig sammen ved den overraskelse.

,,Selvfølgelig er en arrogant ulv som dig Leder." Mumler jeg lavt. ,,Hvad tænkte jeg dog på?"

Han ler lavt og jeg vil intet andet end at vende mig om og rive hans hoved af. ,,Alpha."

Jeg rynker panden, men fortsætter med at kigge ud af vinduet mens bilen fortsætter i høj fart ned af en tæt groet vej, ikke engang grus mere. Kun jord og døde blade ligger hvor vi kører nu og jeg ved at vi er langt fra alt hvad jeg kender. Væk fra civilisation og jeg vil være i hans territorie.

,,Hvad mener du med Alpha?" Spørger jeg lavt og trækker vejret dybt i et forsøg på at få mine følelser under kontrol igen. Jeg hverken kan eller vil vise ham flere af mine tårer og usikkerheder.

,,Jeg er Alpha af min flok, ikke Leder. Kun de meget frisindede og by-levende ulve kalder deres Alpha for Leder. Min flok er traditionel, vores dyriske side er den vigtigste side af os." Forklarer han og jeg bliver øjeblikkeligt 100 gange mere nervøs og bange for hvad der vil ske med mig mens jeg er i hans hjem.

Jeg bider min læbe og trækker min knæ til mit bryst så jeg kun er en lille klump på sædet. Jeg ville aldrig have en mage, men slet ikke en af de traditionelle ulve. Nok er min flok og Leder frisindede og lader alle ulve uden en mage gå i skole og snakke med hvem de vil, men der var stadig et utroligt stramt regelsæt for os. De traditionelle ulve er meget værre. Mine forældre har advaret mine søstre og jeg omkring de meget dyriske og traditionelle flokke, hvis nu de skulle vælge os som mage.

,,Vi er snart ved min hytte." Ytrer Felix, men jeg fortsætter med at ignorere ham til fordel for at kigge ud af vinduet og få hurtige blikke af løbende ulve mellem træerne. ,,Du skal ikke være skræmt, lille ild. Så længe du forstår og følger traditionerne og mine regler vil der ikke ske dig noget."

Jeg krammer mine knæ hårdere til mig i et forsøg på ikke at lade Felix eller hans vilde flok ulve skræmme mig. Men det gør de. Jeg er ikke vokset op som de er. Jeg er ikke opdraget til at leve som de gør. Jeg er vant til at kunne snakke og røre dem jeg vil. Jeg er vant til at gå hvorhen jeg vil uden en mand. Jeg er vant til at have en mening og ytre den uden skam eller frygt. Jeg er vant til frihed.

Bilen stopper foran en oplyst hytte gemt mellem træerne og jeg rynker mine øjenbryn. Hvordan har de strøm så langt væk fra alting? Luke, chaufføren stiger ud af bilen og forsvinder ind i skoven. Felix stiger hurtigt ud af bilen og rækker hans hånd ud til mig. Jeg forbliver i mit sæde, fast besluttet på ikke at forlade bilen.

Felix bryst brummer og en lav knurren tvinger sig ud af hans hals. ,,Kom ud af bilen, lille ulv."

Jeg ryster hovedet. Jeg har på ingen måde lyst til at stige ud af den eneste ting der kan beskytte mig fra Felix og hans flok vilde ulve. Han tager ikke min ulydighed pænt og knurrer højere og højere før han bukker sig ind i bilen igen og griber ud efter mig.

Jeg presser mig længere og længere ind i døren på den modsatte side af ham, desperat efter at blive efterladt i bilen uden ham eller nogen anden ulv fra hans flok. Han læner sine knæ på bagsædet og rækker efter mig med begge hænder og formår at gribe mit skinneben og begynder kampen med at hive mig ud af bilen.