Lupus Feram

TRE

Jeg sidder stille i lænestolen i det mørke hjørne og observerer alt hvad der sker foran mig. Mange piger har et stort smil på læberne og en mand ved deres side. De er blevet valgt. Godt for dem hvis det var det de ønskede ud af aftenen. Jeg har aldrig kunne se det romantiske i at blive valgt af en mand som deres anden halvdel, deres mage. Min mor siger det er som endelig at finde en mening med livet. Mine søstre vil bare have en mand til at opvarte og forkæle dem.

Jeg vender øjne for mig selv og mine øjne kigger over rummet før jeg finder Madeline i armene på en høj og muskuløs mand. Hun smiler genert til ham, og jeg kan ikke lade vær med at begrine det syn. Madeline har aldrig været genert en eneste dag i sit liv. Manden lader ikke til at se igennem hendes dårlige skuespil, for han smiler bredt tilbage til hende før han læner ned mod hende og hvisker i hendes øre og hun smiler bredere. Jeg ryster hovedet let og smiler til mig selv over hvor dum den mand er før jeg kigger væk fra min søster, i søgen efter Annabel.

Jeg opgiver hurtigt at kigge efter Annabel i menneskemængden og slumper længere ned i lænestolen og lukker øjnene, mens et gab kommer ud af mig. Det har været en lang aften og jeg er uden tvivl klar til at tage hjem og sove.

,,Keder det dig virkelig så meget at være her?" Spørger en dyb stemme og jeg åbner hurtigt mine øjne i søgen efter den person der tør ødelægge min alene-tid. Jeg finder en høj og meget muskuløs mand stående op af væggen, skyggerne gemmer hans ansigt.

,,Det er uden tvivl den kedeligste fest jeg nogensinde har været til." Siger jeg uden at kigge væk fra ham. ,,Hvis jeg havde vidst hvor kedeligt det ville være, så havde jeg taget en bog med."

Han griner lavt. ,,Meningen er også du skal være social, lille ulv."

Jeg sukker og vender øjne. ,,Hvorfor skulle jeg dog gøre det? Så jeg kan spankulere rundt og vise mig selv for en flok vilde ulve? Ellers tak."

Han tager et skridt hen imod mig, men forbliver endnu gemt i skyggerne. ,,Os, vilde ulve, som du så sødt kalder os er din fremtid."

Jeg griner sarkastisk af hans ord. ,,Måske er i fremtiden for de piger der viser sig frem for jer, men det er ikke alle piger der ønsker det, ulv."

,,Hvorfor ikke?"

,,Hvad?"

,,Hvorfor ønsker du ikke en mand? En mage til at tage sig af dig, til at elske dig?" Spørger han forundret og går tættere på mig, men jeg kigger væk fra ham.

,,Hvorfor skulle jeg?" Spørger jeg jævnt. ,,Hvorfor skulle jeg iklæde mig en kjole, som jeg aldrig har haft på før og heller ikke har i sinde at tage på igen. Lægge make-up og sætte mit hår? Alt for en mand som ud fra mit udseende og en dans bestemmer om han vil have mig, resten af mit og hans liv? For at han kan bestemme over hvad jeg skal gøre. Hvad jeg skal spise. Hvad jeg må og ikke må. Hvornår han ser det nødvendigt at jeg skal blive gravid. Hvorfor ville nogen piger ønske det?" Spørger jeg og kigger på ham da han sætter sig i stolen ved siden af min.

Han er smuk. Flottere end nogen anden mand, eller ulv, jeg har set før. Hans krystal blå øjne er skarpe og fokuserede, men har et skær af guld, et tegn på hans ulv og hvor tætte de to er. Hans gyldenbrune korte krøllede hår er indbydende, lige til at køre hånden igennem og hive i krøllerne, der er ærligt intet jeg hellere ville. Hans skarpe kæbe og utroligt flotte lige næse er det næste jeg opdager, og jeg havde aldrig troet jeg ville kalde en næse for flot, mens hans er. Mine øjne finder hans pink læber, så fulde og indbydende.

Jeg ryster mit hoved hurtigt og kigger ham i øjnene igen.

,,Hvorfor skulle jeg forestille at være en anden for en aften for at tiltrække en mand, der forventer en anden person end den jeg virkelig er? Hvorfor skal jeg ønske en mand vil tage sig af mig, når jeg er i stand til at tage mig af mig selv? Hvorfor skal jeg lade en mand bestemme hvorvidt jeg må uddanne mig og arbejde? Hvorfor skulle jeg ønske at få mit liv, min frihed, taget fra mig af en mand jeg absolut ikke kender?"