Lupus Feram

FIREOGTYVE

Frustration.

Vrede.

Irritation.

Det er alt hvad jeg kan føle lige nu. Alt hvad jeg tillader mig selv at føle. Har tilladt mig selv at føle de sidste par uger. 

Jeg tvinger altid og konstant mine tanker væk fra håb og det bare at give ind til hvad det er Felix vil have, bare for at gøre mit liv en minimal del lettere her. 

Det er en konstant kamp.

Jeg skændes altid med enten Felix eller hans hanner. Om mig, min opførsel, min rolle som Luna for flokken. Skændes med dem om hunnerne og det liv de fører i flokken. Den minimale og latterlige rolle hunnerne spiller, på trods af den vigtighed de rent faktisk bærer i flokken. 

Felix og jeg er stadig ikke kommet til enighed omkring hvordan vores liv sammen egentlig skal se ud. Han er stædig og står fast på hans gamle og latterlige traditioner. Jeg står fast på en lille, men betydningsfuld modernisering af de traditioner. 

Ingen af os vil give os. 

Jeg er gået på kompromis for ham, for hans flok, men han vil ikke vise mig den samme venlighed. Jeg forstår han er bange for det vil få ham til at se svag ud i hans floks øjne, i hannernes øjne. Hunnerne ville sætte pris på det han kunne gøre for dem, men de er ikke hans problem siger han. Det er deres magers. Det er de hanner der bestemmer over hunnerne, som han bestemmer over mig.

Det skænderi endte ud i min flytning fra hans værelse til et gæsteværelse nedenunder. 

Felix er sur. Sur på mig og min opdragelse. Min styrke og vilje til at ændre ham og hans flok. Han kan dårligt være i samme rum som mig uden at vi ender ud med at råbe af hinanden for at være stædige og uarbejdsomme. 

Vi sætter en front op for flokken. Hans fodring af mig fortsætter, hans bjældebælte stadig om min talje på trods af mine ikke-eksisterende forsøg på at forlade hans flok. Jeg lader ham kysse min pande og lægge en hånd på min skulder når han kommer tilbage fra træning, viser hunnerne i flokken at jeg til et vist punkt har accepteret min skæbne. 

Men når vi er i hans hytte, spiser mad med hans ulve med titel er det noget andet. Jeg lader ham fodre mig for at få noget at spise, men der er ingen kærlighed tabt mellem os og alle hans ulve ved det. Det mindste ord fra ham eller en af ulvene vi spiser med kan tænde mig af og jeg går amok. 

Gamma Jackson lærte det på den hårde måde med min pande der brækkede hans næse da han mumlede jeg bare var en underlegen tæve. Som naturen kræver jeg er. 

Siden da har ingen ytret ord om min underlegenhed ved middagsbordet. Ikke engang Felix har sagt noget omkring det emne, fordi han ved det ikke er sandt. Ved at jeg er ham på ingen måde underlegen. Og det er alt sammen på grund af ham selv og hans stædighed.

På grund af hans fastholdelse af de gamle traditioner. 

Jeg løb med flokken da fuldmånen viste sig. Oplevede hvordan de alle samlede sig i flok-huset for at fejre fuldmånen og vores natur. Vores ulve. Lod min ulv tage kontrol og nyde det samvær vi havde med hunnerne i flokken under månen der gør os til dem vi er. Giver os vores styrke. 

Løb med hunnerne bag mig igennem skoven på territoriet. Jagtede dådyr med dem, delte vores fangst med dem alle. Viste dem hvordan min ulv kan sørge for deres basale nødvendigheder som samvær og mad. 

Hunnerne accepterede min ulv med det samme. Viste hende omsorg og legede med hende. Pressede sig tæt ind på hende for at efterlade deres duft på hende, viste hende respekt som deres Luna, den bedre ulv.