Lupus Feram

TOOGHALVTREDS

Ugerne går. De nye hunners cyklus rammer dem, sørger for de indespærres i deres hjem med deres mager, giver dem tid alene for at komme gennem deres cyklus med deres mager helskindet.

Annabels hår vokser langsomt længere, hendes respektløshed er der stadig, dog i det stille. I blikke hun sender mig, løftede læber for at vise hendes skarpe tænder. Hendes ulv der konstant må slås ned hårdt når vi træner for at vise hvem der er den bedre hun.

Jackson der kigger på hende hårdt. Hun er ikke den hun han havde mødt til ballet, ikke den hun han troede han havde valgt, men de hænger sammen nu, ingen fortrydelsesret når der kommer til mager, så Jackson er konstant opmærksom på hende, på at ingen hanner kommer for tæt på hende, at hunnerne ikke går i kødet på hende på grund af hendes respektløshed, ikke blot overfor mig, men også overfor mine hunner der udelukker hende konstant.

Da mine hunner så hendes afklippede hår tog de afstand til hende øjeblikkeligt, der var ingen fletninger til at vise hendes status som maget, at hun havde indpasset sig i flokken. Hun vil have en lang og hård kamp foran sig for at opnå deres tillid og accept. En endnu længere kamp for at opnå min accept.

Flere og flere af de runde hunner giver liv til deres hvalpe, ligger i sengen for at komme sig over den smerte, den kamp, det er at føde hvalpe, deres mager hos dem den første uge for at berolige de naturlige instinkter de har for at beskytte deres hunner og hvalpe. Hjælper hunnerne med alt derhjemme for at få hverdagen tilbage til normal.

Felix og jeg fortsætter vores natlige oplevelser.

Hænder på hinandens nøgne kroppe, smager hinanden, kys der tager vejret fra os, høj stønnen og knurren de eneste lyde der kommer fra vores værelse så snart månen overtager solens plads.

Min krop er træt. Min hjerne er træt. Jeg higer mere og mere efter at være tættere på ham, have kropskontakt med ham konstant. Hans nærvær beroliger mig og min ulv. Naturen sender min cyklus til os, som var det en gave jeg havde ønsket at modtage.

Min appetit er voksende, spiser mere og mere. Felix sørger for der altid er mere mad på min tallerken end jeg kan spise i min optakt til cyklussen der vil komme. Cyklussen, naturen, gør Felix mere tiltrækkende for mig. Hans krop forbereder sig på min cyklus, hans natur gør klar til at tilfredsstille hans hun, til at befrugte min livmoder med hans hvalp. Hans muskler der vokser, bliver tydeligere på hans nøgne krop, gør ham parat til at beskytte hans hun overfor de hanner han stoler allermest på, overfor hannerne i flokken der kunne finde på at udnytte hans huns cyklus, hendes behov for kontakt med en han. Hans behov for kropskontakt er forøget, ligesom min. Hans hænder altid på min nøgne hud, ligegyldigt om vi er alene eller ej, viser alle i flokken jeg er hans mage, ingen andens. Kun han må røre mig under cyklussen, ikke engang hunnerne må komme tæt på mig mere.

Min egen krop forandrer sig sammen med hans. Gør mig mere tiltrækkende overfor ham, mine hofter der fyldes us, bliver bredere, viser ham jeg er klar til at bære hans hvalp, til at give dem liv. Mine bryster fyldes ud, bliver tungere og jeg må presse mig i de kjoler jeg bærer til hverdag, mine bryster presset i pelsen, presset sammen og jeg viser altid alt for meget kavalergang. Mit hår er glansfuldt, skinner under solens stråler der varmer os op. Mine læber fyldige, rødere, indbyder ham til at kysse dem, til at bide dem, lægge hans krav på mig, vise hvem der er min mage overfor alle der skulle være i tvivl.

Naturen er utilgivelig i dens konstante cyklus. Sørger for jeg er klar til min mage og hans lyster, at jeg er klar til at værne om det liv han så inderligt ønsker at plante i min livmoder. Min duft der ændres, bliver sødere, voldsommere for at tiltrække hanner, min egen mage især. Er ændret for at gøre ham opmærksom på min cyklus er nær, at den fremtid han ønsker er lige om hjørnet, skulle vi vælge at udnytte den.