Lupus Feram

TREOGTYVE

Stolen jeg sidder i, i Felix's kontor i hans hytte er ubekvem. Den er designet til at få de ulve der sidder overfor ham til at føle sig uvelkomne i hans personlige hjem, i hans territorie.

Mine arme er krydset over mit bryst mens jeg venter på han finder vejen til mig, så vi kan påbegynde den snak vi er nødt til at have nu.

,,Din attitude er ikke acceptabel, Alana." Siger han irritabelt da han smækker døren bag sig og finder vejen til sin egen stol bag hans skrivebord overfor mig. ,,Du prøver fortsat at gøre mig til grin foran min flok. Tror du bestemmer over mig og mine handlinger. Du bestemmer intet, lille ulv. Du er blot her fordi du kan give mig hvalpe, intet andet. Du har vrangforestillinger hvis du tror du betyder andet overhovedet."

Jeg griner kort og hånligt. ,,Og du er sindssyg hvis du tror jeg ikke vidste det fra første gang du snakkede til mig, Felix. Jeg er nok en hun, men jeg er absolut ikke så dum som du tror jeg er." Jeg læner mig tilbage i stolen, tvinger mine muskler til at slappe af, ikke vise ham hvor spændt hele min krop er, hvor meget jeg raser indeni. ,,Tog du min opfordring seriøst? Har du snakket med min gamle Leder?"

Han er stille i et minut før han nikker kort og læner sig selv tilbage i hans stol. ,,Jeg må indrømme jeg er imponeret over hans ord om dig. Du er meget respekteret af ham og i hans flok. Men alt det betyder intet her, Alana. Hvad du formåede i din gamle flok var glemt så snart du tog dine første skridt på mit territorie. Det er mine regler. Mine traditioner. Mig der bestemmer her. Og her, i mit territorie, ved min side er du intet andet end en simpel hun. En hun der vil følge de gamle traditioner og følge mig, mit ord som var det lov. Du kan kæmpe, men det vil du ikke. Du vil passe vores hvalpe og hytte, intet andet."

Mit smil til ham er koldt. ,,Så jeg er intet andet end lort på dine fodsåler? Hunner er intet i forhold til dig, i forhold til dine hanner?"

,,Hunner er født for at blive ledt, ikke for at lede."

,,Lad mig stille dig et spørgsmål som du må tænke grundigt over, Felix." Siger jeg lavt, mine albuer nu på mine knæ mens jeg læner mig forover. ,,Uden hunner i din flok, i verden, hvordan vil du så føre flokken videre? Hvordan vil du få en søn til at føre din flok videre?"

Han glor på mig, han blinker ikke én gang mens han stirrer på mig.

Stilhed falder over hans kontor og jeg smiler sarkastisk.

,,Der ville ikke være nogen til at overtage din flok, Alpha. Hvis der ikke var nogen hunner til at føde dine hvalpe, hvor ville du så være? Hvis din far ikke havde en mage, en hun, så ville du jo slet ikke være i live. Hvordan kan du fortsat tro på at vi ikke er værdige til at få din respekt? Hvordan kan du stadig mene at vi ikke er noget værd? Vi er nødvendige for jer, for dig. Jeg er nødvendig for dig nu, Felix. Du mærkede mig, bandt dig og din ulv til mig. Kun jeg kan give dig hvad du higer efter. Hvalpe. Du ved det er rigtigt. Din ulv vil aldrig kunne gøre en anden hun rund med dine hvalpe. Hvis jeg ikke var her, hvis jeg ikke var i live, hvordan ville du så kunne få hvad du vil have?"

Jeg rejser mig fra stolen, stiller mig direkte foran ham ved hans skrivebord og smiler ned til ham.

,,Din flok ville ikke overleve uden hunner, Felix. Det ved selv du. Vi er rygraden af din flok. Uden os ville i stoppe med at eksistere. Du kalder os svage, ligegyldige. Holder os nede med dine traditioner og regler. Tvinger os til at bære jeres hvalpe og passe på dem. Overbeviser os om vi ikke kan mere end at passe jeres hus og hvalpe. At vi ikke har samme værdi som jer, at vi ikke har ret til mere. At vi ikke må tænke eller ønske mere i livet. Det er ikke sandt."

Jeg retter mig op igen, tager langsomme skridt rundt om skrivebordet, går hen imod ham indtil jeg er lige foran ham, kun centimeter mellem mig og ham i stolen.