Lupus Feram

SEKSOGTYVE

En tung stilhed har lagt sig over spisestuen da vi alle sætter os på vores vante pladser. Alle ulvene ved bordet er ubekvemme og gør et dårligt stykke arbejde i at dække over det. Ingen af dem kigger på hverken mig eller Felix, påbegynder blot deres måltid når Felix har lagt sin gaffel på bordet hårdt.

Felix kigger ikke på nogen andre end mig. Han blik brænder sig fast på min kind mens jeg sidder og kigger over det alt for stille bord. Normalt holder de aldrig kæft, selv når de tygger deres mad. Min ignorering af Felix er ikke velkommen og han knurrer højt før en hård hånd tvinger mig til at se ham i øjnene.

,,Det er på tide du henvender dig til alle ulve samlet her og undskylder for din opførsel de sidste tre uger, Alana. Du har været respektløs, voldelig overfor mine ulve og har påtvunget mange af hunnerne dine sindsforvirrede tanker. Hverken jeg eller deres mager vil acceptere det mere. Du har haft to måneder til at finde dig til rette her. Undskyld og gå rundt til hele flokken for at angre for din opførsel, dine ord om hunnernes rettigheder."

Jeg stirrer ham i øjnene, ingen bevægelser fra mig der viser jeg nogensinde har tænkt mig at gøre bare en brøkdel af det han tror han kan beordre mig til.

,,Hvis du ikke indfinder dig nu og gør hvad jeg befaler, så vil du blive straffet. Hårdere end du er blevet før, Alana. Din tid er løbet ud. Din underlegenhed vil blive vist nu eller du vil blive tvunget i knæ."

Jeg hiver min hage, mit ansigt fra ham og kigger ud over bordet, ser alle de vilde ulves øjne forventningsfuldt på mig.

Jeg ligger mit hoved på skrå og ser alle i øjnene. ,,Er der andre der har noget at tilføje til min mages ord? Gør det nu eller hold det for jer selv for evigt."

Stilhed. Ingen bevæger sig i rummet, ikke engang for at spise den mad der vil blive kold om få øjeblikke.

,,Ikke engang dig, Jackson?" Spørger jeg hånligt. ,,Hvor blev dine store ord om mig af? Den underlegne tæve? Den tæve der hurtigere end du kunne forstå hvad der skete formåede at brække din næse?"

Jeg kigger på James. ,,Hvad med dig, James? Har du intet at sige om mig nu? Intet du kan brænde mig med mere? Eller er du bange for at møde mine knytnæver og fødder igen? Jeg ved din lille middagslur den dag ikke var planlagt, men se det som en gave fra mig. Et tak for at brænde min ryg, binde mig til jer for evigt."

Jeg griner sarkastisk og ryster mit hoved, kigger på Felix igen. ,,Ingenting. Det er fantastisk jo! Felix! Dine ulve har intet imod mig, hvorfor har du? Det er dig der valgte mig. Gav mig dit mærke, dit bid. Tvang mig i din flok. Nu kan du ikke acceptere mig? Det er lidt for sent at fortryde dit valg nu, mage. Du hænger på mig, som jeg hænger på dig. Tro mig, jeg er heller ikke særlig glad for den her situation. Men det er dit valg at vi er hvor vi er. Jeg gav dig flere muligheder for at rette op på vores forhold, på mit ikke-eksisterende forhold med hannerne i flokken. Du valgte at sige nej. Det er din fejl, ikke min. Jeg sagde at jeg ville kæmpe. Det er præcis hvad jeg gør. Jeg kunne give dig alt du vil have, men hvorfor er du den eneste der skal have i det her forhold? Har jeg ikke ret til at opleve nogle af mine ønsker opfyldt? Har jeg ikke ret til at være mig selv? At sørge for min egen fremtid her, ved din side?"

Jeg står op fra taburetten ved hans side. ,,Imodsætning til dig, så overholder jeg mine løfter. Jeg lovede at gøre dit liv til et helvede. Har jeg opnået det endnu? Er min respektløshed ved at drive dig til vanvid? Har det tabte liv du kostede dig selv givet dig skyld? Har min flytning fra dit værelse gjort dig ensom? Gør mine ord dig frustreret? Vred? Rasende? Dit helvede er mit himmerige, Felix. Min kærlighed er endnu ikke din, er den? Min livmoder stadig ikke befrugtet med dine hvalpe. Du har opnået intet ved at forsøge og tvinge min underlegenhed. Ved at straffe mig. Intet andet end en hårdere kamp fra mig. Du vil blive ved med at leve i dit helvede indtil du ombestemmer dig om vores situation. Jeg vil blive ved med at leve i mit himmerige så længe du er stædig."