Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 1. Flytte til Norge

DISCLAIMER!! 

Marcus og Martinus taler norsk i historien, så jeg har været så dygtig at bruge google oversæt, så hvis der er fejl så sorry. Hvis i har en anden god oversættelses app må den gerne blive sagt i kommentaren<3

<<Adventure must start with running away from home>>

"Skylar høre du overhovedet efter!" råbte hr. Boesen efter mig, jeg vågnede op fra mine tanker igen. Her det seneste stykke tid har skolen og alt andet bare gået ned af bakke for mig, jeg stener i timeren og følger ikke det mindste med.

"ja da vi talte om globalopvarmning" sagde jeg overbevisende, klasse begyndte at grine med mig, ikke af mig, det kunne de aldrig finde på. Så sød som min klasse nu er kunne vi aldrig finde på at grine af hinanden, sådan en klasse er vi bare, du ved?

"Skylar vi har tysk" sagde hr. Boesen, jeg undslap et grin. Til mit forsvar er tysk ikke min stærke side, så giv mig dog en chance (så vi kan få en ordentligt balance, for jeg tror på det her det er kærlighed. Shout out hvis i forstod den;)

"sorry jeg skal nok høre efter" sagde jeg og rettede mit blik på min tyskbog nede i bordet, hr. Boesen gav et lille støn fra sig og fortsatte undervisningen. Han er faktisk en lidt pædofilsk lærer, hvis der er noget der hedder det. Engang fangede vi ham i at gogge den af i frikvarteret, ew.

Min taske ramte det hårde trægulv i gangen, mit syn var kun blokeret af flyttekasser. Vi skal flytte om 1 uge ca, til Norge. Jubi. Og med vi mener jeg min lillebror og min far, min mor er har dsv ikke mere. Hun overgav sig til kræft for godt og vel  6 år siden. Min far har været verdens bedste far under omstændighederne og passet godt på Wilhelm (lillebror på 10) og jeg. 

Jeg løb op på mit værelse og skyndte mig at logge på skype, Idas smukke hoved kom til syne. Ida er min bedsteven i hele verden, men hun bor dog i Norge. Vi har været internet venner i 3 år nu, og vi har aldrig mødt hinanden. 

"hvordan går det" sagde jeg og puttede mine høretelefoner i.

"nydelig, fantastisk" sagde Ida og smillede gennem kameraet. Ida taler self norsk, jeg kan godt forstå det men ikke tale det, nordmænd kan også godt forstår dansk så det er pretty easy.

"har du spist noget idag?" spurgte jeg, Ida har en ret slem spiseforstyrrelse. Hun spiser aldrig og er al for tynd, jeg prøver at hjælpe hende men det er svært når man er 1300 kilometer væk. Hun har haft problemet i så lang tid jeg kender hende, jeg havde også en spiseforstyrrelse. Det var sjovt nok sådan vi mødte hinanden.

"egentlig ikke." sagde Ida stille, jeg slog kameraet som om jeg ville slå hende.

"please Ida for min skyld" sagde jeg og lavede hundeøjne.

"Jeg vil gjøre alt for deg" sagde hun og tog en bid af et æble, mit ansigt lyste op. 

"jeg kan slet ikke vente til om en uge" sagde jeg, hvis i ikke har regnet det ud så skal jeg flytte til den samme by som Ida bor i, nemlig Trofors. 

"heller ikke meg, jeg kan ikke vente med å faktisk ha en venn på skolen" sagde hun men på en måde også trist. Ida bliver dsv mobbet i skolen og jeg kan slet ikke vente til at sætte de p*ikhoveder på plads som gør min bedsteven trist. 

Vi snakkede i godt 3 timer mere og så gik jeg i seng.

Jeg sidder lige nu og bare snakker med pigerne fra min klasse, man vil nok kalde mig populær. Jeg er venner med alle fra klassen, og nogle af drengene har et crush på mig. Men jeg har ingen bedsteven, jeg er bare sådan godevenner med dem alle. Jeg klarer mig godt i næsten alle fag, jeg har selværd og kan godt lide min krop. Jeg ville bare ønske alle kunne være tilfredse i deres kroppe, det ville bare være så meget nemmere.

Skoledagen blev hurtigt færdig, så hjem, så snakke med Ida, så gå i seng. Sådan gik alle mine dage, men snart ændre det sig forhåbentligt.

I dag er dagen, jeg er super spændt, nyt land, ny skole, nyt sprog og nye venner. Vores flyttebil var pakket, nu skulle vi bare flyve derned. Tro mig, vi køre ikke det er alt for besværligt. Mine farvel til min klasse var ret trist, jeg har kendt dem siden vuggestue jo, men alt må slutte på et tidspunkt. 

Flyet flævede roligt over luften og gjorde mig afslappet, jeg elsker at flyve. Det er seriøst det mest afslappende man kan, nogle vil måske ikke være enig med mig. 

Vi landede i Trondheim og jeg er virkelig ved at sprænge, jeg skal møde Ida for første gang i 3 år!