Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 77. Opkald.

<<So many feelings go unsaid>>

Min far og jeg var kørt, men pludselig ringede hans telefon. Jeg forventede bare han ville slukke den, eller lige spørge mig hvem der ringede. Det gør han altid når vi kører i bil, som doktor snakker han aldrig i telefon imens man kører, det skal man jo hellere ikke. Min far er bare lidt ekstra streng angående det, men istedet holdt han øjeblikkeligt ind til siden.

"hvad laver du?" spurgte jeg ham, 

"-vigtigt opkald" skyndte han ordene og gik ud af bilen, jeg så ham gå nogle meter væk fra bilen og tage telefonene. Han så mig igennem ruden og vendte sig brat om, jeg sukkede utålmodigt og sank ned i sædet.

"undskyld bare... arbejde" tøvede han og startede bilen, jeg nikkede som svar.

"nå, hvad snakkede du med Simone om?" spurgte han og kørte ud på vejen igen, vi kørte forbi en smuk strand og solen var som sagt højt på himlen. Jeg glemte lidt hans spørgsmål, men det kom tilbage så jeg svarede hurtigt. 

"bare nogle forskellige ting, hun er virkelig et sødt barn" smilede jeg. 

"det er trist det skal ende sådan for dem, de fortjener allesammen at opleve og leve livet" min far klappede mig på låret og kiggede ud på vejen, jeg tog mine ben op under mig og stirrede ud af vinduet. Der er ikke tid til at være sure på folk, eller hade dem her i livet, du skal leve i nuet og uden fortrydelser. Og det kunne faktisk ikke passe meget bedre, for i krydset vi holdt i gik en pige forbi udenfor.

"Far! sæt mig af her" råbte jeg drastisk og tog min sele af, 

"hvad laver du Skylar?" spurgte han max forvirret, 

"-jeg skal noget, bare rolig jeg kommer selv tilbage til hotellet" uden han nåede at svare åbnede jeg døren og hoppede ud, lyste skiftede og min far var væk. Jeg kiggede mig omkring og så hende gå ned ad en sti, mod stranden. Jeg satte i løb og rendte efter hende, endelig nåede jeg tættere på, så tæt på jeg kunne råbe. 

"Paola?!" spurgte  jeg med en meget forpustet stemme, hun vendte sig i chok. 

"Skylar? hva gjør du her" spurgte hun forvirret, ikke en bitchy måde. 

"jeg ved det ikke rigtig, men jeg vil bare sige det er okay. Jeg er ikke sur på dig" fortalte jeg, overrasket over mine egne ord. Hendes øjne lyste op, hendes arme spredte sig og hun fangede mig i et kram.

"tusen takk det betyr mye, jeg har hatt det så ille" sagde hun i krammet, en sten faldt fra mit hjerte. Alle fortjener en ekstra chance, selv Paola. Det er slet ikke fordi det hun gjorde er okay, men det er vel bare lige meget nu. Fra nu er er Paola og jeg okay, nu skal der ikke være mere drama her. 

"hvornår kommer du tilbage?" spurgte jeg, for hun bor jo stadig i Trofors. Hendes ansigt blev lidt mere trist, men stadig ret glad.

"Jeg kommer ikke tilbake, det er best for meg å gå videre, bort fra Trofors" sagde hun med et skævt smil, der gik lidt før jeg opfattede hvad hun sagde. Hun kommer ikke tilbage, selvom inderst inde jeg hoppede lidt af glæde over det, så skal hun stadig forlade Trofors. Hun har ikke boet der i lang tid, men vaner og venner må hun jo have fundet. På den anden side er det nok også bedst, både for hendes og vores skyld, en ny start skader aldrig.

"ved du hvad, så giver jeg en is" smilede jeg og tog hendes hånd, et smil brød frem på hendes læber, og jeg kunne se hun var lettet. Nu skal der pige hygge til, ikke snakke om fortiden, men fremtiden og nutiden.

Marcus synsvinkel:

"Er hun sint på meg?" spurgte jeg Karsten, lige nu står jeg og snakker i telefon med ham i stuen. Mit hjerte har ikke været rolig, jeg måtte vide noget mere, selvom det var svært at høre.

"Hun viser det ikke, men helt tilfreds er hun ikke" sagde Karsten, jeg sukkede en gang, men kastede et smil på. "-men rolig nu Marcus, det er det værd". En ro fandt mit hjerte, det betyder meget når det kommer fra ham. 

"Jeg håper det. Hvis dette mislykkes, vet jeg ikke hva jeg skal gjøre med meg selv" sagde jeg med en vis nervøsitet i min stemme, ordene var mere end sande. Det skal virke, det skal det bare, ellers giver jeg op. Forevigt, men hun er det værd. 

"godt Marcus, vi ses jeg skal tilbage til hende" sagde han, 

"vi ses" svarede jeg og lagde på, min telefon slukkede og mit blik mødte min baggrund. Det smil vil jeg aldrig kunne stå for, det har en vis magt over mig. Jeg nær studerede det. Et skævt smil kom frem, vi så helt dumme og forelsket ud...

----

Næste kapitel bliver... ja det bliver noget helt specielt<33