Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 90. Han er tilbage..

<<Don't lose hope, if you keep going the light will come>>
Ny dag, Marcus kommer hjem idag med enten gode eller dårlige nyheder. Lad os håbe på den første mulighed, men alligevel efter snakken med Gerd Anne igår har jeg det bedre. Selv hvis jeg ikke skal med overlever jeg, eller. Lad os nu bare se.
"Godmorgen Skylar" smilede min far da jeg trådte ind i køkkenet, det er som sagt torsdag og en ny skoledag i vente.
"Godmorgen" sagde jeg med min stadig hæse morgenstemme, uden at sige noget rakte han mig et glas vand. "Tak"
"Så men klæd dig på og kom afsted" han gav mig et lille klap på skulderen og forsvandt selv ud af døren. Før jeg klædte om kiggede jeg lige ind til wiki for at være sikker på han var vågen:

Wili og jeg tog hinanden i hånden og så var det afsted. Vi kom hurtigt hen på skolen hvor jeg så derefter fik øje på Ida,
"Heeeey" kastede jeg mig hen mod hende, et underligt grynt kom fra hende idet alt min vægt væltede hende.
"Sky" sagde hun sukkende og prøvede ihærdigt at skubbe mig af, men i en deprimeret tilstand blev jeg liggende. Det er som om at hver gang jeg er omkring Ida bliver mine følelser forstærket, til tider er det godt til andre ikke så godt.
"opp med deg, vi går til timen" jeg sukkede irriteret og rullede ned på jorden, istedet for at rejse mig op. Jeg fik et opgivende blik fra Ida, "-Rolig, du vil nok få svar snart"
Jeg nikkede bekræftende på hovedet og sendte et uskyldigt smil, Ida ræk hjælpende sin hånd ned mod mig som jeg lystigt tog imod.
"Du må undskylde at jeg er så... ja ude af den" forklarede jeg på vej ind mod klasseværelset, intet svar men en blot nik. Vi trådte ind og alt var som før, ingen forandring, jeg ved så hellere ikke hvor den skulle være kommet fra.
Vi satte os ned og timen begyndte...
——-
Færdig, jeg kan ikke mere. Dagen har snøvlet sig frem. Ida har virkelig været kynisk over for mig, måske brokker jeg mig af og til for meget, men come on hun er min bedsteven. Alle hendes reaktioner har været et irriteret suk, eller et nik og mumlen her og der. Vi er snart tæt på sidste time, som jeg fortæller det her kæmper jeg mig igennem historie. Mine øjne følger uret der hele tiden bevæger sig, godt nok i slowmotion, men det bevæger sig.
Pludseligt midt i det hele stoppede vores historielærer op og fik øje på noget ud af vinduet, efter landede hans blik på uret.
"ok det er en pause kom ut" hastede han og åbnede døren, alle mumlede forvirret men glædeligt pakkede de sammen og smuttede ud.
"Hvorfor har vi pause?" Spurgte jeg fortumlet, mit hoved opfatter ting ret langsom.
"Fordi jeg sier det, så smuss ut" han gav mig et visende skub og før jeg vidste det stod jeg ude foran døren, Ida kom bag mig og trak mig med.
"Rolig nu vi har ikke travlt" klagede jeg, hun ignorerede det og vi kom udenfor. "- stop så" min stemme var lidt for voldsom, Mathias kom hen til os.
"hva skjer her?" Spurgte han og tog armen om Ida, jeg kiggede ned i jorden.
"Ik noget" mumlede jeg, hvert sekund af min dag bliver bare værre og værre. Det er simpelthen ikke fair, men sådan er det jo bare, om jeg vil have det eller ej. "Undskyld mig"
Jeg gik hen og satte mig alene på en bænk, dagen skal slutte og det kan ikke gå for hurtigt. Jeg vil bare hjem og vente til Marcus kommer, udover det med turnéen så savner jeg ham faktisk. Hans kram og kys, bare følelsen af tryghed der mangler heromkring.
Efter de der 5-10 min kaldte vores lærer på os igen, jeg rejste mig og fulgte efter de andre. Vi nåede døren og ingen var gået ind, jeg kiggede forvirret rundt men der skete ikke noget. Jeg ville åbne min mund, men så banede de vej for mig. Der gik nu en vej igennem eleverne og hen til døren, bag døren stod der nogen jeg så småt kunne skimte.
"Hvad sker der?" hviskede jeg diskret til Ida, hun smilede til mig.
"bare gå inn nå" jeg mærkede et skub i ryggen og begyndte selv mine skidt...