Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 5. Hans undskyldning.

<<I think of you at 2 a.m. When i can't sleep and i wish you were there to hold me>>

Marcus kom ind i klassen lidt efter mig og gik direkte over mod vores bord, Ida så med det samme skræmt ud. Hvis han bare så meget som prøver på noget så overlever han ikke til at se imorgen, siger det bare.

"hvad vil du nu" spurgte jeg og dækkede Ida lidt, han gav mig et undskyldende blik.

"Jeg vil faktisk snakke med Ida" sagde han og kløede sig i nakken. Jeg løsnede mig lidt op og overlod ham til Ida, please ik fuck det her op Marcus.

Idas synsvinkel:

"Jeg vil faktisk snakke med Ida" sagde Marcus og kløede sig i nakken, min puls blev højere, jeg håber virkelig ikke han vil slå mig eller sådan noget. 

"okay" sagde jeg tøvende og gik ud af klassen bag ham. Vi stoppede op lige foran klassen.

"Jeg vil bare be om unnskyldning for det som skjedde i friminuttene, det var ikke bra, og jeg håper du kan tilgi meg" sagde Marcus stille, men troværdigt. Mit hjerte lettede sig faktisk, han siger faktisk undskyld. Men jeg kan ikke lade vær med at tænke at det er Skylars skyld, det er sødt af hende.

"det er greit" sagde jeg og smillede til ham, han smillede faktisk tilbage og gik igen. Det undre mig stadig lidt, han har altid været den her fuckboy der sover med alle pigerne og bare at han kan ændre sig på en time, giver absolut ingen mening. Inderligt håber jeg på han ikke er igang med et eller andet sygt spil, som handler om Skylars følelser. Eller mine for den sags skyld, men dem kan han jo være ligeglade med. Det har han da været de sidste mange år.

Skylars synsvinkel:

De kom begge tilbage og Ida havde et smil på læberne.

"Han sa unnskyld til meg" sagde Ida overrasket og satte sig ved siden af mig. Jeg vendte mig rundt og kiggede over på Marcus som sad og talte med en af hans venner, han så mig og blinkede til mig. Jeg vendte mig hurtigt om og begyndte at tale med Ida igen. Det er mærkeligt, jeg har kendt den her dreng i godt 2 timer og jeg føler allerede noget imellem os. Måske er det bare mig, det håber jeg. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne være sammen med en som Marcus, jeg kan allerede mærke på ham han er en fuckboy.

Overtækning er da også min specialitet, det har jeg gjort helt fra barnsben. Især i tider som dem her, når man ikke ved hvad man skal tro, eller hvem man skal tro. Dog har jeg forstået det sådan at der har været nogle strider mellem Ida og Marcus, han sagde så undskyld og nu er alt vel okay, ik?

Resten af skoledagen har Ida og jeg bare holdt os for os selv. Ida har vidst noget trompet øvning efter skole, så jeg skal bare hjem med det samme. 

Jeg skal først over og hente wili på hans skole, på vejen derover lod jeg mærke til Marcus gik den samme retning bare et par meter foran mig. Han stoppede ligepludselig op, hold up.

"følger du meg?" spurgte han kækt og vendte sig mod mig så jeg nærmest gik ind i ham. Et sus gik igennem min krop, men jeg prøvede at holde det under kontrol.

"nej det er dig der forfølger mig" sagde jeg, Marcus grinte. 

"hmmmm, hvordan kan jeg forfølge deg hvis det er meg som leder veien?" spurgte Marcus og krydsede hans arme. Han havde en pointe, men jeg er stædig.

"det ved jeg da ikke" sagde jeg snobbet og gik forbi ham. Han løb op på siden af mig, den dreng kan seriøst ikke lade vær med at forfølge mig lol.

"hvor skal du hen?" spurgte Marcus da han kom op på siden af mig. Mit humør svingede lidt ved hans tilstedeværelse.

"hente min lillebror" sagde jeg og kiggede ligeud.

"morsomt, jeg også plukke opp min lillesøster (jaer i know den oversættelse var dårlig, men mig og google oversæt er ikke gode venner i øjeblikket)" sagde han og tog hans hænder ned i lommerne. En lillesøster...

"skylar" sagde wili glad og løb ind i mine arme. Hans udstråling sprang ud over det hele, han er virkelig en glædesbombe.

"hej med dig din trold" sagde jeg og krammede ham. 

"er det din kæreste?" spurgte han og pegede på Marcus, jeg blev lidt rød i hovedet. Nope ew, aha.

"ja jeg er" sagde Marcus hurtigt, jeg sendte ham et dræberblik. Det var dog lidt komisk, han har bare at mene det for sjov, ellers får han problemer.

"nej han er ikke engang min ven" sagde jeg og smilede flabet til Marcus, jeg spytter facts ud.

"av" hviskede han og tog sig til brystet. Jeg grinte over hans sjove reaktion, hans humor er lige som min, og det bekymre mig lidt. Wili og jeg gik hjem sammen nu, han er seriøst den sødeste dreng.

Aftenen gik hurtigt og før jeg vidste det sov jeg. Som altid, søvn er mit liv. Den ting der overraskede mig mest var dog at jeg kunne sove, når mine tanker først får frit spil er der ingen vej tilbage.