Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 18. Forsent...

<<Being ignored by someone who means the world to you is the worst feeling ever>>

Forhåbentligt skal jeg i skole imorgen, det er nu 1 uge siden i hørte fra mig sidste gang. I tænker sikkert jeg pjækker for sygt fordi hvordan fanden kan det tage en uge, at få helbredet et sår på sin hals. Historien er at det bliver så nemt inficeret, faktisk blev det dagen hvor Marcus og jeg kyssede. Såå det har ikke været helt let.

Men idag skal jeg til læge en sidste gang og få tjekket op på det, og skole i morgen forhåbentligt. Faktisk skal Martinus med mig, over de løbende dage er vi blevet ok gode venner. Siden Marcus og jeg holder en form for pause, så har jeg set meget til Martinus. Plus idag er Ida til et eller andet trumpet noget og min far er sammen med wili og nogle venner.

Vi skal tage bussen, og når man taler om solen. Det banker på.

"hei hei" sagde Martinus og trak mig ind til et kram, jeg gengældte det og lukkede døren bag mig. Vi gik sammen ned til stoppestedet, btw så er mit tøj her:

"er du nervøs?" spurgte Martinus i bussen, 

"på en måde, kun hvis der er noget galt self" sagde jeg, resten af turen gik med ligegyldig snak.

"Du er klar igjen" sagde lægen og smillede bredt, det samme gjorde Martinus og jeg. Det tog fandme også sin tid,

"tusinn takk" sagde jeg på norsk og gik ud fra lokalet,

"Siden når snakker du norsk?" sagde Martinus med et fjoget smil, mit svar blev et grin og et slag på hans skulder. Faktisk havde jeg ikke set Marcus siden, ja du ved. For at være ærlig, så har han været på min hjerne i alt den tid. Han kommer fra højre, venstre, op og ned, simpelthen over det hele. Jeg har fået Martinus til at update mig på hans liv, men som jeg forstår det sker der ikke rigtig noget.

-------

En smal stråle af sol brød igennem gardinet og lavede en bane på mit gulv, første dag tilbage, solskin. Det kunne da ikke være bedre. Min morgenmad blev en dejlig sund morgenmad som bestod af vafler, fordi min far er hjemme. Og når han er det er der altid vafler, faktisk er wili også rask igen. Så livet er virkelig godt lige nu, undtagen Marcus delen, men forhåbentligt bliver det fikset snart. 

Tøj:

"ha en god dag" sagde min far og kyssede min kind før jeg gik ud af døren, wili tog min hånd og vi gik ud. Ida er henne på skolen lige nu, hun har morgen øvninger med det der pisse trumpet noget. Så det er bare wili og jeg idag, self skal vi først hen til hans skole og aflevere ham.

"vi ses wili" sagde jeg og kyssede hans kastanjebrune hår, det er altid så blødt. Jeg rettede mig op og kiggede over skulderen, der fik jeg øje på den person jeg havde tænkt allermest på. Han havde lige afleveret Emma tror jeg nok, han havde vidst ikke set mig endnu. Men gud hvor er det dejligt at se ham igen, måske er det lidt overdramtisk, men jeg er ligeglad, for jeg har savnet ham ufattelig meget. 

"Hey Marcus!" råbte jeg over gaden, han kiggede forskrækket op og så mig. Jeg vinkede overgiret, men det eneste jeg fik tilbage var en trist mine og at han vendte hans hoved væk. En kold fornemmelse fandt sig ved ned ad min ryg, bare at blive ignoreret på den måde, ja det er ikke spor rart. Og før jeg vidste af det forsvandt han hen imod retningen af skolen, jeg håber virkelig ikke det er forsent..

Men er det så forsent eller ej? Det må i jo finde ud af imorgen;)