Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 58. Glemte Wili.

<<When you care for someone more than they deserve, you get hurt more than you deserve>>

Jeg gik hjem, med hovedet overfyldt af tanker. Jeg ved ikke lige hvor godt jeg har det med Marcus og jeg pt, altså nu har jeg brug for at være der for Marcus og sikkert omvendt. Så alle mine komplicerede følelser må jeg gemme til siden, og så lade være med at være så pisse selvisk. 

Jeg kom hjem og åbnede døren, min far stod surt foran døren med krydsede arme. Og der ramte det mig, jeg glemte alt om wili. Pis.

"Skylar, hvad fanden tror du at du har gang i?!" spurgte han med en hævet stemme, jeg krympede mig for hans ord og lukkede døren bag mig.

"undskyld så meget, jeg vil aldrig glemme wili igen på den måde" beklagede jeg det bedste jeg kunne, helt ærligt har jeg dårlig samvittighed. 

"der må være sket noget alvorligt, kom og fortæl" beordrede han, men nu med en blidere stemme. Hvis i kender min far vil i vide at han hader at hæve hans stemme og blive sur, for ham er det dårligt forældreskab.

"Marcus kom ud for en ulykke og han har brækket hans ben voldsomt" spyttede jeg ud så hurtigt jeg kunne, for at kunne komme videre op og pakke. Selvom jeg udmærket godt ved det her er et vigtigt emne, så må jeg indrømme Marcus er lige lidt vigtigere i den her situation.

"Er du seriøs?"

"ja far jeg er seriøs! han blev tacklet, og han skal på hospitalet nu i Oslo" min stemme dirrede og lige nu ville jeg ikke sidde her, nej jeg vil være på vej mod Oslo,

"skat det er jeg virkelig ked af over" han tog min hånd, men jeg trak den igen, før han så blodet, det har jeg ikke tid til endnu.

"Far Martinus og Kjell Erik kommer og henter mig, må jeg ikke godt tage med til Oslo?" jeg bedte og kiggede på ham med hundeøjne, det plejer aldrig at virke, men det er forsøget værd. Han kiggede på mig med det der, Skylar-du-kender-allerede-svaret-og-det-er-nej blikket. Men før han sagde noget rejste jeg mig op,

"Far! Han har brug for mig, sådan virkelig meget så please, jeg skal nok lave mine lektier på hospitalet, det lover jeg virkelig far". Han kørte sine hænder rundt, jeg har aldrig gjort noget så dristigt før, det kommer sikkert bag på ham. Han sukkede og rettede sit blik på mig, 

"okay, smut op og skift". Jeg  brød ud i lettelsen og omfavnede ham i et stort kram, "tusind tak far" mumlede jeg ind i hans bryst før jeg spurtede op af trapperne og ind på mit værelse. 

----

jeg ved godt det er et kort kapitel😔

MEN!! JEG HAR NOGET JEG VIL SIGE>>>

I må altid skrive ideer til min historie, hvis i vil have noget bestemt der sker eller scener i gerne vil have. Jeg åbner nu også for at i kan skrive jeres navn og lidt om jer selv i kommentaren og så får i med 100% garanti en rolle i historien!! 😍